Det fineste, hvide sand? Turkisblåt vand? Gode snorklemuligheder? Eller behagelige solstole? Der findes mange forskellige kriterier for den perfekte strand. Her tipper holdet bag Børn i byen om børnevenlige strande, der har gjort et særligt indtryk på dem.

Julie: Perlen i det Indiske Ocean
Grand Baie, Mauritius
Mauritius er en skøn lille perle i det Indiske Ocean, der ligger ud for Afrikas kyst og 800 km fra Madagascar. Her er virkelig lækre strande! Vi boede på Ocean Beach Hotel and Spa i Grand Baie på den nordvestlige side af øen. Strandene ved Grand Baie ligger i en bugt, som gør vandet roligt og børnevenligt. Vores strand havde et langt stykke med lavt vand inden det blev dybt. Vi tog også på en snorkel tur på revet inde i bugten, hvor vi så de fineste fisk. Hvis man bliver lidt vintersyg og trænger til sol og sommer, så vil jeg anbefale en ferie til Mauritius. Det er en fantastisk ø med lækre strande!

Binnur: Perfekt til at paddleboarde
White Beach, Malay/Boracay, Philippinerne
White Beach er i min optik verdens bedste strand! Stranden har det fineste sand - uden sten. Jeg har været der både i juli og februar, men har stort set ikke oplevet nogle bølger. Stranden er børnevenlig, fordi man skal over 25-30 meter ud, før det begynder at blive lidt dybt. Derudover er vandet rent, og der er ingen tang eller vandmænd i vandet. MEN der er fisk, hvilket også er lidt fedt. Stranden er også perfekt til at paddle boarde, fordi der ikke er nogen bølger. Paddleboards kan lejes flere steder på stranden sammen med redningsveste. Større børn kan paddle selv og små børn kan sidde på paddle boardet, mens forældrene padler.

Katrine: God plads til sandslottene
Alcudia beach, Mallorca
Hvis man tør kaste sig ud i en turistet destination, så er Alcudia bugten på Mallorca et rigtig godt bud på et superlækkert og meget børnevenligt strandområde. Det er nemlig ikke uden grund, at området er velbesøgt: Alcudia Beach er bred og flere kilometer lang med god plads til alle. Vandet er lavt og sandet er fint og hvidt – ideelt til sandslotte! Har man små børn med på rejsen, kan man, ligesom vi gjorde, gøre det let for sig selv ved at indkvartere sig på et af hotellerne, der ligger nærmest direkte på stranden. Så er bølgebrus og morgendukkert i gåafstand. Husk! Man kan leje cykler (også med barnesæde) og følge den lækre promenade, der løber langs hele den kilometerlange strand.
LÆS OGSÅ: Jul under palmerne på Zanzibar

Caroline H: Med udsigt til bjergøen
Massouri beach, Kalymnos, Grækenland
For et par år tilbage besøgte jeg den lille, græske ø Kalymnos. Min familie og jeg boede i hovedbyen Pothia, men en dag tog vi bussen til den lille by Massouri, som ligger på øens vestlige side. Her besøgte vi Massouri beach, som har den smukkeste udsigt! Stranden vender nemlig ud mod bjergøen Telendos, og dette syn gør strandturen helt unik. Stranden består af småsten og sand, og det er muligt at leje sunbeds og parasoller. Man kan også bestille snacks, drikke, sandwich mm. fra den nærliggende restaurant – men det er ikke det, man kommer for på Massouri beach - det er den spektakulære beliggenhed!

Caroline M.: Vores helt egne små strande
Orosei bugten, Sardinien
I Orosei bugten på Sardinien er strandene kridhvide og det turkise vand ser ud som om det er photoshoppet! Vi havde uforglemmelige oplevelser, fordi vi benyttede os af muligheden for at leje en båd og sejlede ind til små hemmelige strande, som vi havde helt for os selv. En sjov aktivitet for børn er at fodre fiskene i vandet, så der bliver helt sort af fisk i vandet omkring en.

Alberte: Portugisiske perler
Cascais og Algarve, Portugal
Tæt på Lissabon finder man de hyggeligeste strande ved Cascais, som er hurtige at komme til med tog. Der ligger en masse strande ved siden af hinanden, så du kan frit vælge om du vil ligge der, hvor der er mange mennesker, eller hellere vil ligge lidt for dig selv. De små gader ligger fem minutter væk på gåben, så der er rig mulighed for en lækker frokost.
Den bedste strand må dog være den i Algarve, som dog ligger noget længere væk fra Lissabon, men den er bestemt køreturen værd. Den er omkranset af store, smukke klipper, og her kan man finde de flotteste muslingeskaller, som giver anledning til flere timers underholdning for store som små.
Alle fotos er privatfotos taget af redaktionen
TIP! Tilmeld dig Børn i byens nyhedsbrev og få de bedste oplevelser for børnefamilier serveret i din indbakke hver eneste uge.