Der venter mange friske ture og udendørs aktiviteter for hele familien i Roskilde, Lejre og Frederikssund. Kun 30 minutter fra København kan I snuse foråret ind og mærke varmen, når naturen og oplevelserne nu begynder at springe ud. I denne guide får I masser af inspiration og gode idéer til smagfulde, naturskønne, hyggelige og gækkede påske- og forårsoplevelser for hele familien. 


Denne artikel er bragt i samarbejde med Visit Fjordlandet

Sjove påskeaktiviteter 

Påsken rundt på 60 minutter

Hvor: Frederikssund Museum, Færgegården / Færgelundsvej 1, 3630 Jægerspris
Hvornår: d. 11., 12. og 13. april 2022

Tag med på besøg i fortidens syv påskedage og prøv kræfter med de mange udfordringer og opgaver på Frederikssund Museum. Hver hele time står en påske-ekspert klar til at tage jer gennem fortidens påske-strabadser. Når I har klaret beskyt-dig-mod-heksene-dag, er det videre til Spis-dig-rask-resten-af-året-dag. Aktivitetsturene begynder kl. 11.00, 12.00 og 13.00. Det er gratis for børn mellem 0 og 17 år,  og det koster 50 kr. for voksne. Køb billetter her. 

Rundvisninger i våbenmuseet og ramsløg til påskebordet

Hvor: Egholm Museum / Trehøjevej 47, 4070 Kirke Hyllinge
Hvornår: Fra d. 9. april til d. 8. maj 2022

Besøg Egholm Museum i foråret og kom med på spændende rundvisninger. Fx kan I komme med på rundvisning med Rikke Falck i den private del af Egholm Park. Her skal I plukke ramsløg til påskebordet. Undervejs vil der blive fortalt historier fra tiden før i dag, men også historier fra livet som nutidens slotfrue. Der er også løbende rundvisninger i Egholm Museums 2. verdensskrigs-udstilling. Køb billetter til Ramsløg og historier her og til Rundvisning i 2. verdenskrigsudstilling her. 

Familiedag og forårsmarked

Hvor: Frederikssund Vikingeboplads / Kalvøvej 26, 3600 Frederikssund 
Hvornår: D. 30. april kl. 11.00-16.00

Kom til Vikingernes unikke boplads i Frederikssund til en dag med hygge og aktiviteter for hele familien. Vikingerne har sørget for både leg og læring for børn, voksne og barnlige vikingesjæle. Bopladsen summer af liv og I kan bl.a. male skjolde, se fægterne kæmpe og prøve kræfter med bueskudning. Det er gratis at deltage i familiedagen. 

Påske på Vikingeskibsmuseet

Hvor: Vindeboder 12, 4000 Roskilde 
Hvornår: Fra d. 9. til d. 18. april 

Besøg Vikingeskibsmuseet i påsken og mærk fortiden som detektiv på opdagelses-skattejagt eller kom med på spændende familie-rundvisninger. I påskeferien kan I nemlig gå i arkæologens fodspor og komme helt tæt på fortiden. I kan analysere et skelet og opdage, hvad man kan lære om fortidens mennesker ved at kigge på knogler og gravgaver. I kan også smage på vikingetiden i det store vikingetelt på plænen, hvor I bage "birkakiks" – et lille fladbrød, der kendes fra vikingetiden.

Lützhøfts Købmandsgård

Hvor: Ringstedgade 6-8, 4000 Roskilde 
Hvornår: Fra d. 11. til d. 13. april 

Det bugner med påskeæg i den gamle købmandsgård i hjertet af Roskilde. Vær med til at trille æg, finde æg, farve æg og ikke mindst spise æg! Se om du kan finde de skjulte æg, og prøv at slå din bedstemor i ægtrilning. Smag også de håndlavede, lokalt producerede chokoladeæg eller hils på påskens virkelige æggestjerner: hønsene. Kaffen er sat over i den lune café, og kræmmerhusene bliver fyldt med godter i den gamle butik. Oplev påsken, som den var engang i den gamle købmandsgård.

Lejre Museum

Hvor: Orehøjvej 4B, 4320 Lejre
Hvornår: 14. og 15. april

Lejre Museum er i to dage fyldt med påske for hele familien med masser af ÆGtiviteter. Med inspiration fra gamle dage, bydes du og familien indenfor til hygge og sjov i påskeferien. Bland dine egne farver med pigment og æggeblomme og mal flotte påskeæg, bliv verdensmester i at puste æg og lav smukke, dekorative og fantasifulde påskekort. Prøv kræfter med at trille æg og gå på æggejagt efter alle de farverige æg, som påskeharen har gemt ude i den smukke forårsnatur omkring museet i Gl. Lejre. 

Tadre Mølle

Hvor: Tadre Møllevej 23, 4320 Hvalsø 
Hvornår: 15., 17. og 18. april

Besøg den gamle Tadre Mølle som inviterer til ægte forårshygge og familietid med påskeværksteder og håndarbejde ved den gamle vandmølle. Deltag i hyggelige påskeværksted hvor I med kyndig vejledning kan filte påskeæg, lave uld-lam og garnkyllinger i hyggelige omgivelser. Eller vær med til det populære "ÆggeRafting" ned ad Taderød Bæk, hvor der konkurreres i hvis æg, der kommer først ned til broen. Caféen har også åbent og her kan I købe lækre spise-og drikkevarer.

Friske forårskinder

Anemonesporet i Boserup Skov

I Boserup Skov i Roskilde findes både almindelige hvide og gule anemoner samt de sjældne blå anemoner. Gå en tur på Anemonesporet som er en ca. 4 km lang gåtur i skoven, hvor anemonerne særligt maler skovbunden hvid. I kan se kortet over anemonesporet her. 

Et 1000 år gammelt træ

Tag familien med i den fortryllende Nordskov ved Jægerspris slot, hvor du finder Kongeegen, der er Danmarks ældste, levende væsen. I kan udvide oplevelsen med at gå en tur i parken ved Jægerspris Slot, hvor du blandt andet kan møde Kongeegens efterkommer, Danneregen, der blev skabt i 1986 som en podning af Kongeegen.

Køerne på græs: ØKO-dag d. 10. april

Tag dine børn eller forårshungrende venner med til økodag. Trætte vintersjæle kan lære noget af køerne, der danser af glæde, når de efter en lang vinter i stalden endelig kommer på græs. I kan besøge Svanholm og hilse på geder og høns eller gå en tur i de smukke skove.

Gå på opdagelse i Gundsømagles Rørskov

Gundsømagles Rørskov er et fantastisk udflugtssted for hele familien. Den 800 meter lange trampesti og den cirka 300 meter lange gangbro i Rørskoven er enestående i Danmark og giver en unik mulighed for at opleve rørskovens fugleliv på nært hold. Tilmed er den bygget, så man oplever en fornemmelse af at "blive væk" i naturen. 

Flotte æg fra Hegnsholt

Et af de oplagte steder at få fyldt sit æggedepot op er hos Hegnsholt ved Lejre. Her finder du en stor og rummelig gårdbutik, der rummer stort set alt, hvad hjerter begærer inden for fødevarer, fx gårdens egne frisklagte æg, økologisk kød, charcuteri og pølser fra deres egne lam og grise og meget, meget mere. Du kan også gå en tur rundt om foldene og besøge gårdens dyr. Læs mere om, hvad I kan opleve på Hegnsholt her. 

 

Fotos: 

1) Frederikssund Museum, Visit Fjorlandet 
2) Egholm Museum, Visit Fjordlandet
3) Frederikssund Vikingeboplads, Visit Fjordlandet
4) Vikingeskibsmuseet,  Visit Fjordlandet
5) Lützhøft Købmandsgård, Visit Fjordlandet
6) Lejre Museum, Visit Fjordlandet
7) Tadre Mølle, Visit Fjordlandet
8) Pexels
9) Visit Fjordlandet
10) Visit Fjordlandet
11) Febyana / @indispensablelady
12) Hegnsholt