Trysil
Om sommeren omdannes skiområdet Trysil til det perfekte sted for mountainbiking. Her kan den aktive familie boltre sig og få en anderledes ferieoplevelse.

[SPONSORERET INDHOLD]

 

Når sommerferien endelig kommer, er den klassiske drøm ofte bare at få lov til at lægge dovent på en hvid sandstrand og slappe af oven på et hårdt arbejdsår. Men tit slapper hjernen slet ikke ordentligt af, fordi hovedet stadig er på jobbet, og der går flere dage, før man reelt kommer ned i tempo. Det bedste man faktisk kan gøre er at udfordre sig selv med en aktiv ferie, hvor man bruger sig selv fysisk og virkelig kommer ned i kroppen og langt væk fra tankerne. Det er præcis, hvad vi har gjort denne sommer.

Vi er taget til Trysil i Norge, der om vinteren er et kendt skiområde, men om sommeren bliver omdannet til det perfekte sted for mountainbiking. Her kommer både professionelle mountainbikere og familier med børn. Vi hører absolut til sidstnævnte - vi tæller to voksne og fire børn i alderen 9-11 år.Trysil

Balancekunst på to hjul

Vi har fået vores helt egen cykelguide, der sætter os ind i de basale teknikker. Han hedder Erik og snakker fremragende dansk. Ungerne er trygge ved ham, og han er god til at lære fra sig.

Efter en kort introduktion bliver vi sluppet løs på områdets øvebane. Børnene er vilde med det og lærer hurtigt, hvordan de udnytter bakkernes fald og stigninger til at give cyklen energi, så det er muligt at komme igennem hele banen uden at behøve at træde i pedalerne. Det er et spørgsmål om at udnytte sin vægt og balance for at skabe maximal fremdrift.

LÆS OGSÅ: Med familien på spaophold

Efter vi er blevet fortrolige med de forskellige teknikker, bliver det alvor! Nu skal vi køre i skoven, hvor der er flere baner at vælge imellem. Vi starter på det letteste niveau, men det kræver vores fokus, for der er både stejle fald, kraftige stigninger og ujævnt terræn på stierne. Det er en vild oplevelse for børnene, og de er bemærkelsesværdigt stille, for det kræver 100 % koncentration både at holde tempo og undgå forhindringer og læse banen rigtigt. Pludselig lyder der da også et skrig, da vores yngste dreng skrider og tager et grimt styrt! Heldigvis har vi både hjelme og beskyttelse på knæ og albuer samt cykelhandsker, så man kan tage fra ved et styrt. Han er hurtigt oppe igen og klar på en tur mere.

Trysil
Natur og nærvær

I løbet af ugen optrapper vi niveauet efterhånden som vi bliver bedre og bedre. Cykelturene bliver ligeledes længere og længere, og det er en magisk oplevelse at køre i de norske skove med det smukke sceneri omkring os. Vi voksne får følelsen af at være børn igen - på eventyr med lige dele fare og skønhed omkring os. Vi holder nogle skønne pauser, hvor vi spiser vores madpakker med norsk fladbrød, brun ost og gode elgpølser, og vi har medbragt godt med frugt, nødder og rosiner for at få fyldt energidepoterne. Vi nyder skoven omkring os med fuglefløjt, de smukke store træer og den krydrede duft af gran og harpiks.

Vi mærker en særlig ro om aftenen, når vi virkelig har brugt kroppene og er godt
gammeldags fysisk trætte. Det giver en afslappet og nærværende stemning  mellem os og børnene som er langt væk fra den magelige hverdag i Danmark.

LÆS OGSÅ: Eventyrlig ferie i Astrid Lindgrens Verden

Vi bor i en af hotellets lejligheder, men nogle aftener er vi bare for dovne og trætte til selv at lave mad og i stedet spiser vi på Hotel Trysil, der har fantastiske pizzaer i deres italienske restaurant. Denne er drevet af en ægte Italiener, og det kan i den grad smages. Det er måske de bedste pizzaer, vi nogensinde har fået!

Trysil
Mere end cykling

Hele Trysilområdet byder på mere end cykling. Vi tager blandt andet på vandreture på fjeldet, ligesom der er gode fiskemuligheder i den smukkeste natur. Herudover ligger der en klatrepark, som er virkelig sjov og udfordrende for både børn og voksne. Her er der lavet en række baner, som man skal gennemføre mellem trætoppene. Sikkerheden er i top, så alt er trygt og godt. Alligevel suser det i maven, når man hægter sig på med sin karabinhage på de stålwirer, der er spændt ud mellem træerne og drøner fra trætop til trætop 20 meter over jorden. Børnene elsker det og hviner af fryd og en smule af angst, men der er hele tiden guider omkring os, som sikrer at det hele går rigtigt til.

Vi er i Trysil en uge, inden vi sejler tilbage til Danmark med Oslofærgen. Færgen er
efterhånden blevet en kær tradition for os på vores årlige ture til Norge. Ungerne elsker at være ombord på båden, hvor der både er lækker mad, plads til at tumle og ikke mindst en dukkert i poolen på dækket. Og det er her, ferien slutter - midt i poolen. Vi nyder at ligge i vandet efter i en hel uge at have brugt os selv fysisk med fuld fart på og masser af adrenalin i kroppen. Vi er enige om at det skal blive godt at komme hjem og slappe af – ”det der ferie kan være en hård omgang”, som et af børnene konstaterer.

Se mere:

Cykling i Trysil
Se børnefamilie der prøver cykelbanerne
Se flere af cykelruterne her

Børn i byen var inviteret af Visit Norway

Fakta

Højsæsonen for cykling i Trysil er fra den 15. juni – den 15. oktober. Stierne er åbne, så længe der ikke er sne.

Guiderne kan introducere gæster til ruter, og arrangerer også guidede ture.
For de øvede (og lidt større børn) er Trysil kendt for ruten Magic Moose. Den 7,5 kilometer lange rute er blandt de længste i Europa, og har masser af hop, sving, stenede sektioner og lange træbroer. Magic Moose har meget tilfælles med skiløb – man tager liften op og cykler ned.

DFDS sejler fra København til Oslo og køreturen til Trysil er knap 3 timer:
https://www.dfdsseaways.dk