Børn i byen har testet Timequest Escaperoom på Lille Strandstræde. Læs vores anmeldelse her.

escaperoomOplagt alternativ til den traditionelle børnefødselsdag

Når du skal holde børnefødselsdag for hele familien, er der mange sjove ting, du kan finde på. Men nogle gange kan man godt trænge til noget andet end den traditionelle skattejagt. Hvis dit barn oveni købet har fødselsdag i den mørke våde tid, er det også rart at kunne lave noget indenfor i ly for rusk og regn.

Vores tip er denne gang at prøve Timequest Escaperoom på Lille Strandstræde. Ideen bag Escape rooms stammer fra computerspilsverdenen, hvor spilleren ved hjælp af gåder og rekvisitter skal løse en mission. Timequest har en række forskellige spil, man kan vælge imellem og de har faktisk også udendørs spil, hvis vejret tillader det.

Egon Olsen for en dag

Vi skal prøve Olsen-banden spillet. Det handler I al sin enkelhed om, at gå ind i rollen som Egon Olsen og hans kumpaner for at udføre det geniale kup. Og ja der står faktisk et “vaskeægte” Franz Jäger pengeskab, som man skal finde koden til. Her skal der advares om, at der kan komme højlydte skænderier i gruppen om, hvem der skal have lov til at åbne det. For hvem har ikke drømt om det efter talrige Olsen Banden film.

olsen bandenDet handler om teamwork

Vi er i alt 12 personer og deler familien op i to hold. Det er nemlig så genialt, at der er to identiske Olsen Banden rum, så man kan kæmpe i to hold mod hinanden. Det handler om at gøre det hurtigst og på under 60 minutter. Ellers klapper fælden og
Egon Olsen ryger i brummen.

Man kan være fra 3-7 personer i hvert rum, og det kræver virkelig teamwork at løse opgaverne. Det fine er imidlertid, at alle kan være med også på tværs af generationer. Vi er i vores familie i alderen 12 til 75 år gamle, og der er brug for alles kunnen og ideer.

Det gode er, at selvom man ikke nødvendigvis er logisk tænkende, så kan hver idé og input bruges, også selvom de kommer fra de yngste, som med stor nysgerrighed piller ved rummets forskellige rekvisitter og hemmelige åbninger. Det er ved summen af alle teammedlemmers ideer, at gåden ender med at blive løst.

Aktiviteten skaber en fantastisk holdånd, og der bliver både råbt, skreget, heppet og grint, fordi det foregår på tid, og man konstant er bange for, at det andet hold klarer sig for godt. Det er et skønt anslag på en dag i familiens skød, fordi alle bliver rystet sammen og aktiviteten sikrer sammenhold og godt humør lige fra spillet går i gang.

I krig og escaperooms gælder alle kneb

Udenfor rummene sidder der en gamemaster og følger hver gruppes gøren og laden på kamera og lyd. Gamemasteren kan hermed sende små hints og løsninger via en skærm, hvis ens hold ikke skulle vise sig at være blandt de sprødeste kiks i bakken. Det betyder, at gamemasteren til det sidste kan sikre, at konkurrencen er konstant, og selv det svageste hold kan være med. Dermed ikke være sagt, at der gives ved dørene. Der går lang tid mellem de gode råd, og på vores hold fik vi, som beskidt nødløsning, den mindste til at tigge om råd med bedende øjne helt op i kameraet. Det virkede heldigvis, og vi endte faktisk med at vinde spillet. I krig og  escaperooms gælder alle kneb.


Escaperooms er også oplagte til firmafesten eller måske en polterabend eller bare en sjov dag med venner og veninder. Som fødselsdagsaktivitet er det virkelig en fest, især fordi, det som sagt, er sjovt for alle generationer. Og spillet med Olsen Banden er genialt, fordi alle aldre har et forhold til netop de film. Det er kort sagt: “Skide godt Egon!”

Læs mere om Timequest Escaperoom her.