Anne Sofie Hammer
Hun er kendt som "mor" til Villads fra Valby. Anne Sofie Hammer er nemlig kvinden, der har skrevet de populære børnebøger om den glade gut. Hun er også "mor" til Villads' pige-pendant, Magda, og er netop nu aktuel med den tredje bog i serien om Magda, som udkommer den 2. februar. Anne Sofie Hammers rigtige børn er efterhånden store nu, men Børn i byen var alligevel nysgerrige. Hvordan mon Anne Sofie bruger byen med sine børn?

Hvem? Anne Sofie Hammer, forfatter. Gift med Klaus, som hun har børnene Ida på 19, Agnes på 16 og Kasper på 12 sammen med.
Hvor: Familien bor i Vanløse.

- HVAD HAR DU SIDST LAVET MED DINE BØRN I BYEN?

Forleden dag var min ældste og jeg på Glyptoteket. Hun påstod pludselig, at hun som den eneste aldrig havde været på Glyptoteket, så det var jeg jo nødt til at rette op på. Det har været et stort hit med de to andre, både fordi det er sådan nogle smukke rum, og fordi der er mumier nede i kælderen. Dem har børnene været meget fascinerede af. Så har jeg brugt samme trick som på Nationalmuseet, og ladet dem udvælge noget, de gerne ville se. Så vælger den ene måske mumier og den anden riddersværd, og så går vi målrettet efter de to ting.

- ER DER EN SÆRLIG CAFE ELLER RESTAURANT, DER HITTER HOS JER?

Min svigermor var inder, og vi er ret glade for indisk mad, så vi holder altid øje med gode indiske restauranter og take away steder. I øjeblikket er vores favorit Punjab Restaurant på Valby Langgade, som både har en virkelig lækker buffet, som er billig i hverdagene - og masser af god take away, hvis man hellere vil spise hjemme. Og så er det ret børnevenligt. Måske ikke vigtigt for os, når vores børn er så store, men lige i det her forum er det vel relevant at nævne.

Anne Sofie Hammer- HAR I ET FAVORIT HANG-OUT STED I BYEN?

I øjeblikket er vores ældste datter på Rødkilde Teaterhøjskole og vores mellemste på Ryslinge Efterskole - så det fælles hang-out sted er ikke i byen, men på nettet. Vi har oprettet en familie-chatgruppe på messenger, og den er både sjov og nyttig, når familien er spredt for alle vinde. Her kan man både skrive “Er der nogen, der vil hente mig på stationen 17.46?”, sende sjove memes og kommentarer til hinanden, dele billeder fra sin hverdag og minder, man er snublet over, bede om hjælp til at løse gåder og linke til film eller artikler, man synes, de andre bør se. På den måde er det blevet til et digitalt sammensurium af familiekommunikation, som er rigtig rart at have, når vi alle sammen både vil lave hver vores ting og holde fast i hinanden og vores fælles liv.

- HVAD LAVER I, NÅR I SKAL SLAPPE HELT AF I FAMILIEN?

Spiser morgenmad. I weekenderne kan vi bruge virkelig mange timer ved morgenbordet med endnu en kande kaffe - og endnu en. Og når de store piger er hjemme, vælger de tit at stå op og være med, også selvom de har været til fest om natten, for det er ret hyggeligt.

Vi snakker måske om, hvad vi skal nå i løbet af dagen - men tit snakker vi så længe om det, at vi ikke når det alligevel. Til gengæld har vi så måske diskuteret feminisme eller eksamensformer eller politiske ideologier eller fremtidsplaner eller reformation eller børneopdragelse. Vi kommer ret vidt omkring, når vi først går i gang, og der er generelt større tilslutning til diskussionerne, end til de ting, vi skulle have nået at ordne.

- HAR DU ET HEMMELIGT BØRNEKULTUR-TIP TIL BYEN?

Det hemmelige tip er at gøre det kort. Det gælder sådan set både for voksne og for børn, men det er nok især vigtigt, hvis man gerne vil introducere sine børn for den del af kulturen, som ikke lige præcis er målrettet dem. 

Vi havde vores 12-årige med på Arken for nylig, og det gad han faktisk ikke, men vi insisterede på, at han skulle med. Til gengæld blev vi der ikke så længe. Han fik lov til at fordybe sig i det, han så, uden at vi skulle stæse videre for at nå at se alt. Jeg synes, det er vigtigt, at man ikke tænker, at nu hvor man har betalt, så skal man saftsuseme også have det hele med. Det kan man slet ikke kapere. Og hvis man gerne vil gøre det til en god oplevelse - også for børnene - så er det vigtigt, at man ikke kører dem trætte. Så skal man tage det i små bidder. Og så ender det som regel med, at de synes, det har været virkelig spændende - også selvom de måske har fået vredet armen lidt om på ryggen for at tage med.

- HAR DU OPLEVET EN REJSE, DER FUNGEREDE SÆRLIGT GODT MED BØRN?

Da vores børn var helt små, gjorde vi ret hurtigt den opdagelse, at udlandsrejser ikke var noget, vi tog på for deres skyld. De ville sådan set hellere i sommerhus eller ligge i telt. Det der helt tætte liv, hvor alle sover i det samme rum, og hvor alting bliver sat ned i tempo, det synes jeg fungerer super godt med små børn. Man kan sagtens tage dem med om på den anden side af jorden, men man skal gøre sig klart, at så er det noget, man gør for sin egen skyld.

Nu er vores børn så store, at man lidt bedre kan forlange af dem, at de klarer alle mulige strabadser, Magdaog i sommer var vi for første gang på rejse i Kenya, hvor min mand er vokset op. Det var en kæmpe oplevelse, og det var noget, børnene havde ønsket sig i årevis. Men det var også en rejse, som jeg er glad for, at vi ikke gjorde, da de var små.

TIP! Anne Sofie Hammer har også skrevet bøgerne om Magda - en pige-pendant til Villads fra Valby. Den tredje bog i serien om den knuselskelige Magda udkommer den 2. februar 2018. Den hedder "Far spørger, om du vil tage flødeboller med" og er en skøn, varm og humoristisk billedbogsfortælling om, hvordan man får det bedste ud af at holde fødselsdag, når man har to hjem. Bogen er illustreret af Sira Stampe og udkommer på forlaget Høst & Søn.

Foto 1: Hele Anne Sofie Hammers familie med en fod på hver side af grænsen mellem Tanzania og Kenya, sommeren 2017.

TIP! Tilmeld dig Børn i byens nyhedsbrev og få de bedste oplevelser for børnefamilier serveret i din indbakke hver eneste uge. Følg også Børn i byen på Facebook og Instagram.