Drys lidt kultur ud over påskeferien med oplevelser for hele familien i Københavns Kulturkvarter. Oplev Danmarks fortid, nutid og fremtid inden for en radius af blot 10 minutters gang – og deltag i nogle af de helt særlige påskeaktiviteter til børn. Vi guider jer afsted lige her!

Den Sorte Diamant: Den Store Diamantjagt

Hvor? Søren Kierkegaards Plads 1, 1221 København K

På et hemmeligt sted i Det Kgl. Bibliotek findes Visdommens Diamant - en diamant, som kun de vise kan finde! Visdommens Diamant er kilden til klogskab og at finde den kræver mod, nysgerrighed og samarbejde. Lån en gratis eventyrtaske med kompas, kort og lommelygte i Diamantens butik og gå på diamantjagt! Den Store Diamantjagt anbefales til børn i alderen 6-12 år og deres voksne. Læs mere her.

Dansk Arkitektur Center: Månerejser, LEGO og skæg med æg

Hvor? Bryghusgade 10, 1473 København

Gæk, gæk, gæk… Kig forbi Dansk Arkitektur Center, hvor du kan lave skæg med æg i påsken. Du kan designe dit eget påskeæg, flytte ind i et æg og bygge æggeformet LEGO® arkitektur til Månen og Mars. Husk også at snuppe en tur i den 40 meter lange DAC Slide og at nyde et lækkert måltid i cafeen øverst oppe. Læs mere her.

Arkæologisk Værksted: Rør ved flere hundrede år gammelt porcelæn

Hvor? Stormgade 20, 1555 København

Kom tæt på arkæologiske fund, som er kommet til byen med skib fra hele verden. Få historien om hollandske kridtpiber, undersøg tyske krus og se nærmere på de norske fedtsten. Du kan tilmed røre ved nogle af de 400 år gamle skår af porcelæn fra Kina! Du kan også selv gå på opdagelse i værkstedets opgavekasser, hvor du kan vaske fund, lave en tegning af dem og sortere dem efter farver og dekoration. Læs mere her

Dronningens Christiansborg: Monstre i ruinerne

Hvor: Ruinerne, Indre Slotsgård, 1218 København K

Oplev et farverigt og fantasifuldt univers fyldt med skabninger, der oplyser de mørke ruiner. Kunstneren Shane Brox's 12 følsomme monstre er nemlig blevet sluppet løs i Ruinerne under Christiansborg. Udstillingen "Monster – stygge skabninger med store følelser" stiller skarpt på, hvilke følelser der aktiveres, når man eksempelvis bliver mobbet, har angst eller er forelsket. Læs mere her.

BLOX: Påskehygge for børnefamilier

Hvor? Bryghusgade, 1473 København

Skærtorsdag og Langfredag kan børnefamilier male på pustede æg, klippe påskeharer og -kyllinger til at sætte på pind og klippe gækkebreve hos BLOX. Det vil også være muligt at få ansigtsmaling i flotte farver og påskegodteposer til børnene er inkluderet. De tre hverdage op til påske kan børn i alderen 6-10 år bygge nye og gode hjem til bier i byen i samarbejde med By Rum Laboratoriet. Se mere her. Læs mere her

Thorvaldsens Museum: Tegnekursus for familien

Hvor? Bertel Thorvaldsens Plads 2, 1213 København K

Ansigtet er noget af det første, et lille barn lærer at tegne. Et rundt hoved, en glad mund og to prikker som øjne. Men selv om alle har tegnet ansigter, siden de var små, synes de fleste stadig, det er svært at få proportionerne rigtigt på plads. Med museets lynkursus lærer du hvordan, du får styr på proportionerne – trin for trin. Som deltager får du et fint tegnekit med hjem, så du kan tegne videre. Læs mere her

Københavns Museum: Hav og 90'ere

Hvor? Stormgade 18, 1555 København V

I påsken kan du dyrke 90’er-nostalgi og Københavns maritime fortid: Lav din egen 90’er-scunchie hårelastik, tag på skattejagt i udstillingen ”Tidskapsler - København i 1990´erne” eller kom med på omvisning, hvor du på 30 minutter bliver klogere på 1990’ernes København og tidens mode og musik. KøbenHAVN har ikke fået sit navn for ingenting: på 1. sal kan du mandag til onsdag få et smugkig ind til vores ”nye” skibsvrag fra 1400-tallet. Læs mere her

Kunstforeningen GL STRAND: På opdagelse i kunsten

Hvor? Gammel Strand 48, 1202 København K

Tag børnene med i GL STRAND og gå på opdagelse i den danske kunstner Anna Stahns finurlige univers af hattedamer og rejekællinger og i den estiske kunstner Konrad Mägis gådefulde landskaber. I påskeferien kan hele familien selv skabe gådefulde malerier i vilde farver, når vi sammen med billedkunstner Cecilie Westerberg inviterer inden for i kunsthallens populære familieværksted. Læs mere her.

Krigsmuseet: Dyk ned i krigshistorien

Hvor? Tøjhusgade 3, 1220 København

Tag ungerne med på Krigsmuseet og oplev, hvordan det er at være dansk soldat udsendt til Afghanistan. Du kan også lege med fjernstyrede kampvogne eller høre historier om kampvognens historie – eller gå på opdagelse i skatkammeret. Læs mere her.

Tivoli: Magi og eventyrlige oplevelser

Hvor? Vesterbrogade 3, 1630 København V

I Tivoli er der pyntet op til den helt store påskefest, hvor børn og barnlige sjæle kan tage på skattejagt i den påskepyntede have. En skattejagt, der tager en forbi levende får og lam, marker af duftende hyacinter og masser af smukt dekorerede påskeæg. Derudover kan Rasmus Klump fans se med fra tilskuerpladserne på Plænen, når Rasmus, Flora og Pingo tre gange dagligt går på scenen. Læs mere her.

Nationalmuseet: Prøv et natunivers, lav amuletter i hekseværkstedet og tæm et uhyggeligt væsen

Hvor? Ny Vestergade 10, 1471 København K

I påskedagene får du historien om påskehekse og om den hvide magi, som beskyttede vores forfædre gennem foråret. I museets hekseværksted kan du lave amuletter og uroer, der beskytter mod det onde. Du kan også tage vandringen igennem nationalmuseets natunivers og blive mørkeræd kvit. Nationalmuseet fejrer også med æg og leg, som man gjorde i de gamle bondesamfund. Man fejrede lysets kommen, men det var også en tid, hvor man skulle tage sig i agt. Skærtorsdag fløj heksene til Bloksbjerg, og på deres færd skabte de ondskab og kaos. Leg selv med på Nationalmuseet i påskedagene. Læs mere her.

Københavns Stadsarkiv: Bliv klog på byens slægtshistorie

Hvor? Københavns Rådhus, 1599 København V

Københavns Stadsarkiv indsamler arkivmateriale fra Københavns Kommune og bevarer det for eftertiden. Den omfattende samling rummer 45 hyldekilometer med papirarkivalier og millioner af dokumenter digitalt. Det giver et unikt indblik i Københavns udvikling og indbyggere. På læsesalen på Københavns Rådhus kan I udforske byens eller jeres egen slægtshistorie. Det kan I også gøre på Stadsarkivets hjemmeside, hvor en del af samlingerne kan bruges. Læs mere her.

Teatermuseet i Hofteatret: Kom med bag scenen

Hvor? Christiansborg Ridebane 18, 1218 København K

Selvom Teatermuseet i Hofteatret grundet restaurering er lukket for besøg indtil ultimo 2022, er de stadig aktive uden for huset, hvor du kan møde dem ved udstillinger, talks og events. De glæder sig til at byde velkommen til både børn og voksne, når de åbner igen og i mellemtiden kan du følge med i det spændende restaureringsarbejde og Teatermuseets aktiviteter via nyhedsbrevet. Læs mere her.

Kongernes Lapidarium: Imponerende skulpturer

Hvor? Frederiksholms Kanal 29, 1220 København K

I det gamle Bryghus’ rustikke hvælvinger står 384 skulpturer af sten og gips fra 1500-1700-tallet. De er alle indsamlet fra de kongelige haver, pladser og slotte. Her har de stået og kastet glans over kongemagten, indtil tidens tand truede med at udrydde dem. Før var de gemt væk i depoter rundt i landet, hvor de ikke kunne beundres og studeres. Nu står de frit fremme, og nysgerrige kan komme helt tæt på originalerne eller gipsafstøbninger af kongernes statuer og skulpturer. Læs mere her.

Oplev Københavns Kulturkvarter

Københavns Kulturkvarter udgør byens kulturelle centrum og rummer i alt 17 af byens ældste og mest attraktive kulturinstitutioner, der sammen med de demokratiske institutioner rummer en lang række oplevelser og indtryk for alle aldre.

Her er der masser af spændende viden om fortidens, nutidens og fremtidens København og Danmark, og går man en tur i området, vil I opdage hemmelige oaser og ukendte smutveje mellem de flotte bygninger fra det gamle København. Alt sammen indenfor en radius af blot 10 minutters gang.

Få overblikket over events i Københavns Kulturkvarter i kulturkalenderen her.


Fotos: 

1) Den Sorte Diamant: Malthe Ivarsson
2) Dansk Arkitektur Center
3) Arkæologisk Værksted: Københavns Museum
4) Christiansborg Slot: Thorkild Jensen 
5) BLOX - Rasmus Hjortshøj 
6) Thorvaldsens Museum 
7) Københavns Museum: Løs på tråden
8) Kunstforeningen GL STRAND: Brian Kure
9) Krigsmuseet
10) Tivoli: Lasse Salling
11) Nationalmuseet
12) Københavns Stadsarkiv
13) Teatermuseet i Hofteatret
14) Kongernes Lapidarium: Torben Eskerod