Børn i byen giver jer her overblikket over årets tv-julekalendere for børn. Der er både nyheder og gamle kendinge på programmet - så I kan godt glæde jer til december måned!

TidsrejsenDR 1: Tidsrejsen

I år genudsender DR 1 Tidsrejsen fra 2014. Her følger vi den 13-årige Sofie, der rejser tilbage i tiden sammen med den mystiske dreng Dixie, for at ændre på hendes forældres fortid. Sofies største ønske er nemlig, at hendes fraskilte forældre skal finde sammen igen, så de kan fejre jul sammen. Men kan ændringer i fortiden mon redde nutiden?

Tidsrejsen kan ses hver dag på DR 1 kl. 19.30 og på DRTV kl. 6.

nissebandenRamasjang: Nissebanden i Grønland

På Ramasjang kan I se eller gense Nissebanden i Grønland fra 1989. Her er Nissenbanden taget til Grønland for at hjælpe julemanden, mens han er på jagt efter de to magiske ønskesten. Stenene skal jo nødigt lande i de forkerte hænder!

Nissebanden i Grønland kan ses hver dag kl. 17 på Ramasjang og kl. 6 på DRTV.

Klassens JulDR Ultra: Klassens Jul

På DRTV kan I også gense DR Ultras julekalender Klassens Jul fra 2017. Her må eleverne i klassen stå sammen og kæmpe imod en digital plageånd, for at undgå, at én af dem skifter skole.

Klassens Jul kan ses hver dag på DRTV.

Kometernes JulTV 2: Kometernes jul

I år sender TV 2 en spritny julekalender, nemlig Kometernes jul. Her følger vi de fire børn, Mie, Johannes, Noor og Elias, der alle deltager i en Astro Camp. Men noget går galt, og Mie og Johannes teleporteres til den fjerne Planet 9, så nu gælder det om at samarbejde for at få dem hjem.

Kometernes jul kan ses hver dag på TV 2 kl. 20 og på TV 2 PLAY.

Alletiders NisseTV 2: Alletiders Nisse

I år kan I også nyde et gensyn med Pyrus i Alletiders Nisse på TV 2. Her får Pyrus og Kandis en stor opgave fra Nisseversitetet, som de skal besvare inden juleaften. De skal finde ud af, hvad en nisse er, og det sender dem på rejse gennem den nordiske skønlitteratur.

Alletiders Nisse kan ses hver dag på TV 2 kl. 16 og på TV 2 PLAY.

Jesus og JosefineTV 2 PLAY: Gamle klassikere

På TV 2 Play kan I også se andre gamle klassikere såsom Jesus & Josefine, Brødrene Mortensens Jul, Jul i Historiehulen og Rasmus Klumps Julestue.

 

God december!

 

Fotos:
1) Tidsrejsen, foto: Tine Harden © Type 1
2) Nissebanden i Grønland, foto: Preben Trunshøj, DR
3) Klassen, foto: Krestine Havemann, DR
4) Kometernes jul, foto: Christian Geisnæs / TV 2
5) Alletiders nisse, foto: Søren Hartvig / TV 2
6) Jesus & Josefine, foto: Marc Fluri / TV 2