Står junior overfor sin første Tivoli-tur? Så se her, vi har nemlig samlet 5 af parkens forlystelser, som kan prøves af de allermindste børn.

Bemærk: Alle 5 forlystelser kan prøves uanset højde, men flere af dem kræver, at barnet er i følgeskab med en person på minimum 14 år.

Dyre1. Dyrekarusellen

Dyrekarrusellen er ren nostalgi og nok den forlystelse, som de fleste husker tilbage på, som deres første Tivoli-minde. Forlystelsen emmer af cirkus og gamle dage, og her kan junior både sidde på høje og lave karruseldyr. Der er ingen aldersgrænse, hvis barnet er i følgeskab med en person på minimum 14 år, men skal junior prøve den alene, skal man være minimum 3 år.

Veteranbilerne2. Veteranbilerne

De mindste børn elsker at få kontrollen over de fine, gamle veteranbiler. Her kan junior sidde ved rattet, og mor eller far på passagersædet. Der er ingen aldersgrænse, så længe barnet er i følgeskab med en person på minimum 14 år, men skal man prøve alene, skal man minimum være 3 år.

Den lille drage3. Den lille Drage

Den lille Flyver er blevet bygget om til Den lille Drage! Så nu kan de mindste børn tage himmelflugten i en interaktiv, flyvende drage og drømme sig væk blandt måne og stjerner. Børnene kan selv styre højden op til 4 meter. Hvis barnet skal alene på flyvetur, skal man minimum være 3 år - men hvis der er en person på minimum 14 år med, er der ingen aldersgrænse.

Linie 84. Linie 8

Ta' de mindste børn med på en køretur med Linie 8 - en lille gul sporvogn på gummihjul, som har givet Tivolis gæster rundture i Haven siden 1969. Bemærk, at Linie 8 på visse dage kan være taget ud af drift eller køre efter særlig køreplan, pga. aktiviteter i Haven. Skal junior prøve sporvognen alene, skal man være minimum 6 år, men er man i følgeskab med en person på over 14 år, er der ingen aldersgrænse.
 

Ballongyngen5. Ballongyngen

Ballongyngen er en klassiker for både store og små - også de allemindste. Her kan man opleve den skønneste udsigt over Tivoli og København, og mærke suget i maven. Der er igen aldersgrænse, hvis man er sammen med en person på minimum 14 år, men hvis junior skal prøve den alene, må han/hun vente til sin 6 års fødselsdag.

 

Fotos: TIVOLI / Anders Bøggild, Rasmus B. Hansen og Lasse Salling