Er I klar til Halloween? Men hvor skal junior lufte sit skeletkostume og skære græskarmænd? Fortvivl ikke - vi guider til byens aller(u)hyggeligste Halloween-events lige her.


Tivoli: Magisk Halloween-stemning

Hvor & Hvornår? Tivoli / 12. oktober - 4. november.
Gå all in på Halloween-stemning i Tivoli – besøg den gamle have og fald i svime over den flotte oppyntning med græskarmænd, lygter, edderkopper og flagermus. Alle forlystelserne kører, og der er shows, teater, optog og masser af boder hver dag. Den 29.-31. oktober kan I være med til en særlig skattejagt rundt i Tivoli, hvor alle børn, der viser et udfyldt skattekort og hvisker det hemmelige kodeord til personalet i Tivolis Servicecenter, får udleveret en slikpose.


Jægersborggade: Bål-hygge, pynt & græskarmænd

Hvor & Hvornår? Jærgersborggade Kbh N / 31. oktober Kl. 17-20.
Hold Halloween på Nørrebro, når Jægersborggade inviterer til Halloween for børn og voksne den 31. oktober. Hele gaden kommer til at lyse af stearinlys og græskarpynt og 30 butikker i gaden pynter op og har slik klar til uhyggelige børn. I kan også købe Halloweenmad og zombiedrikke. Glæd jer til Halloween-quiz, græskarudskæring hos Camilla Plum, S'mores over bål og meget mere hygge. 

Naturværkstedet Kløvermarken: Lav lykkeamuleter og mød troldefamilien

Hvor & Hvornår? Naturværkstedet Kløvermarken / 27. oktober Kl. 15-19.
Hold Halloween i det fri! Kom til en (u)hyggelig aften på Naturværkstedet Kløvermarken den 27. oktober. Lav jeres helt egen lykkeamulet, smag lækre insektpizzaer og græskarsuppe og mød hele troldefamilien, som bor derude om vinteren.


ZOO: (U)hyggelige dyr

Hvor & Hvornår? ZOO / 27.-28. oktober.
Er slanger slimede? Spiser alle flagemus blod? Er ulve og bjørne farlige for mennesker? Smut i ZOO til Halloween den 27.-28. oktober, og vær med til at sætte fokus på uhyggelige dyr, der i virkeligheden måske slet ikke er så uhyggelige. 

KU.BE: Halloween-musical

Hvor & Hvornår? Ku.be / 23. oktober - 4. november.
Tjek Musicalteatrets Halloween-musical “Halloween-mysteriet” (fra 3 år og op) – en hyggelig, underholdende og sjov teaterforestilling for hele familien. Stykket spiller på Ku.be på Frederiksberg og varer ca. 60 minutter - klik ind og sikr jer billetter til en super oplevelse lige her.

LÆS OGSÅ: Guide - Efterårets gratis oplevelser

Halloween
Fabelab: Græskar-workshop

Hvor & Hvornår? Nansensgade 73, 1366 København K / d. 26. oktober kl. 16.30-18.
Lad ungerne deltage i Fabelab's sjove græskar-workshop i deres studio i indre Kbh. Her kan de lære at skære græskar ud på sjove, flotte og farlige måder. Der vil være hjælp at hente fra græskar-eksperten Caitlyn. Caitlyn kommer fra Canada, hvor Halloween er en stor tradition, og hun giver børnene en masse gode tips og tricks. Der bliver sørget for 1 stk. græskar til alle tilmeldte børn, samt værktøj.
Hvert barn får naturligvis lov til at tage sit eget græskar med hjem efter endt workshop. Pris: 200 kr. pr. barn.

Reffen: Halloween i efterårsferien

Hvor & Hvornår? Reffen / 15.-20. oktober kl. 12-18
Kom med, når Reffen inviterer til KÆMPE Halloweenfest i efterårsferien! Stedet transformeres til en uhyggelig Halloweenby, og der er planlagt sjove aktiviteter alle ugens dage for både børn og voksne. Alle dage kan ungerne f.eks. skære græskar, lege æblestafet, klippe guirlander og male Dracula-kister af gamle trækasser. Om fredagen vil der både være kostumeparade, skattejagt og børnedisko med Halloween-drinks.

Garderhøjfortet: En skræmmende oplevelse

Hvor & Hvornår? Garderhøjfortet / 3. november Kl. 15 -18.30.
Garderhøjfortet holder Halloween den 3. november. Gå en skræmmende tur i terrænet eller gennem de mørke lange gange på infanterikasernen. Der vil være skræk og rædsel for både store og små, når rollespillerne folder sig ud. Til sidst uddeles diplomer til modige børn og voksne. Kaffe og kage kan købes til en god pris. 

Veterantoget: En uhyggelig tur

Hvor & Hvornår? Græsted Station / 27. oktober - afgange fra kl. 16.30-20.30.
Det gamle Veterantog er klar til en uhyggelig tur ud i det mørke landskab mellem Græsted og Gilleleje - der er afgang fra Græsted station den 27. oktober. Nyd turen gennem mørket i de dunkle kupeer men pas på, måske møder I uhyggelige gæster undervejs. Børn i udklædning kører gratis. Der er godteposer til børn på toget så længe lager haves. 

Bakken: Halloween-stemning og gratis sjov

Hvor & Hvornår? Bakken / 12.-21.oktober.
For første gang nogensinde åbner Bakken op for gæster i efterårsferien. Her vil være pyntet op med fugleskræmsler, græskar og en halmballe-labyrint opstillet til fri leg. I uge 42 vil Bakken også være fuld af gratis børneunderholdning - glæd jer f.eks. til at se Onkel Reje optræde hver dag kl. 13.

BonBon-Land
BonBon-Land: Hallohviin - Skeletternes Fest 

Hvor & Hvornår? BonBon-Land / 13.-21. oktober - Kl. 10-17.
Besøg BonBon-Land, der ligger ca. en times kørsel fra København i efterårsferien. Her vil parken være proppet med uhyggelige indslag til Hallohviin. Igen i år vender Skeletternes Fest nemlig tilbage og I kan glæde jer til Viggos nye Gyserfest, Skeletjagt og andre uhyggelige overraskelser. Alle de skøre forlystelser kører selvfølgelig også.

Frilandsmuseet: Spøgelsesrundvisning 

Hvor & Hvornår? BonBon-Land / 7., 14. og 21. oktober - Kl. 12 og 14.
Tag med på spøgelsesrundvisning på Frilandsmuseet. Det siges, at gæster og ansatte på Frilandsmuseet har oplevet mange underlige og uhyggelige ting i museets gamle bygninger. Så vov jer med på spøgelsesrudvisning og få alle historierne om hvor og hvornår det har spøgt på museet - hvis I tør! 

Anemonen: Dracula

Hvor & Hvornår? Anemonen / 25.-26. oktober.
Kom i ægte Halloween-stemning på Anemonen! Der er garanteret gys, gotisk stemning og melodrama tilsat en tilpas portion slapstick, når Theatret Thalias Tjenere gæster Anemonen med deres stærke og visuelle tolkning af Ben Stokers udødelige vampyrklassiker, Dracula. Bemærk: Henvender sig til børn over 11 år!


Halloween på bibliotekerne

Mange biblioteker holder Halloween-events - tjek dit lokale bibliotek eller listen lige her.

★ Gladsaxe bibliotek: Det blodige laboratorium med Dr. Gys (27. oktober) 

★ Mørkhøj bibliotek: Uhygge og spøgelser på biblioteket (29. oktober)

★ Blågårdens bibliotek: Halloween-workshop (27. oktober)

★ Islands Brygge Bibliotek: Uhyggelige historier & pizza (31. oktober)

 

Fotos: Tivoli, Børn i byen, ZOO, Romeika Cortez, Frilandsmuseet og Pexels. 

 

TIP: Tilmeld dig Børn i byens nyhedsbrev og få de bedste oplevelser for børnefamilier serveret i din indbakke hver eneste uge. Følg også Børn i byen på Facebook og Instagram.