Enhjørningecafe, mormor-nostalgi eller burgere i en sporvogn? Prøv byens familievenlige tema-cafeer, vi guider lige her.

Bastard Cafe: Den med brætspil
Adresse: Huset KBH, Rådhusstræde 13, 1466 Kbh K
Hos Bastard Cafe kan I kombinere mad og drikke med et valgfrit brætspil fra cafeens imponerende samling. Sæt gang i et spil og mærk roen sænke sig. I kan vælge børnevenlige sager fra menukortet som lasagne, toast, nachos og kage.

Greasy-spoon: Den med dinerstemning
Adresse: Studiestræde 14, 1455 København K
Greasy Spoon i indre by er en ægte burgerbar i charmerende 50'er-stil. På dineren står den på saftige burgere, sprøde fritter og fantastisk milkshakes, som smager af mere. Og så er der børnevenligt - bestemt et besøg værd.
LÆS OGSÅ: GUIDE: BYENS BØRNEVENLIGE BRUNCH
Arbejdermuseets kaffebar: Den tilbage i tiden
Adresse: Rømersgade 22, 1362 København K
I Arbejdermuseets nostalgiske kaffebar fra 1950 kan I nyde kaffe, kiksekage, slik, øl og vand, og i ferier anden tidstypisk forplejning ved rødternede duge og tidstypiske omgivelser. Bagefter kan I passende besøge museet, som er en stor oplevelse.

Sporvejen: Den gennemførte
Adresse: Gråbrødretorv 17, 1154 København K
Tænk – en hel restaurant indrettet præcis ligesom en gammel, københavnsk sporvogn. Sporvejen er super gennemført med sæder, stropper og stopklokker i den klassiske, aflange sporvognsfacon - et stort hit blandt ungerne. Menuen står på saftige burgere – endnu en grund til at tage poderne med på sporvejsvisit.

Mormors: Den trygge og nostalgiske
Adresse: Bredgade 45, 1260 København K
Mormors Cafe er et lille helle midt på Bredgade. Den hyggelige cafe har blomstret tapet, masser af nips og emmer af fred og ro i stedet for stress og jag. Helt ligesom at være på besøg hos mormor. Her kan I få god kaffe, lækre sandwich og ikke mindst hjemmebagte kager - altsammen lavet med kærlighed.
Unicorns & Rainbows: Den lyserøde
Adresse: Studiestræde 16, 1455 København K
Smut ned i kælderen i Studiestræde, hvor alt - som i alt - er lyserødt. Her kan børnene (og du!) henrykkes over lyserøde enhjørninger og bestille cafeens ultralækre marengs med is - vælg mellem 20 forskellige marengs-smage, var det noget med saltkaramel eller hyldeblomst? Glæd jer til en servering med Instavenlig pynt.
Fotos: 1) Bastard Cafe 2) Greasy Spoon 3) Arbejdermuseet 4) Sporvejen 5) Mormors.dk 6) Katrine Hemmingsen