Er du på flugt fra vinterens kulde, kan du med fordel tage børnene med til et af Københavns 5 sommervarme spots, der heldigvis er tilgængelige året rundt. Tjek dem ud lige her!

Den med kunst og børnesafari

Hvor: Vinterhaven på Glyptoteket

Når du træder ind i Vinterhaven på Glyptoteket, er det næsten som at træde ind i en hyggelig og velholdt have sydpå. Der er altid lunt og grønt! Vil I have lidt ekstra sjov ud af besøget i den smukke bygning, kan I gå på safari, hvor I blandt andet vil opdage museets skjulte dyreliv blandt de mange skulpturer. Få udleveret materialet til safarien ved billetsalget - det er helt gratis, og egner sig særligt godt til de 4-9-årige og deres voksne.  

Den med alverdens eksotiske dyr

Hvor: Trope Zoo i Zoologisk Have

Er dine børn vilde med dyr, er ZOO sikkert et hit hver gang! Men det kan være koldt at trave rundt blandt pandaer, elefanter og isbjørne i vintermånederne. Så husk at besøge Trope Zoo, hvor krokodiller, aber og alverdens fugle og kryb lever under dejlig varme, tropiske forhold. Se, om I kan spotte dovendyret, der er ekspert i gemmeleg, og kom helt tæt på de mange flotte sommerfugle i alle regnbuens farver, mens I får varmen.

Tip! Med Børn i byen Klubben får du 20%

Den med plask, leg og sjov

Hvor: Valby Vandkulturhus

Find badetøjet og feriestemningen frem, og tag familien med i Valby Vandkulturhus, hvor I kan glemme alt om regn, kulde og slud for en stund. Der er nemlig dejlig varmt, og de perfekte forhold til, at hele familien kan få sig en dukkert. Der er spa-afdeling, hvor de voksne kan komme helt ned i gear, varmtvandsbassin, som de mindste vil elske, og masser af leg og sjov for de plaskesyge! 

LÆS OGSÅ: Guide: De 5 vildeste badelande

Den med palmer og tropisk klima

Hvor: Palmehuset i Botanisk Have

Botanisk Have ligger midt i byen, men det er ikke sikkert, at du tænker over at gå derind ret tit - særligt her om vinteren, hvor der hverken er blomstrende planter eller sommersol på bænkene. Men hvis du fryser og savner lidt sommerfølelse, kan du med fordel hive ungerne med i Palmehuset midt i haven, hvor der altid er lunt og grønt så langt øjet rækker. Børnene vil hygge sig med at gå på opgagelse og drøne op og ned ad trapperne derinde, mens du kan nyde det lækre sommerklima. 

Den ekstra varme med gys og gus

Hvor: Vandkulturhuset i DGI Byen

Skal I have varme for alle pengene, kan I prøve DGI Byens familiegus, hvor både børn og voksne får en saunaoplevelse ud over det sædvanlige. Men der er ikke kun varme og gus på programmet - det hele spices nemlig op med et sandt gys, når der veksles mellem saunaens varme og iskolde brusebad! Enten under bruseren eller med en spand koldt vand på husets terrasse! En speciel vinteroplevelse, som I formentligt sent vil glemme. 

LÆS OGSÅ: Saunagus for hele familien

Fotos: 1) Vinterhaven 0032 photo Ana Cecilia Gonzalez © Ny Carlsberg Glyptotek 2) Zoologisk Have, Frank Rønsholt 3) Shutterstock 4) Børn i Byen 5) Shutterstock 6) DGI Byen