Lad regntøjet og den varme jakke blive hjemme, og besøg en af byens indendørs legeområder, hvor ungerne kan boltre sig helt gratis. Læs med her, hvor vi har udvalgt de allerbedste til dig.

Butikker

Foto: Maria Therese Saabye

Plantorama

Besøg Spirestrup, Plantoramas helt eget skønne legeunivers med naturen som tema. Her kan børnene rutsje, klatre og gå på opdagelse blandt svampe, mus og andet fint fra skovbunden. Vær opmærksom på, at der kun er legeområder i udvalgte Plantorama-butikker. Den eneste på Sjælland er den i Hørsholm, som desuden har en Espresso House, hvor mor og far kan få en god kop kaffe, mens ungerne leger. 

Hvor? Ådalsvej 50, 2970 Hørsholm

Fætter BR

Fætter BR er en oplagt destination, når der skal købes gaver til børnene, men vidste I også, at nogle af butikkerne har magiske legeverdener, hvor de små kan lege løs? Pointen er, at det skal være en leg at købe legetøj. I Hovedstadsområdet kan I lege i butikken i Rødovre, hvor I finder den magiske skov. Her er der både regnbue og enhjørning og meget andet magisk legetøj, der med sikkerhed vil gøre det svært at få ungerne med hjem igen.

Hvor? Jyllingevej 336, 2610 Rødovre

KiDS Coolshop

Hos den nye legetøjskæde, KiDS Coolshop, er der også mulighed for at lege, mens I shopper legetøj. Besøg nogle af de større butikker for de bedste legemuligheder. Der er flere butikker rundt omkring på Sjælland, hvor I helt sikkert kan få leget igennem. Kombinér det eventuelt med årets julegave- eller fødselsdagsgaveshopping, og gør et kup, mens I leger. 

Hvor? Slagelse, Næstved og Vordingborg

Shoppingcentre

Foto: City2

City2

Lad børnene kravle, hoppe, rutsje og svinge sig rundt på den store legeplads på Torvet i City2. Det er helt perfekt til, når I lige har brug for en pause fra shoppingen, og de voksne måske trænger til en kop kaffe og et hvil, mens de utålmodige børn brænder lidt krudt af. Legepladsen ligger lige ud for Espresso House. I finder desuden også en mindre legeplads for de helt små på plan 1 lige ved Café Crema. 

Hvor? Cityringen 4, 2630 Taastrup 

Fisketorvet

På Fisketorvet er legeområdet selvfølgelig med fisketema! Det ligger på torvet foran Føtex i forbindelse med det ikoniske akvarium, som ungerne også elsker at nærstudere. Legepladsen er delvist indrammet af en bænk, hvor man kan sidde og tage sko af og på, få sig et hvil, eller holde øje med ungerne, der leger. Der er både et lille legetårn og en rutsjebane, og det hele befinder sig på det blå gulv med både fisk og bølgebrus. 

Hvor? Fisketorvet Shopping Center, 1560 København V

Field's

I Field's fik de i foråret et nyt legeområde, hvor børnene har mulighed for at klatre, rutsje, gå balancegang og meget andet på det bløde og farverige gummiunderlag, der på lang afstand tiltrækker børn og barnlige sjæle. Legepladsen ligger lige ved rulletrappen på plan 2 - ud for Sunset Boulevard, hvor I med fordel kan nyde lidt frokost og samle energi til endnu en omgang shopping i det store center. 

Hvor? Arne Jacobsens Allé 12, 2300 København S

Kulturhuse

KU.BE. Foto: Stephanie Mielnicki

KU.BE

På Frederiksberg ligger kulturhuset, KU.BE, klar til at huse ungernes indendørs leg. Huset er i tre etager, og byder på alverdens leg for klatreglade børn, der både kan bestige den store, skrå klatrevæg, kravle frem og tilbage i den store muselabyrint eller nyde udsigten helt oppe under de høje lofter i klatrenettet. Der er desuden mulighed for at spille bordtennis, rutsje mellem etagerne og meget mere. Besøg også spisestedet, The Social, nede ved indgangen. 

Hvor? Dirch Passers Allé 4, 2000 Frederiksberg

Børnekulturhus Ama'r

På Amager er Børnekulturhus Ama'r en hyggelig oase for børnefamilier at hænge ud i. Der er mulighed for både leg og fordybelse, kunst og kultur. Huset har særligt fokus på børnenes forhold til kunst og kreativitet. Men når ungerne skal brænde krudt af, er der også fin mulighed for det! Den store klatrevæg ved siden af trappen er for eksempel et hit hos de fleste. Her kan børn og barnlige sjæle klatre mange meter op langs væggen. 

Hvor? Øresundsvej 8 B, 2300 København

Hovedbiblioteket

På Hovedbibliotekets børneetage LÆS er der meget andet end bare stille læsestunde på programmet. Der er lagt op til masser af leg og læring, hvor børnene både kan rutsje, bygge med klodser, udforske forskellige kroge og boltre sig på det store område med gummiunderlag. Der er desuden toiletter, puslefaciliteter og et område med mulighed for at spise medbragte madpakker. Og ellers kan I altid hente forfriskninger fra Democratic Coffee Bar nede ved indgangen.

Hvor? Krystalgade 15, 1172 København K

✔︎ Med Børn i byen Klubben får du 10% hos Democratic Coffee Bar

Bonus

Puzzle House, Dansk Arkitektur Center. Foto: Rasmus Hjortshøj

DAC

Den er ikke helt indendørs, men den er ganske gratis! Dansk Arkitektur Center byder på fri leg i Puzzle House med de gigantiske skumfigurer, der både kan hoppes på, bygges huler med og meget andet. I øjeblikket finder I puderne på det store overdækkede område bag DAC's foyer. Når I alligevel er forbi, kan I også lege på den udendørs legeplads med trapper og rutsjebaner. 

Hvor? Bryghuspladsen 10, 1473 København K