Når krisen kradser, kan det være ekstra tiltrængt med nogle aktiviteter med børnene, der ikke koster det hvide ud af øjnene. Her kommer derfor en række bud på gratis fornøjelser og aktiviteter på Østerbro.

Andefodring

aenderEn almindelig gåtur i den friske byluft bliver mere interessant, hvis man har et formål med turen. At fodre ænder er sjovt og koster ikke noget. Det kræver blot noget gammelt brød og nogle ænder og svaner, som bl.a. kan findes i Fælledparkens sø og i Sortedamssøen. Den lille Kildevældsparken ved Bellmansgade er også oplagt til formålet. Parken har en perfekt størrelse til, at et par små ben kan gå turen hele vejen rundt om den lille sø, og den er et dejligt alternativ til de større søer, eller hvis man bor på Ydre Østerbro.

På skattejagt

Eller hvad med at tage på skattejagt? Kapsler, potteskår, dimser og gode pinde kan udgøre fine skatte, der kan vises frem i syltetøjsglas eller bruges til at udsmykke en stor papkasse forvandlet til borg e.l. Et godt sted at gå på jagt er på naturpladsen bag Østre Gasværk, hvor der også er rigtig godt at lege gemmeleg. NB: vi anbefaler at skattejagt foregår som familieaktivitet, da nogle af storbyens efterladenskaber ikke egner sig til børneleg.

Storby-skovtur

I Østre Anlæg er der mange gode legepladser og områder, der egner sig til storby-skovtur. På anlæggets højeste punkt for enden af en trappe ligger Pücklers Bastion med en kæmpe statue, store træer og borde-bænkesæt. De væltede træstammer, der ligger i græsset, er både gode at klatre på og til at sidde på med termokaffe og saftevand. Om sommeren er græsset langt, og man føler sig hensat til et naturområde fjernt fra byen, hvis ikke det var for lyden af S-togene, der kører forbi tæt ved.


Indendørs fornøjelser

Hvis vejret eller humøret mere er til indendørs aktiviteter, har Statens Museum for Kunst for enden af Østre Anlæg både gratis entré til samlingerne og til de skiftende børneudstillinger. Man kan låne fine klapvogne gratis, så selv de helt små børn kan få en kunstoplevelse uden at blive trætte i benene.
bibl
Et andet godt sted til gratis fornøjelse og fordybelse er biblioteket. På Øbro Bibliotek på Jagtvej kan man mere end blot låne bøger, spil og musik til at tage med hjem. Der er også computere til spil og chat samt dejlige bløde møbler, hvor man kan slænge sig med sin yndlingsbog eller lytte til musik. Desuden er der en skøn klæd-ud kasse og mange gratis eller meget billige arrangementer for børnefamilier i weekenderne. 

Den fantastiske indendørs legeplads Blegdamsremisen må også varmt anbefales. Her kan børn fra 0-12 år gratis boltre sig i små og store rum med alt lige fra perleplader til piratskib. Der er små hobbyværksteder, rytmikhold for de mindste og kæmpe legeborg, madrasser og boldspil i den store sal. I det lille køkken kan den medbragte mad nydes, og mor og far kan lave sig en kop kaffe for en lille mønt i kaffekassen.