Kun 45 minutters kørsel fra København ligger et af Danmarks skønneste og mest luksuriøse glampingområder. Nærmere bestemt er det Sonnerupgård Gods i Hvalsø midt ude i den smukkeste granskov. 

INVITERET AF GOGLAMPING

Jeg er taget derop med mand og børn efter en hektisk periode på jobbet, og har besluttet mig for at få en tiltrængt pause fra storbyens hurtige puls. Jeg skal lige genfinde mig selv og os, inden den sidste slutspurt med at få lukket projekter før sommerferien går i gang.

Sænkede skuldre i naturen

Mit hoved er stadig fyldt op med tanker og projekter, da vi ankommer. Vores første opgave er at få læsset bagage over i en lille trækvogn, få fyldt vand i en stor vanddunk, da der ikke er rindende vand i glampingområdet, der som sagt ligger helt for sig selv midt i skoven. Gåturen til området er små ti minutter lang, og jeg må indrømme, at jeg stadig er på arbejde i mine tanker. Men da vi går ind i skoven sker der noget magisk. Med ét omsluttes vi af natur, duften af grantræer, summende insekter og det fineste fuglekvidder. Pludselig oplever jeg at være tilstede midt mellem dufte, naturens stemmer og mærker solen med et nærvær, jeg ikke har gjort længe. 

Luksus og instant feriestemning

Vi finder vores telt. Det er er stort, holdt i lyse naturfarver, og der er allerede redt op til min mand og jeg i en kæmpe dobbeltseng med hvide lagener og smukke tæpper. Alt er gjort klar, og det er lige noget, der passer mig - ikke selv at skulle til at slå et telt op. I min verden kan det nemt blive en ondskabsfuld parforholdsprøve, der slår selv det værste IKEA-skab med tilhørende skuffemoduler. 

Ungerne er begejstrede, og vi hiver vores medbragte snacks frem, mens min mand tænder bålet på pladsen foran teltet, hvor der både er liggestole og parasol på et leje af æstetiske træspåner, der gør oplevelsen af naturen fuldstændig. 

Vi har en skøn eftermiddag, hvor vi drikker iskold rosé og spiser oliven og grissini med aioli. Børnene glemmer deres mobiler og læser i stedet i medbragte bøger, og jeg selv er gået fra stress til splat på et nanosekund, og flyder fuldstændig mageligt sammen foran bålet. Jeg falder faktisk i en dyb søvn uden at registrere det. 

En skøn sommeraften under åben himmel

Som aftenen falder på, begynder vi at grille vores medbragte aftensmad, og jeg har ligeledes hjemmefra medbragt en salat af babyspinat med druer, gedeost og en god dressing. Således sidder vi der i aftenens sidste solstråler og spiser, griner og snakker, mens vi nyder en kvalitetsrødvin for at understrege følelsen af luksus. Vi skal ikke noget. Eneste opgave er at være sammen, holde gang i bålet og være tilstede. Jeg tror lige jeg kan klare det. 

Aftenen er mild, vejrguderne er med os, og vi nyder den smukkeste fuglekoncert, der varer lige til solnedgang, hvor mørket sænker sig blødt omkring os. Vi har tændt lys i de store lanterner, og bålet gløder og ulmer i mørket, mens vi rister skumfiduser og laver marshmellow sandwiches ved at klemme kiks med tyk chokolade sammen om de ristede fiduser. Dette højst syndige candy-kit lå til os som velkomstgave, der især er et hit hos børnene her lige inden sengetid. 

 Ny energi efter en skøn overnatning

Vi sover trygt og godt i de magelige senge med tykke tæpper omkring os, og vågner tidligt næste morgen ved, at fuglene synger os op. Kan man forestille sig et mildere vækkeur? 

Min mand laver morgenkaffe over bålet, spejler æg og rister brød på grillpanden. Og hold nu op hvor sådan en morgenmad bare smager godt herude i naturen - skyllet ned med appelsin- og æblejuice, der stadig er kold og liflig efter sit ophold i køletasken. 

På vej tilbage mod byen kan jeg mærke et overskud, jeg ikke har haft længe. Jeg har følelsen af at have fået en gedigen saltvandsindsprøjtning - eller måske rettere en skovindsprøjtning blandet med luksus og rosé. Lige hvad en voksen kvinde har brug for, for at komme igennem en af årets store slutspurter. Tak for det!

 

Vil du vide mere?

Læs mere om GoGlamping ved Hvalsø her.

Tip! Kun 15 minutters kørsel fra Hvalsø ligger Avnsø, der er en badesø i smukke omgivelser. Oplagt til en badetur på varme dage eller bare en gåtur rundt om søen. 

 

 

Fotos: Caroline Meldgaard