Børn i byen blev inviteret en tur til Refshaleøen, for at udforske Copenhagen Contemporary, der for tiden flyder over med lyserøde orme, samfundsaktuelle ustillinger og smukke installationer. 

INVITERET

Jeg tog min kæreste og datter på knap to år med på turen - vi gik hele vejen gennem Christianshavns kanaler og den snogede vej, der fører ud til Refshaleøen. Og har man ikke sin daglige gang på de kanter, kan det være en oplevelse i sig selv for både store og små at udforske nye områder til fods. Vi ankom til den store hal, hvor vi efter en hurtig tur ved skranken, kunne gå på opdagelse på egen hånd.

En tur i ormegården

Den første udstilling, vi stødte på, var David Shrigleys DO NOT TOUCH THE WORMS, der med sin enorme størrelse og farverige karakter, stjal hele familiens opmærksomhed. Et splitsekund senere satte den lille selvfølgelig i løb i et forsøg på at gøre det, som man ikke må - røre ormene! Et par minutter gik med at mandsopdække hende, da luften pludseligt blev suget ud af de enorme orme, så de lagde sig ned på gulvet - det var tilsyneladende, hvad der skulle til, for at få barnets opmærksomhed henledt på noget andet. Hun var i hvert fald helt tryllebundet af, hvorfor ormene mon pludseligt blev trætte og skulle sove.

På et stort digitalt ur på væggen, kunne vi følge med i nedtællingen på 60 sekunder, og efterfølgende se ormene blive pustet op påny. Tålmodigheden hos vores datter var ikke til at se flere oppustninger på den måde, selvom der kun var et par minutter mellem hver, så for at underholde hende lidt, imens vi voksne kunne se magien ufolde sig igen og igen, fik hun et tegnebræt med papir og blyant. Virkelig en fin detalje, så børnene kan tegne lidt orme - eller kruseduller - mens de mere tålmodige går mere i dybden med kunstværket og dets symbolik. For det er jo klart, at der er mere til historien, end oppustelige lyserøde kæmpe-regnorme. Det omvendte størrelsesforhold mellem dyr og menneske, budskabet om ikke at røre ved ormene - gælder det kun i udstillingen, eller er det også virkelighedens regnorme, der ikke skal pilles op af jorden og røres ved? 

Vores tanker bliver afbrudt af barnet, der har tabt sin blyant ned i en lem i gulvet. Ups. Heldigvis er der en sød medarbejder i udstillingen, som på pædagogisk vis hjælper hende med at åbne lemmen og fiske blyanten op. Hun kvitterer med at tegne et lille portræt af sin nye ven, mens vi får kigget færdigt på udstillingen.

2020 set gennem kunsten

Vi bevæger os videre ind i hallen, og bliver mødt af en del af udstillingen In focus: Statements, der tager udgangspunkt i ord og store spørgsmål, der optager vores samtid. Med temaer som racisme, social ulighed, kvindeundertrykkelse, pandemi og klimaansvar, kunne udstillingen ikke være meget mere aktuel. Der er en stor væg fyldt med humoristiske tegninger, der med sine tilhørende ordspil, bringer et smil frem hos os, mens den lille får tiden til at gå med at pege på dyrene i tegningerne og sige dyrelyde. 

I hallens bagerste lokale er der slukket for lyset, mens en kæmpe skærm lyser op med en tekst, der omhandler racisme, og der spilles høj musik. Der er placeret et par bænke midt i rummet, som ellers står tomt, og vores datter får lov at løbe lidt rundt, mens vi læser med på skærmen. Den høje musik overdøver heldigvis hendes begejstringsråb, så de ikke forstyrrer rummets andre gæster. 

Efter at have brændt lidt tiltrængt krudt af, begiver vi os tilbage gennem hallen, for at tage den lille elevator op til første sal. Her træder vi ind i et rum med en stor labyrint af hønsenet i midten. Det er værket Labyrinth af Sam Durant, der er skabt for at vise, hvordan isolationen i forbindelse med Covid-19 har berørt forskellige grupper af mennesker. Hønsenettet er beklædt med alverdens små hjemmelavede værker, der alle bærer politiske og personlige budskaber. I labyrinten kunne vi alle tre gå stille og roligt rundt og betragte de farverige sager, og det var sjovt for os alle at prøve at finde en vej ud, da vi havde set, hvad vi skulle. 

Botanik, tekstiler og bronze

Turens sidste stop gik til førstesalens bagerste lokale, der byder på Ebbe Stub Wittrups Botanical Drift. Igen må vi være på mærkerne for at sikre, at der ikke bliver pillet ved noget, for det er tydeligt, at vores datter er meget betaget af de gigantiske bannere, der hænger ned fra det høje loft. De er indfarvet med plantefarve fra den indiske flora, og er virkelig flotte i deres udtryk. På gulvet står 24 handskeklædte hænder støbt i bronze, som former hvert deres håndtegn. Der er også en bil og nogle montrer med pressede planter, som vi ikke når at se så meget nærmere på, før vi tager elevatoren ned i velkomsthallen igen.

OBS: Botanical Drift udløber den 19. juli

Efter en times tid på museet er vi lige dele fyldt op af skønne, kunstneriske indtryk, og forpustede efter at løbe i hælene på en knap to-årig, der ikke forstår, at man ikke må røre ved alting. For det optimale udbytte af oplevelsen, vil jeg foreslå, at man tager børn med, som er gamle nok til at lade sig fordybe i de vigtige og interessante historier, som udstillingerne på Copenhagen Contemporary gemmer på. For der er masser af stof til eftertanke, som også små hoveder vil kunne lære noget af at have med sig i bagagen. 

 

Vi vil glæde os til at komme tilbage og opleve nye, spændende udstillinger om et par år, når vores datter er lidt større.

 

Psst! Husk, at det altid er gratis for børn at besøge Copenhagen Contemporary, og at der er halv pris på voksenbilletter resten af sommerferien ♥

 

Fotos: Stephanie Lau