Vinteren har været lang i år. Men kalenderen viser marts måned og foråret venter lige om hjørnet! Der er et hav af dejlige familieoplevelser i sigte - tjek Børn i byens forårsfavoritter her.

de bedste isbarer
Is-sæsonen starter

Mmm… det er tid til at sætte tænderne i årets første is. Flere af byens dejlige is-butikker har allerede åbnet for sæsonen, og dem der ikke har, slår dørene op meget snart! Paradis, Vild Glad og Munchies langer allerede is over disken, snart følger bl.a. Istid og Isoteket trop. Tjek: Guide: Byens 10 bedste isbarer

Tivoli
Bakken og Tivoli åbner

Snurrende karruseller og hvin fra rutsjebanen – så ved man det er forår! Bakken byder velkommen til årets første gæster den 23. marts og har bl.a. et spændende påskeprogram med gæstestjerner fra MGP og X Factor, samt ikke mindst selveste Hr. Skæg! Tivoli åbner portene den 24. marts - også med masser af børnesjov i påsken, hvor Rasmus Klump holder forårsfest.

lagersalg
Massevis af lagersalg

Forår er højsæson for lagersalg. Det er nu, du kan gøre de perfekte kup, når mærkerne sælger ud fra lageret. Hold dig opdateret på byens lagersalg HER og HUSK at du kan komme ind til VIP-lagersalg før alle andre, hvis du er medlem af Børn i byen Klubben. Ja tak? Meld dig ind her.

LÆS OGSÅ: De 5 plantemarkeder

Kongens Have
Krokus-eksplosion i Kongens Have

Frem med kamera og Instagram – snart kan du knipse eventyrlige forårs-fotos af guldklumpen foran tusindvis af krokus med smukke Rosenborg Slot tronende i baggrunden. Wauw. Vi kan ikke beskrive, hvor meget vi glæder os til at se Kongens Have blomstre igen!

Loppemarked
Loppejagten går ind

Snart fyldes veje, stræder og gader med hyggelige loppemarkeder. Mange mennesker gør forårsrent og rydder ud i gemmerne – det er din chance for at gøre et loppekup! Hold øje med de lokale markeder HER.

Skydebanehaven
Liv på legepladserne

Yaas! Lige om lidt slipper vi for huer, vanter og flyverdragter! Børnene vil løbe omkring på byens legepladser med forårskriller i nye sneakers. Løbehjul og sjippetov findes frem, mens de voksne hyggesnakker over en latte på bænken. Vi ved det og I ved det! Den dér helt særlige forårsstemning!

LÆS OGSÅ: De 10 gode legepladser

Økodag
Køerne kommer på græs

Den 15. april er det Økodag. Dagen, hvor de økologiske køer kommer på græs efter en lang vinter i stalden – og dagen, hvor tusinder af børnefamilier valfarter til øko-gårdene for at overvære begivenheden, når de forårskåde køer danser og spjætter af glæde. Tjek HER, hvor du finder en økogård nær dig og din familie.


Kirsebærtræerne blomstrer

Forårets måske allersmukkeste syn: Når kirsebærtræerne blomstrer! De sidste par år har Instagram nærmest været farvet helt lyserød i dagene, hvor træerne forvandles til candyfloss-skyer. Særligt Bispebjerg Kirkegård er et yndet spot for de perfekte kirsebær-fotos, men også andre steder i byen, står træerne i fuldt flor i ca. 14 dage i slutningen af april. Den 28.-29. april afholdes Sakura Festival i Langelinje Park, hvor kirsebærtræerne fejres på japansk manér.

Cirkus Arena
Cirkus kommer til byen

Mine damer og herrer! Cirkus-sæsonen starter i marts! Cirkus Arena tager hul på årets turné den 23. marts i Bellahøj – i år med rapperen Clemens som klovn i forestillingen. Se hele turneplanen HER. Cirkus Baldoni skyder sæsonen i gang i Lyngby den 17. marts – turneplanen ses HER.


Hjul under fødderne

Slut med slud, sjap og sne - nu skal rulleskøjter, løbehjul og skateboards findes frem! På udvalgte fredage fra den 27. april ruller Friday Night Skate igen: Oplev byen i samlet flok midt på kørebanen, afskærmet fra biler og busser. Det er også sæson for fede områder som Skateparken i Fælledparken og Superkilen på Nørrebro. Tjek: Guide: De 5 spots for børn på hjul.

Fotos: 1, 3, 4, 5, 8 og 10) Romeika Cortez 2) Caroline Meldgaard 6) Katrine Hemmingsen 7) Moment Fotografi 9) Cirkus Arena.

Tilmed dig Børn i byens nyhedsbrev og få de bedste oplevelser for børnefamilier serveret i din indbakke hver eneste uge.