På med nattøjet og op i sengen! Få stunder slår den ro og det nærvær, som opstår mellem børn og voksne, når der bliver læst godnathistorier om aftenen, inden man skal i drømmeland. Vi har samlet en række søde, sjove og hyggelige godnathistorier til både store og små, som på hver deres måde sørger for en god oplevelse på sengekanten.

[ANNONCE]

Selv den bedste dag får en ende – De bedste godnathistorier får den til at vare lidt længere.

 

Tryk og glad godnatlæsning

Det kan være svært at få en lille energifyldt tumling til at sove. Tryk og glad godnatlæsning tilbyder et kærligt putteritual, der sender børn godt på vej til drømmeland ved at kombinere højtlæsning med blid akupressur og zoneterapi. Første del af bogen giver forældrene et indblik i syv forskellige akupressur- og zoneterapi-punkter på barnets krop, som skaber balance og hjælper søvnen på vej. Samtidig gives der et indblik i højtlæsningens mange gode egenskaber. Anden del er en rigt illustreret billedbog til de mindste med syv små godnathistorier om Lille Tumle og hendes tøjdyr, der kan hjælpe til at skabe ro og fred inden sengetid. Hver godnatfortælling tager afsæt i et af bogens zoneterapipunkter og skaber rammen for en hyggelig aftenstund med nus og nærvær. Bogen udkommer 25. januar 2019.

Godnat og sjov godt

Godnat og sov godt

Alderstrin: Fra 4 år
Sengetid er snakketid! Det er altid om aftenen, de gode spørgsmål og store tanker dukker op. Sådan er det også hjemme hos Otto. Ligesom alle andre børn har han hver aften tusind ting, han lige bliver nødt til at tale om, inden han kan sove. Var jeg sød, dengang jeg var lille? Keder hunde sig? Hvad laver kærester? Kommer man i fængsel, hvis man lyver? Heldigvis kan selv de største spørgsmål besvares med en god godnathistorie.
Godnat og sjov godt er 10 nye, hverdagsnære historier, som hjælper børn og voksne godt i gang med at få talt om alle de små ting, der kan vokse sig store i løbet af en dag.

De små synger godnatsange

Godnatsange

Alderstrin: Fra 0-99 år
Et udvalg af de kendte og elskede godnatsange fra De små synger (bl.a. Den lille Ole med paraplyen, Solen er så rød mor, I skovens dybe stille ro) er her samlet i en stor, flot pegebog, som kan tåle både fedtefingre, små våde munde - og selvfølgelig at komme med i seng og blive sunget fra.
Hvordan er det nu lige, den går…? Hvis du bliver i tvivl om, hvordan melodien til en af sangene går, så er der hjælp at hente på YouTube, hvor Jan Glæsel har indspillet første vers af alle sangene fra De små synger. Abonnér gratis på kanalen – så har du altid musikken ved hånden, når der skal synges med de små.

Godnat Cirkeline

Cirkeline

Alderstrin: Fra 1-4 år
Godnat Cirkeline rummer al den varme og opfindsomhed, vi kender fra Cirkelines forunderlige verden. Bedst som hun har fortalt godnathistorier for Frederik og Ingolf og puttet sig i tændstikæsken, får hun besøg af to små alfer, der tager hende med på flyvetur gennem natten. Cirkeline og alferne spiser blåbær, drikker dug og hjælper en lille ælling med at finde hjem til sin andemor igen. Godnat Cirkeline hører til de bøger, der kan læses igen og igen, uanset om man gør det for den gode historie eller for at gå på opdagelse i de mange illustrationer.

Godnat – klassiske historier, rim og sange fra skattekisten

Godnat

Alderstrin: Fra 3-5 år
Godnat er en stor antologi med både klassiske og nyere godnathistorier, rim og sange, som tager udgangspunkt i moderne børneliv, eventyr og udvalgte godnatsange. I Godnat - klassiske historier, rim og sange fra skattekisten er der historier om hygge og samvær, om hvad der foregår om natten, om at sove og ikke kunne sove - eller ikke ville. Der er bl.a. historier om Cirkeline og Carl, sange fra De små synger, Bjerget i skoven og andre rim og sange, af blandt andre Halfdan Rasmussen.

Jeg HAR jo sagt godnat

Alderstrin: Fra 3 år
En herlig billedbog om to meget forskellige naboer: Den godmodige Bjørn og den hyperaktive And. I Jeg HAR jo sagt godnat! glæder Bjørn sig til at komme i seng, for aldrig har han været så træt. Men det er hans nabo, And, ikke indstillet på. Han er frisk som en havørn, og klar til både at bage, spille spil og se film … sammen med Bjørn! Stakkels Bjørn, får han mon nogensinde nattero?
Der er tre bøger i serien om de umage naboer: Jeg HAR jo sagt godnat!, Jeg HAR jo sagt at jeg kan lide dig! og Jeg HAR jo sagt kom hjem!

 

Tjek også:

Din guide til billedbøger og højtlæsning for de 2-5-årige

Din guide til højtlæsningsbøger for 5-8-årige

Din guide til gode tweenbøger for de 9-13-årige

 

Tilmed dig Børn i byens nyhedsbrev og få de bedste oplevelser for børnefamilier serveret i din indbakke hver eneste uge. Følg også Børn i byen på Facebook og Instagram.