Maren Uthaug og Annamette Fuhrmann sætter svære emner på programmet: Familieliv og sexliv!

Den 29. september kan du møde to af byens sjoveste mødre, forfatter og klummeskribent Maren Uthaug og journalist og forfatter Annamette Fuhrmann. De vil i dagens anledning rede håret, skifte det fedtede joggingtøj ud med den stramme buks og holde hver sit foredrag, der helt sikkert får dig til både at tænke en ny tanke og grine højt.

 

Annamette Fuhrmann, tidligere radiovært på P3, forfatter til bogen Min Mor, klummeskribent og journalist på en række magasiner. Hun lever i et ægteskab med to små børn og blogger jævnligt om det hele på Fuhrmann for dig. Annamette vil kaste sig ud i kunsten at tale om alt det sex, vi småbørnsforældre ikke har, og hvilke konsekvenser det har for dit parforhold. Der bliver ikke noget Joan Ørting over det, ej heller en fremvisning af de nyeste dildoer på markedet. Derimod en ærlig beretning fa hendes eget liv, hvor sex for det meste er noget andre gør.



Maren Uthaug, forfatter til en lang række humoristiske bøger - blandt andet om børn, mødre, kvinder og mænd. Hun har skrevet klummer i massevis og rumsterer dagligt på Marens blog. Derudover er hun mor til tre små piger på 2, 5 og 8 år. Hun vil med sikker hånd føre dig gennem småbørnsfamiliens hverdagskaos med alt fra rod, mænd, makrelfingre, forældremøder og hvilket ord man vælger, når ens femårige vil vide, om der ikke også findes et fnise-ord for tissekone, lige som der findes pik for tissemand. Med Marens foredrag får du syv NYE råd til dit familieliv. Noget af det nye er, at du rent faktisk kan bruge rådene til noget.

 

Ud over styr på dit familie- og sexliv får du:

  • En let snack og et glas hvidvin (eller juice)
  • En pose fra Molo.
  • To billetter til Arken - Museum for moderne kunst (entrépris kr. 85, børn gratis adgang).
  • Lækker økologisk sæbe fra Aniel på Frederiksberg
  • En hæklet nøglesnor fra Sebra
  • Et eksemplar af bogen 'Børnenes København'

 

Tid & sted

Foredraget finder sted onsdag d. 29/9 kl. 19:30-21, i den meget skønne café hos Dansk Arkitektur Center, Strandgade 27B, 1401 København K kun få minutters gang fra Christianshavn metro stationen.

ARRANGEMENTET ER UDSOLGT 


Børn i byen Klubpris: 50 kr (normalpris 150 kr).

Du får det hele for 50 kr. hvis du er medlem af Børn i byen klubben. Klubmedlemmer køber billet på den lukkede klubhjemmeside. Ikke-medlemmer kan købe billet i døren (150 kr) så frem der er ledige pladser. Du kan forhøre dig om ledige pladser ved at skrive til Caroline, så du ikke går forgæves! Skynd dig at tilmelde dig, da der er begrænset antal pladser! Hvis du endnu ikke er medlem, kan du blive det på: bornibyenklubben.dk.

P.S. Babyer er velkomne!

Tak til Arken, Molo, Sebra og Aniel for de fine goodies: