Lad børnene lave fint pastelfarvet pynt til årets påskebord. Her får I en guide til hjemmelavede servietringe, bordkort og æggeskaller med hjemmesået karse.

påskepynt
Servietringe

Det skal du bruge:
Tomme toiletpapirruller
Hobbykniv
Pastelfarvet bast, silkebånd e.lign.
Tape

Sådan gør du:
Så bliver det ikke mere simpelt! Disse servietringe kan selv de mindste være med til at dekorere med bånd. Skær en tom toiletpapirrulle i mindre stykker på ca. 1,5 cm. (lad mor eller far gøre dette). Vikl forskelligt bånd rundt om ringene og afslut med et stykke tape.

LÆS OGSÅ: De 5 påskelege

Bordkort

Det skal du bruge:
Printer
Papir
Manillamærker
Magasiner
Limstift
Pastelfarvet bast, silkebånd el.lign.
Saks
Hulmaskine

Sådan gør du:
Start med at printe et ark med æg - de kan printes gratis her. Klip æggene ud, og lav huller med en hulmaskine. Skriv gæsternes navne med pastelfarvede bogstaver fra gamle magasiner, og lim dem på manillamærkerne. Saml æg og kort med et stykke bast eller andet bånd.

karse
Æggeskaller med karse

Det skal du bruge:
Æg
Æggebægre
Vat
Karsefrø
Printer
Papir
Saks
Tandstikker
Tape

Sådan gør du:
Sæt den tomme æggeskal i et æggebæger, fyld med vat og hæld vand over indtil vattet ikke kan suge mere. Drys karsefrø ud på vattet - jo flere frø, jo tættere karse får du. Vand karsen hver dag og efter en uges tid har du karse til påskebordet. Print den lille påskehare her - den er gratis. Klip haren ud, klister den på en tandstik og sæt den i æggeskallen med karse.

Rigtig god påske!

 

Fotos: Anna-Sophie Gruth Hemmingsen

Tilmeld dig Børn i byens nyhedsbrev og få de bedste oplevelser for børnefamilier serveret i din indbakke hver eneste uge. Følg også Børn i byen på Facebook og Instagram.