Børn i byen har været på besøg hos Læs for Livet, hvor Rachel Röst har gjort os klogere på vigtigheden af højtlæsning og læsning for både store og små.

VIL DU MENE, AT DET ER VIGTIGT, AT MAN LÆSER HØJT FOR SIT BARN?

Ja, det er utrolig vigtigt. Faktisk er ordforrådet, når man er 18 måneder gammel, en indikator for, hvor højt man ligger på læsescoren i 3. klasse. Så det her med at læse højt fra de er små, det betyder simpelthen så utrolig meget. Det skal slet ikke undervurderes.

Og så giver højtlæsning jo også bare en intim stund, og kan gøre noget for forholdet med ens barn. Og så gør det dem også mere forberedte til skolen, så de får nogle gode oplevelser. Der er anbragte børn og unge, som tit ikke er blevet læst højt for, og der kan vi tydeligt se, at de er bagud fra dag ét i skolen, og det er rigtig svært at indhente. Så at gå tidligt igang med bøgerne, det er super vigtigt. 

HVILKEN BETYDNING TROR DU, AT DET HAR FOR BØRN, AT DE LÆSER?

Det betyder rigtig meget. Selvfølgelig for læsekompetencerne, men der er også en enorm stolthed ved at have læst bøger selv. Og så kan man jo selv danne billeder i hovedet på sin helt egen måde. Men jeg synes også, at det er vigtigt at få lov til at læse de bøger, man selv vælger. I skolen er det meget pensum, og vi kan jo høre, at det betyder meget, at det er noget, de selv har lyst til. Det er nemlig sådan, at fritidslæsningen giver meget mere end skolelæsningen - fordi man er i et trygt rum, og man selv har valgt bogen.


SÅ DET ER FAKTISK LIGE MEGET, HVILKEN SLAGS BØGER, BØRNENE LÆSER?

Ja! Vi plejer at sige, at det er ikke så vigtigt, hvad man læser, men at man læser. Fordi det giver en masse god træning på forskellige områder.

HAR DU ET GODT TIP TIL FORÆLDRE, DER GERNE VIL HJÆLPE DERES BARN MED AT KNÆKKE LÆSEKODEN?

For det første at omgive dem med bøger. For forskningen har vist, at det betyder rigtig meget, hvor mange bøger, der er i hjemmet. Så ikke noget med at gemme det hele væk på en Kindle. Sørg også gerne for, at barnet for eksempel har en hylde med sine egne bøger på værelset. Og så betyder det noget, at man som forælder selv læser - man skal være en god rollemodel, der ikke kun selv sidder med sin skærm. Og så betyder det også noget netop at spørge barnet; "hvad kunne du selv tænke dig at læse?". For litteratur er faktisk et meget personligt anliggende. Det er ikke kun noget, der sker i skolen, og noget, der kun er når andre bestemmer det.  

LÆS OGSÅ: Guide: Her kan du donere bøger til Læs for Livet

Fotos: 1) Jumpstory.dk 2) Stephanie Lau 3) Stephanie Lau 4) Stephanie Lau