Giv dit lille barn sin allerførste tur i teatret. Glæd jer til, når mørket sænker sig i salen og magien starter på scenen. Vi guider til 5 magiske teaterforestillinger for de helt små.

Natten 

Hvor, Hvornår & Hvem? Det Kongelige Teater / 19.-25. september / Fra 0 år 

Giv din baby og dig selv en oplevelse, der knytter jer endnu tættere sammen i et magisk nat-univers med dansende månelys og glitrende stjerner. Se forestillingen Natten. De fleste forældre kender den udmattende følelse af manglende søvn, som man i perioder ikke får om natten. I den interaktive danseforestilling, Natten, får natten en ny klang. To lysende dansevæsner vågner og inviterer forældre og spædbørn med på en sanserejse ind i en harmonisk og tryg natteverden. Natten er en danseforestilling helt og aldeles på babyernes præmisser, hvor babyerne kan bevæge sig frit og reagere impulsivt med alle kroppens sanser.

Køb billetter her.

Kom Bamse, nu balletter vi

Hvor, Hvornår & Hvem? Det Kongelige Teater / 12.-17. oktober/ Fra 3 år 

Der er statsgaranti for, at det tivertifald ikke bliver kedeligt, når Bamse igen ifører sig den lyserøde tutu og forsøger at lære at danse bamlet med Kylling, Ælling og de meget tålmodige balletbørn. Forestillingen danses af elever fra Det Kongelige Teaters Balletskole, og sammen med den rundforvirrede Bamse kommer vi på en eventyrlig rejse med alle vennerne: Kylling, Ælling, festglade kylletter, de blødeste svaneællinger, den seje Aske­bande, yndige sylfider, den smukkeste svaneprinsesse, nogle meget nuttede Luna­piger og de mest irriterende snupsere. Bamseballetten er den bedste anledning til at give børnene deres første tur i Det Kongelige Teater – så værsesgo at komme indenfor.

Køb billetter her.

Lille Myr 

Hvor, Hvornår & Hvem? Anemonen / 11.-30. oktober (Spiller også  marts og april 2023) / Fra 2 år 

Se Benji Davis' rørende billedbog Lille Myr som sanseligt billedkunstteater. Gemt mellem sivene i vandkanten ligger et æg. Eller der ligger 1-2-3-4-5-6-mange hundrede æg. Inde i det ene æg blinker et øje. Det er Myrs. Lille Myr. Den aller-mindste-næsten-frø i hele dammen. Om lidt myldrer hun ud af ægget og svømmer med alle sine søskende. Om lidt vipper hun dobbelt så meget med halen for at følge med, når de leger Hvem er bange for Gavflab. Om lidt gyser hun ved tanken om en kæmpestor Gavflab, der ligger på lur i mørket på dammens mudrede bund. Men den findes slet ikke den Gavflab. Eller gør den? Kom med ned under vandet, og oplev haletudsen Myrs forunderlige forvandling fra lille til frø. 

Køb billetter her. (Husk, du får rabat på Anemonen med Børn i byen Klubben)

B-bumm

Hvor, Hvornår & Hvem? Børnekulturhus Ama'r / 21. oktober / Fra 1/2 år

Tag baby med til en teaterforestilling for allerførste gang. Se B-bumm - en danseforestilling for byens allermindste, som vises i forbindelse med Amager Børneteaterfestival, der kører for 13. år. Glæd jer til en fabulerende forestilling om vores utrolige hjerte. I hjerterummet høres lyden af en rolig puls. Et landskab af hæklede blomster i gyldne, rødlige farver. Hvem vil ikke gerne høre til her? Det vil børnene. Kunstnerne Heidi og Katharina arbejder med rør; lange, forsigtige, tynde, tossede rør – og fantastiske forbindelser bliver skabt.

Køb billetter her

GRO 

Hvor, Hvornår & Hvem? Ørestad Bibliotek / 18. oktober / Fra 1 år

Tag turen til Ørestad bibliotek, hvor GRO - en visuel og interaktiv teateroplevelse om altings foranderlighed, venter. I GRO zoomes der ind og ud på alt det omkring os, som vokser og gror; fra ukrudt og kærlighed til musik og stjernestøv. Gennem spirende lydlandskaber og korte visuelle fortællinger skabes et legende univers med plads til undren. Hvor kommer alting fra? Kan man høre græsset gro? Kan noget vokse ud af ingenting? 

Køb billetter her.

Tips til den første tur i teatret 

Forbered dit barn
Tal med dit barn et stykke tid i forvejen om, at I skal i teatret. Fortæl lidt om, hvad stykket handler om, at I skal sidde i en sal, hvor lyset slukkes, at det bliver spændende osv. 

Kom i god tid
Tag afsted i god tid inden forestillingen, så dit barn kan nå at vende sig til at være i teatret, og så I har tid til til at hænge jakken og finde jeres pladser stille og roligt.

Lad barnet opleve
Under stykket kan man som forælder godt have lyst til at forklare, hvad der sker på scenen. Men prøv at lade være, hvis barnet ikke spørger selv. Giv dit barn lov til at sanse stykket ud fra sine egne præmisser.  

Snak om stykket efterfølgende
Bagefter kan det være dejligt for barnet at tale om forestillingen. I kan også læse bogen, hvis stykket er baseret på en bog. Ofte kan der købes plakater fra stykket efter forestillingen, hvis dit barn er særligt begejstret. 

 

LÆS OGSÅ: Efterårets bedste teaterforestillinger for børn

 

Fotos:
1) Natten Morten Arnfred 2) Det Kongelige Teater - Camilla Winther - fra opsæningen Kom Bamsen nu balletter vi fra 2018/2019 3) Lille Myr - efter bogen af Benjii Davis af Teatret St. Tv. 4) B-bumm af Teatret Kriskrat 5) GRO - Af Madam Bach  6) Anemonen