Kombinér action og familiehygge med en tur på vandet! I kan sejle ud i det blå i alt fra kanoer og kajakker til robåde og joller. Vi guider her til 5 steder i København og omegn, hvor I kan padle afsted på eventyr. 

1. Kayak Republic

Hvor: Børskaj 12, 1221 København K

Kayak Republic holder til midt i byen, og gør en dyd ud af at give dig og din familie en god oplevelse på vandet. Med en tur rundt i Københavns kanaler kan I tage på opdagelse, og opleve byen fra vandsiden, hvilket giver den ultimative følelse af frihed. Når I er roet i mål, kan I med fordel tanke op på lidt forfriskninger fra Kayak Bar, som er en bar og restaurant helt ned til vandet, som I lige har sejlet igennem. 

2. Kajakhotellet

Hvor: Amager Strandpark / Havkajakvej 2, 2300 København S

Der er vandsport for alle pengene hos Kajakhotellet, der holder til ved Amager Strandpark. Ro om kap i kajak eller kano, og se hvem i familien, der er bedst til at holde balancen under en omgang stand up paddle eller windsurfing. Der er både forskellige kurser, en klub, en butik og en café, så I kan få lige præcis den oplevelse på vandet, som I ønsker jer. 

3. Kanokajakcenter

Hvor: Nybrovej 520, 2800 Kgs. Lyngby

Mulighederne er mange hos Kanokajakcenter i Lyngby. I kan leje alt fra kanoer og havkajakker til robåde og fiskerjoller, alt efter hvilken slags tur på vandet, I drømmer om. I kan endda leje over flere dage, så I får mest muligt ud af turen. Uanset hvad I vælger, vil de naturskønne omgivelser sørge for, at det bliver en oplevelse udover det sædvanlige, som I sent vil glemme. 

Tip! Med Børn i byen Klubben får du 10%

4. KajakOle

Hvor: Kalvebod Bølge / Kalvebod Brygge 7, 1560 København V

Som en del af Kajakhotellet, kan I også komme med på en guidet tur hos KajakOle forskellige steder i byen. Det er bare at tage plads i kajakken, og følge med på den nøje tilrettelagte rute, der fører jer gennem København på fineste vis. Udover at være god assistance i forhold til kajakteknikker, kan de forskellige guides sikkert også en masse røverhistorier om de steder, I sejler forbi. 

5. Nybro Båd- og Kanoudlejning

Hvor: Nybrovej 384, 2800 Kgs. Lyngby

Hos Nybro, som også ligger i Lyngby, kan I ligeledes skræddersy den tur, der passer bedst til jeres familie. Om det er en kort tur i kano eller en bådtur, der strækker sig over flere dage. Udlejningen guider både til spisesteder og overnatningssteder, I kan besøge på turen, og I er også mere end velkomne til at besøge udlejningens populære iskagehus, hvor I kan få jer en god gammeldags vaffelis efter turen på søen. 

 

Fotos: 1) Kayak Republic 2) Kanokajakcenter 3) Nybro Båd- og Kanoudlejning