Det er høsttid og gårdene rundt omkring i landet sælger ud af deres lækre råvarer i gårdbutikkerne. Tag familien med på en hyggelig udflugt på en af disse 5 gårde, og smag sensommerens lækkerier, mens ungerne kigger på gårdens dyr.


Viktualia økologisk gårdbutik

Denne gårdbutik er bestemt et besøg værd! Her kan I bl.a. få kødudskæringer og forskellige pølser fra deres egne dyr. Derudover er der masser af lækker te, kaffe, chokolade og øl, og så kan I købe pizzaer fra Oles Gård og fjerkræ fra Gothenborg. I kan også gøre jeres pynt og dekorations-indkøb efter sæson, og så har de sørme også det lækreste strik og børnetøj til ungerne!
Hvor: Borgergade 20, 8450 Hammel


Johannesminde økobutik

I Økobutikken Johannesminde kan du gøre næsten alle dine mad-indkøb til hele familien. De specialiserer sig i gode kødudskæringer og kan vejlede i at trylle det om til det lækreste mad. Derudover har de mejeriprodukter, grøntsager, frugt, kaffe og chokolade. Alt sammen økologisk, og butikken har åbent alle hverdage.
Hvor: Boesvej 11, 8660 Skanderborg.


Gothenborg gårdbutik

I gårdbutikken på Gothenborg kan du få masser af lækre økologiske råvarer. Hele året kan man købe deres økologiske frilands-skovkylling fra egen avl, og i efteråret er der fede ænder og kalkuner. Mens du venter, kværner de mel fra egen mølle, så det er helt frisk. Butikken byder derudover på økologiske produkter, som frugt, grønt, gryn, the, kaffe, saft og juice. Du kan også gøre et fund i deres gaveartikler, f.eks. et lækkert lammeskind eller et træfad.
Hvor: Gothenborgvej 3, 8653 Them


Korsmedergårds selvbetjente gårdbutik

I den selvbetjente, økologiske gårdbutik på Korsmedergård, finder du alt hvad hjertet begærer af sæsonens frugt og grønt. Hønsene stortrives og går frit omkring og spiser den nedfaldne frugt, hvilket giver de lækreste æg. Sommetider kan du selv få lov at plukke de modne frugter, og så er deres æblemost helt sikkert en køretur værd! 
Hvor: Gl. Viborgvej 210, 8920 Randers.


Gartnergården Århus

Hos Gartnergården Aarhus finder du et bredt udvalg af grøntsager og frugt fra deres lokale gartnere og friskpresset æblemost. - Men de er meget mere end en klassisk gårdbutik! Her sælges nemlig både tøj, interiør og flotte træmøbler i butikken, og så byder deres hyggelige café på kaffe, brunch, frokost og en god is til ungerne. Her kan du virkelig gøre dig en masse fund!
Hvor: Skovlundvej 15, 8541 Skødstrup.

 

Fotos: 1) viktualia.dk 2) johannesminde.dk 3) gothenborg.dk 4) korsmedergaard.dk 5) ggaarhus.dk

Tilmeld dig Børn i byens nyhedsbrev og få de bedste oplevelser for børnefamilier serveret i din indbakke hver eneste uge. Følg også Børn i byen på Facebook og Instagram.