De fleste børn synes, det er sjovt at se byen fra oven. Mennesker og biler er i dukkestørrelse, og bygninger børnene kender fra hverdagen, ses pludseligt i fugleperspektiv. Her er en guide til, hvor I kan nyde 5 af byens bedste udsigter sammen.

Rundetårn

Gode gamle Rundetårn er en klassiker i udsigtsgenren. 34 meter over gadeniveau kan I spejde ud over Københavns gamle latinerkvarter, og også spotte de fleste af byens kendte bygningsværker. Udsigten er god ja, men næsten endnu sjovere er det for børnene, at løbe op, og især ned, af den smukke sneglegang der snor sig fra tårnets bund til top. Tårnet har en herlig rumklang, som indbyder til høje jubelhyl, når ungerne løber ned i fuld fart. Et børnehit er også, at kravle ind i de store vindueskarme undervejs, og kigge ud af ruden, eller gemme sig i de tilmurede åbninger ind mod tårnets hule kerne, for at springe frem og skræmme livet af de passerende voksne. Det koster kun beskedne 5 kroner for børn at komme op i tårnet. En tur der er meget mere værd end en 5-krone. 

Husk - du får gratis entré til børn og 50% på voksenbilletter med Børn i byen Klubben.

Glyptotekets tagterasse

Glyptotekets tagterrasse på toppen af det imponerende bygningsværk, er en ren oase af afslapning og nydelse, og byder på super flot panoramaudsigt ud over byen. Efter et besøg på museet, der ofte også har gode udstillinger for børn, bør man unde sig selv et hvil på tagterrassens brede trappe. Her kan man sidde og nyde hele sceneriet. Her er en fantastisk udsigt over Glyptotekets kuppel, og vender man blot blikket lidt, knejser byens tårne og det øvrige København tager sig ud fra sin bedste side. På tagterrassen kan man også købe boblende kølige drikke for både børn og voksne. 


Vor Frelsers Kirketårn

Vor Frelsers  Kirketårn med det karakteristiske snoede spir, er nok et af de smukkeste kirketårne i byen. 90 meter oppe i luften har du en af byens absolut bedste udsigter, og samtidigt byens højeste udsigtspunkt. Spiret består af en udvendig trappe med fire snoninger. Trappen er beskyttet af et jerngitter hele vejen op, men giv alligevel ungerne en hjælpende hånd på vejen, for turen op er ikke den rene barneleg. Hele 400 trappetrin er der fra kirkepladsen til toppen af spiret, de sidste 150 udvendigt om spiret. Til gengæld kilder det dejligt i maven, at kigge ned undervejs, og børnenes glæde ved at være nået til tops - og ikke mindst udsigten der åbenbarer sig -  er det hele værd.


Zoo-tårnet

Zoo-tårnet er placeret øverst på Valby Bakke, og der har det stået siden foråret 1905, hvor det blev indviet. Dengang kostede turen op i det 43,5 meter høje trætårn den nette sum af 15 øre. I dag koster det 10 kr, men det er bestemt ikke meget for den fortrinlige udsigt over hovedstaden fra tårnets øverste plateau. Her er der også et godt overblik over hele haven og man kan i ro og mag planlægge sin rute gennem dyrearternes verden. 


Mad & udsigt

Hos Sticks´n´sushi kan I nyde kombination af god udsigt og god mad. Restaurantkæden har fine børnemenuer, børnevenlige spisepinde og et lille opgaveark med tegneopgaver – og så tilbyder de særligt gode udsigter to steder i byen. Deres restaurant på toppen af TIVOLI Hotellet byder på formidabel udsigt over det meste af København, og restaurant TIVOLI Haven, har en skøn udsigt over byen på den ene side, og TIVOLI på den anden. Fra restaurantens terrasse kan I kigge ud over Plænen og Pantomimeteatret, og hvis børnene vil højere op, så tag en tur i Ballongyngen nu hvor I er der. Den romantiske gyngetur i niveau med trækronerne er en TIVOLI-klassiker for store og små. Om end udsigten er flygtig, er den ganske fortryllende, og stoppet på toppen varer akkurat længe nok til, at I kan nå at nyde synet over den gamle have og store dele af byen.


Tip! Smut ud af byen

Tag turen til Haslev og oplev det imponerende "Skovtårnet" ved Camp Adventure. Her kan I komme op i det 45 meter høje tårn i den smukke skov ved Haslev. Skovtårnets øverste platform når 135 meter over havets overflade, og er det højest tilgængelige punkt på Sjælland.

Husk - du får 15% rabat på billetten med Børn i byen Klubben. 

 

Fotos: Rundetårn: Peter Hartley. Erik Bjørn & Kompagni A/S, Tagterrassen på Glyptoteket: Ana Cecilie Gonzales, Vor Frelser Kirketårn: Frederik Lillebæk, ZOO-tårnet: Frank Rønsholt, Sticks´n´sushi, Skovtårnet: Camp Adventure

 

TIP: Tilmeld dig Børn i byens nyhedsbrev og få de bedste oplevelser for børnefamilier serveret i din indbakke hver eneste uge. Følg også Børn i byen på Facebook og Instagram.