Savner I at tage ud og spise med ungerne og ende på et sted, hvor der rent faktisk er plads til børn, så I kan sænke skuldrene og nyde maden? Se med her!


ENIGMA - Lækker hverdagsaftensmad

Lad ungerne hoppe i ladcyklen og sæt kurs mod Trianglen på Østerbro. Her holder ENIGMA - Københavns nye kommunikationsmuseum til (åbner i 2020, men cafeen er åben allerede nu) og du er inviteret til aftensmad hver torsdag, hvor Meyers står for simreretterne, og I står for samtale, leg og hygge imellem langbordene. 

Tip! ENIGMA serverer også brunch i weekenden og frokost i hverdagene.

Hvor? ENIGMA - Museum for post, tele og kommunikation, Øster Allé 1, 2100 København Ø

Pris: 125 kr. for torsdagens lune ret.


Absalon - Langbord og højt til loftet

Hver aften - alle ugens syv dage - lægger Absalon på Vesterbro hus til fællesspisning. Her er højt til loftet, plads til ungerne og I sidder ved langborde. Dagens ret serveres på fade, som bordene deler med hinanden. Der er to vegetardage om ugen: Mandag og onsdag. 

Tip! Absalon serverer også morgenmad og frokost, og afholder en bunke arrangementer for børn og babyer - tjek deres kalender her.

Hvor? AbsalonSønder Blvd. 73, 1720 København V 

Pris: 50 kr. for dagens ret (børn under 3 år spiser gratis). 


Madglad - Uformelt og hyggeligt

Madglad på Vesterbro byder på frisk og hjemmelavet mad - I kan vælge en ny ret hver dag og altid et vegetarisk alternativ - glæd jeg til lækkerier som lasagne, chili con carne, risotto og meget andet godt. Om lørdagen er der buffet. Den uformelle stemning gør, at der er plads til børn og deres ballade, imens aftensmaden indtages. Her er dejlig hjemligt, køkkenruller på bordene og I rydder selv af bordet bagefter.

Tip! I kan også bestille maden "to go"

Hvor? Eskildsgade 13, 1657 København V 

Pris: 50 kr. for en hverdagsret.

LÆS OGSÅ: Guide - Her er der fællesspisning


Baglokalet - En gemt perle

Udefra ligner det en helt almindelig fodboldklub - nemlig Fremad Amager, men når I træder ind ad døren og tager et skarpt drej til højre, finder I det rareste, børnevenlige spisested. Maden er god og lavet af friske råvarer, der er lækre retter til ungerne og så er det bare virkelig hyggeligt for både børn og voksne at kigge drømmende ud på de grønne, meterlange fodboldbaner, imens maverne mættes. 

Tip! Prøv Baglokalets burger til en 50'er!

Hvor? Restaurant Baglokalet - Sundbyvestervej 60, 2300 Kbh S

Pris: Aftensmad for børn 35 kr./ voksne 70 kr. 


Cafe Sonja - Børnene i fokus

Café Sonja er naturligvis opkaldt efter 1960’ernes tv-succes, Sonja fra Saxogade. Her er et særligt indrettet børnehjørne, indbydende børnevenlig aftensmad og så er der plads og ro til hele familien. Der tilbydes hver dag (lukker kl 17 torsdag + fredag om vinteren) en lækker, varm ret som boller i karry, stegt flæsk osv. og om tirsdagen er der vegetarisk buffet. Her er også god morgenmad og frokost.

Tip! Er du på barsel? Så tag mødregruppen med i cafeens familierum, hvor der er plads til at babyerne tumler, imens I nyder en latte.

Hvor? Cafe Sonja Saxogade 86-88, 1662 København V

Pris: Aftensmad - Lille portion 45 kr., Mellem portion 70 kr., Stor portion 95 kr.

Fotos: ENIGMA - Romeika Cortez, Absalon, Madglad, Baglokalet og Cafe Sonja.