De lokale i Rio kalder byen Cidade Maravilhosa - Vidunderlig by - og det forstår man godt. Rejsebloggeren bag Janeaway.dk beskriver Rio som en af de smukkeste byer, hun længe har været i: Bjerge i baggrunden så langt øjet rækker, en vidunderlig stor sø og nogle af verdens mest berømte strande. Og så er byen synonym med bossa nova og samba, og er nok mest kendt for det årlige karneval i februar. Her kommer Janes bud på de 12 ting, du bestemt ikke må gå glip af, når du er i byen.

Santa Marta
1. Favela-tur

Bestil en guidet tour til en af de mange favelaer, som i mange år var strengt forbudt for turister, da kriminalitet, overfald og drab var en selvfølge. Santa Marta er ud over sine farverige facader, nok mest kendt fra Michael Jacksons kontroversielle musikvideo "They don't care about us".

Ipanema
2. Ipanema Beach

Fantastisk strand med sit famøse sort-hvide mosaik fortov. Særligt er her fedt om søndagen, hvor den ene side af vejen afspærres for biler og alle lokale valfarter dertil for at nyde byens eksotiske legeplads. Strandpromenaden er plastret til med hundeluftere, løbere, cyklister og rulleskøjteløbere.

cristo redentor
3. Cristo Redentor

Enestående med sine 38 meter på det 710 meter høje bjerg Corcovado. Han står med åbne arme og favner ud over hele byen. Tag tram´en fra Cosme Velho, det tager ca. 20 min., er ret pebret, men en fin tur.

Santa Teresa
4. Lapa og Santa Teresa

Lapa er kendt for sit festlige, musikalske og livlige natteliv. Det mest ikoniske i Lapa er den hvide ækvadukt, som den historiske bondo (sporvogn) kører hen over, og derved forbinder Rios centrum med det kunstneriske boheme område Santa Teresa, som ligger smukt oppe på bjerget.

escadaria selaron
5. Escadaria Selarón

Den smukkeste trappe i verden, tør jeg næsten godt at sige. Og et livsværk uden lige. Kunstneren Jorge Selarón startede i 1990 med at renovere de faldefærdige trapper ude foran sit hus. En renovering han brugte mere end 20 år på. Trapperne løber fra Lapa op til Santa Teresa.

rio
6. Pão de Açúcar

Vild panoramaudsigt ud over Rio. Herfra har du smukt udsyn til Kristusstatuen med Botafogo stranden i forgrunden. Tag derop mens det stadig er lyst, og nyd solnedgangen deroppefra og tag så tilbage igen, når mørket har lagt sig.

Ipanema
7. Ponta do Arpoador

Nyd den smukkeste solnedgang fra den østlige ende af Ipanema beach. Folk strømmer hertil med picnic kurve, drikkelse og fotoudstyr for at få den helt rigtige solnedgangs oplevelse.

Jardim Botanico
8. Jardim Botânico

Imponerende allé med de megahøje palmer, der står majestætisk på rækker og får mig til at føle mig meget lille. Palmerne blev plantet, da haven åbnede i 1808, så de har også mange år på bagen. Vi var her på en hverdag og havde nærmest parken for os selv.

Lagoa
9. Lagoa Rodrigo de Freitas

De lokales åndehul. Der er masser af aktivitet rundt om den 7 km lange sø-sti, i form af folk der løber, lufter hunde, cykler, skater eller bare går en tur.

Rio
10. Hippie Fair Market

Søndagsmarked i Ipanema med omkring 700 stande. Hippie Fair Markedet er meget besøgt af både lokale og turister og har alt fra smykker, tøj, lædervarer, malerier og legetøj.

Parque Lage
11. Parque Lage

Parque Lage er en offentlig park beliggende lige for foden af bjerget Corcovado. Fra bagenden af ​​parken begynder en vandresti, der fører op til Kristusstatuen.

Maracana
12. Maracanã rundvisning

Af en ikke spor fodboldfan at være, blev jeg alligevel ret imponeret over at være på rundvisning på Maracanã, som engang var verdens største stadion.

Børnenes 5 favoritter

Efter at have lavet min egen lange liste, spurgte jeg mine børn, hvad det fedeste havde været for dem:

- Bade og bare være på Ipanema stranden
- Sejle på svanerne i søen
- Hippie Fair markedet (nu elsker mine børn også loppemarkeder!
- Se Kristus statuen på nært hold
- Kigge i bladkiosker og trække hoppebolde i gamle 70’er automater

Rio

TIP! Få mange flere anbefalinger og se mange flere fotos i Janes Rio-guide på rejsebloggen janeaway.dk