Fra den 21. september til 4. oktober løber Buster Filmfestival i København igen af stablen og inviterer indenfor til de sjoveste, vildeste og mest underholdende film, events og workshops. Læs med og lad jer inspirere af de mange oplevelser fra årets program.

For alle: Oiii-gården

Skyd filmfestivalen godt i gang, når Buster Filmfestival og Børn i byen viser snigpremiere på serien Oiii-gården i Palads. Serien følger Thorvald på otte år, som bor på en økologisk gård i Norge med sin lillebror Einar Georg, lillesøster Elie, Mor og Far. Oplev livet på en bondegård i børneperspektiv og vær med, når familien tager på markedet, slagter en høne, tager på fisketur og meget mere. Med hele fire afsnit af serien er der lagt op til et vaskeægte maraton, så sæt jer godt til rette i mørket!

Hvor: Palads
Hvornår: 26. september
Pris: 50 kr.

For alle: Saga på eventyr

Man bliver varm i maven og glad i benene af at være i selskab med Saga på fem og et halvt år, hvis liv er fyldt med store og små øjeblikke. Tag med Saga på eventyr og se eller gense de nærværende, sjove og spændende historier om livet i børnehøjde baseret på Josefine Sundstrøm og Emma Gothners populære svenske børnebøger.  

Hvor: Cinemateket
Hvornår: 26. september
Pris: 17 kr.
Alder: Alle

Fra 7 år: Sangen fra havet

Kom bag om Tomm Moores magiske animationsfilm Sangen fra havet og oplev, hvordan animiation bliver til. For hvor lang tid tager det egentlig at tegne hvert enkelt billede, og hvor mange er med til at lave en animationsfilm? Få svarene når medskaberen af Sangen fra havet, Frederik Willumsen fra Nørlum Animations Studio gæster Grand Teateret og fortæller om den maskine, der giver os de mest fantastiske og magiske animationsfilm.

Hvor: Grand Teateret
Hvornår: 26. september
Pris: 50 kr.

Fra 7 år: Mumidalen

Oplev Tove Janssons vidunderlige Mumi-univers, som I aldrig har oplevet det før i en ny og levende version med musik af blandt andet Mø. Cinemateket og Palads viser hele tre episoder af den finske animationsklassiker, så tag familien med og oplev et glædeligt gensyn med de elskede karakterer; Mumifamilien, Mumrik, Lille My og Snorkfrøken.

Hvor: Cinemateket og Palads
Hvornår: 27. september og 4. oktober
Pris: 17 kr. og 50 kr.

For alle: Hunden IB

Slip ungerne løs til pølsefest med film, musik og leg i Hunden Ibs univers. Det sjove univers byder på masser af leg i Hunden Ibs slagterbutik, byg-en-pølse-workshop og så kan I glæde jer til at skråle med, når Hunden Ibs live-band spiller helt nye sange baseret på serien, som også bliver vist.

Hvor: Børnekulturhus Ama'r
Hvornår: 27. september og 4. oktober
Pris: 100 kr. (OBS. billetten er en familiebillet og giver adgang til 2-4 personer)

Fra 6 år: Bjørnene fra Sicilien

Find lommetørklædet frem, læn jer tilbage i biografmørket og lad trubaduren Gideon og hans lille hjælper Almerina føre jer dybt ind i et eventyrligt Sicilien. Bjørnene fra Sicilien er en rørende fortælling om bjørnekongen Leander, der mister sin søn Tonio og drager ud på det vildeste eventyr med sit bjørnefolk for at genfinde ham. Tag med bjørnene på en fortryllende, sjov og smuk rejse, hvor I blandt andet støder på sultne kæmpekatte, svævende vildsvin og en troldmand med en tryllestav, der kun har to besværgelser tilbage!

Hvor: Big Bio Nordhavn
Hvornår: 27. september
Pris: 50 kr.

Fra 7 år: Dolittle

Se eller gense den underholdende komedie om den excentriske dyrlæge Dr. John Dolittle, der flere gange er blevet filmatiseret, og er baseret på de mange breve, som engelske Hugh Loftings skrev fra skyttegravende under Føreste Verdenskrig og sendte hjem til sine børn. Den fantasifulde fortælling udspiller sig denne gang i det vicorianske england, hvor Dolittle lever et isoleret liv i selskab med sine mange eksotiske dyr efter at have mistet sin kone Lily. Men da dronningen af England bliver alvorlig syg, må Dolittle og hans eksotiske venner hjælpe, og det bringer dem til fjerne egne.

Hvor: Palads
Hvornår: 3. oktober
Pris: 50 kr.

For alle: Historier fra fuglehuset

Slå lyttebøfferne ud og tilbring lørdagen med højtlæsning, når skuespilleren Christine Wolff Ørnsbo, læser den helt nye bogserie Allerbedste Molly, skrevet af forfatteren Sabine Lemire. Efter højtlæsningen har hele familien mulighed for at slippe kreativiteten løs, når Signe Kjær, der er illustratoren bag Allerbedste Molly, tegner med publikum og viser, hvordan man tegner en karakter som Molly. 

Hvor: Cinemateket
Hvornår: 4. oktober
Pris: 17
kr.

 

Fotos: BUSTER Filmfestival