Joy H. Davidsons Broen til Ingen Steder er en fin fortælling om, hvordan venskab kan ændre dit liv. Den kan læses som en eventyrfilm, for den er smækfuld af spænding og stemningsfulde beskrivelser fra første kapitel.

Det er svært at give et ordentligt resume af Broen til Ingen Steder uden at komme til at afsløre for meget. Lad mig alligevel gøre et forsøg: Den sky Milly bliver hjemmeundervist af sine beskyttende, men kærlige forældre. Hun er meget ensom, men da hendes bedstemor dør, arver Millys forældre gården Hviskende Piletræer, og det bliver starten på et nyt liv for vores unge heltinde. På gården møder Milly nemlig de jævnaldrende børn Max og Poppy, og de tre bliver hurtigt bedste venner. Der er imidlertid et lille problem: Milly er den eneste, der kan se Max og Poppy. Hendes forældre tror, at der er tale om usynlige venner, men for Milly, der aldrig før har haft en ven, kunne de ikke være mere ægte. En dag sker det, der ikke må ske: Milly møder en tårevædet Max, der fortæller, at Poppy er sporløst forsvundet, og at han og Milly er de eneste, der kan redde hende. Milly må derfor overvinde sin frygt og tage med Max ud på en farefuld færd for at redde deres ven. De må over broen til den fantastiske verden Ingen Steder.

Et magisk land

Broen til Ingen Steder udmærker sig ved hele tiden at bevæge sig på grænsen mellem det virkelige og fantasien. Ingen Steder er virkelig et magisk land med hekse og gnomer, men samtidig er de prøvelser og følelser, som Milly må kæmpe sig gennem, meget universelle og håndgribelige. Det giver læsningen en ekstra dimension, så man nogle gange bliver i tvivl om, hvorvidt Ingen Steder rent faktisk findes, eller om de mange uhyggelige hændelser foregår i Millys hoved og på et mere abstrakt følelsesplan.

Forlaget skriver, at bogen – der er den første i en planlagt trilogi – henvender sig til læsere i alderen 9-12. Man vil helt sikkert kunne udlede noget forskelligt fra handlingen alt efter, hvor gammel man er, og det taler til bogens fordel, at den fungerer på flere planer. Når det er sagt, så vil det nok mest være den yngre del af publikum, der vil blive revet med af Broen til Ingen Steder. Det skyldes blandt andet den meget nærværende fortæller, der indimellem afbryder sin fortælling for at henvende sig direkte til læseren. Det sker for eksempel, da alle de onde kræfter i Ingen Steder holder møde, og fortælleren kommer med denne bemærkning: ”Mødet var mellem gnomernes høvding og hedningenes ypperstepræstinde, og lad mig bare sige, at de ikke var særligt glade […]”. Det hjælper til at punktere uhyggen en anelse, men bidrager nok også til, at de 12-årige hurtigt lægger bogen væk.

Broen til Ingen Steder er spændende læsning. Der er nogle dejlige beskrivelser af Ingen Steders idylliske natur, som da Milly og Max lige er ankommet, og Milly sidder ”på en blød, svampet seng af mos med små klynger af ukrudt, der stak deres glade blomster op for at byde hende velkommen”. Beskrivelser som denne går fint i spænd med Nina Kudinovas illustrationer, der løber gennem hele bogen. Og så er det virkelig rart, at dette er en bog med hele to heltemodige børn i hovedrollerne, for selvom det er Millys historie, der er det egentlige fokus, så fylder Max, og ikke mindst deres voksende venskab med hinanden, også en del. Man har altså som ung læser nogen at spejle sig i i den her bog, uanset om man er fuld af gåpåmod eller en smule mere påpasselig af natur.



Broen til Ingen Steder. Den Udvalgte af Joy H. Davidson udkom på Straarup & Co. den 25. januar.

Pris: 319 kr. - kan købes her.