Frisk havbrise og store parker omgiver det familievenlige Østerbro, hvor man finder finurlige caféer, lækker shopping, håndlavede is og legepladser i alle afskygninger.

Foto: Superhelten

Shopping

Superhelten er en fantastisk legetøjsbutik i Nordre Frihavnsgade. Her finder du klassisk legetøj til både de små og større børn. Udklædning, puslespil og udvalgte figurer fra film og tv.

Søstjernen og Purebaby ligger næsten side om side. Purebaby med lækker økologisk uld til de allermindste. Og Søstjernen med smukke klassiske designs til børn, både sko, støvler, jakker, sweatre.

Bopa Plads. Foto: Line Fjord 

Spisesteder

Området omkring Bopa Plads er et smørhul på Østerbro. Her ligger Café Bopa, Pixie og på hjørnet af Århusgade ligger Laundromat. Om sommeren er det vidunderligt at spise under parasollerne og lade ungerne lege på den lille frugtlegeplads. Laundromat er meget børnevenlig med både legetøj og skiftebord til de små.

Souls på Melchiors plads er den super lækre café for de bevidste ud i kost og bæredygtighed. Der er glutenfri og vegetariske retter af meget høj kvalitet. Urban hygge både inde og ude.

Foto: Line Fjord

Is og Kage

Der er flere skønne ismejerier med håndlavet eller økologisk is på Østerbro. For eksempel OLUFs på Olufsvej, Isoteket på Randersgade og Østerberg Ice Cream på Rosenvængets allé.

Er du og ungerne til kaffe og kage, så besøg et af vores tre yndlingssteder - Leckerbaer i Ryesgade laver super lækre kager stykvis. Der er Michelin-stjerner bag disken og det ses og smages i de smukke kager. Ellers er der Krejl & Kaffe på Vennemindevej, som er en lun retrocafé med kage til kaffen. Dejlig stemning og loppefund. Perfekt til mødregruppe og madeleinekager. Og T in the Park har fortryllende farvestrålende macarons, flotte cup cakes og bubble tea, som kan få lys frem i alle barneøjne. 

Tårnlegepladsen i Fælledparken. Foto: Katrine Hemmingsen 

Leg og frisk luft

Østerbro har himmel og hav. Det er let at komme ud med ungerne, både i Fælledparken, Østre anlæg, på stranden og havnen.

Stranden har både børnevenlig sandstrand og lang bademole, for de lidt større, som vil springe i. Morgen og aften kan man nogle gange have stranden for sig selv, og der er vidunderlig stemning under himmelhvælv og horisont. Der er isbod og toilet.

Fælledparken er Østerbros grønne plæne og har masser af legepladser: vandlegeplads, trafiklegeplads, tårnlegeplads og den store legeplads ved Serridslevsvej.

Remisen er den store indendørs legeplads i den gamle sporvognsremise på Blegdamsvej. Der er legeområder for forskellige aldersgrupper og sommetider loppemarked i weekenden.

Østre Skøjtehal er ikke frisk luft, men kold luft og røde kinder. Skøjtehallen har åbent for almindeligt skøjteløb fra september og frem til april.

Enigma. Foto: Romeika Cortez

Kultur og krea

Enigma er det nye museum for post, tele og kommunikation på Trianglen. Her er workshops, læsesal, posthus, designbutik, kantina, som drives sammen med Meyers. Meget skønt hus for børnefamilier, og snart er der også museum og udstillinger på "museet". 

Creative Space på Kastelsvej er et lille slaraffenland for de kreative børn og deres forældre. Man køber og maler på keramik, som derefter glaseres og brændes. Efter nogle dage kan man hente sit lille værk.

Park Bio er Østerbros lokale og meget hyggelige biograf. Der er ofte søndagsforestillinger for børn. Et besøg værd, hvis man holder af en rolig biografoplevelse med ungerne.