Dansk Arkitektur Center har fornyligt åbnet en ny familievenlig udstilling, 'Bo bedre bæredygtigt' der blandt andet handler om at indrette med gode materialer på få kvadratmeter. Udstilllingen indbyder til leg og udforskning og appelerer til børn i alle aldre. 

Inspirerende ankomst

Jeg havde aldrig før været på Dansk Arkitektur Center, men det blev hurtigt tydeligt for mig, at rammerne i den store glasbygning med udsigt ud over kanalen er en stor oplevelse i sig selv for både voksne og børn. Og den følelse blev kun forstærket som jeg bevægede mig ind i den store udstillingssal med højt til loftet og en større bygningskonstruktion midt i rummet. 

Fremtidens bolig

Udstillingen, der er udviklet i samarbejde med Vandkunsten og Utzon Center i Aalborg, byder på et helt hus til en familie på fire på bare 37 kvadratmeter, et drivhus, et fælleshus og en legeplads. Et helt lille samfund, der til sammen udgør Vandkunstens vision for fremtidens bolig, hvor fællesskabet og materialevalget er i fokus. 

Bæredygtig livsstil

Der er også flere eksempler på bæredygtige måder at bygge og leve på i udstillingen. Der tages udgangspunkt i Vandkunstens forskellige projekter, der på hver sin måde kan noget helt særligt. I Fællesbyg Køge Kyst har beboerne for eksempel selv bygget boligerne, i Kvistgård er der bygget et boligtilbud med lavere husleje i robuste og præfabrikerede materialer, og i Tinggården er der fokus på fællesskabet med fleksible vægge, der giver mulighed for alt fra stor fællesspisning til flere små værelser. 

Familieudstilling

Jeg havde ikke selv min søn på 2 år med, men i udstillingen var der mange børn i alle aldre, der gik på opdagelse i bygningskonstruktionen - særligt legepladsen var selvfølgelig et stort hit blandt de små. I udstillingssalen er der desuden et stort tegnebord, hvor børn og voksne selv kan kaste sig ud i forskellige kreationer. Og så sætter tanken, at 'Bo bedre bæredygtigt' gang i refleksionerne hos både store og små - om emner som bæredygtighed, fællesskaber, boligformer og materialer. Et godt fundament for meningsfulde samtaler med lidt større børn. 

Mere for børn...

Og så er Dansk Arkitektur Center fyldt med faste familieaktiviteter, der blandt andet indebærer en rutsjebane, der fører jer hele 4 etager ned gennem huset, virtual reality, værkstedet og de sjove byggeklodser i foyeren. Så tag endelig ungerne med på et visit!

 

Udstillingen kan opleves på Dansk Arkitektur Center helt frem til den 18. april 2022. 

 

Fotos: Alberte Cornelius