Roald Dahls børnebøger er af en kaliber, så man tror, at de altid har eksisteret. Som en art mytologi, vi alle er vokset op med som en del af vores bevidsthed. Efter talrige genudgivelser, filmatiseringer og sågar en opera baseret på hans værk, er det heller ikke helt forkert. Forklaringen på hans eviggyldighed må selvfølgelig findes i historierne, der alle er så fantastisk fantasifulde og spændende, at selv voksne lader sig opsluge. 

Stop heksene!

En af disse fantasifulde og spændende fortællinger er The Witches. I bogen møder vi jeg-fortælleren, en engelsk dreng på 7 år, der efter sine forældres tragiske død, kommer til at bo hos sin kærlige, sprudlende mormor. Hun er verdens bedste historiefortæller og beretter om alskens fabeldyr og sagn. En dag fortæller hun sit barnebarn om det uhyggeligste væsen på jorden: Heksen. For heksen findes virkelig, og hun er modbydelig, ondskabsfuld og meget, meget farlig. Ikke længe efter, på en sommerferie, der bliver tilbragt på et fornemt hotel, render hovedpersonen durk ind i en kæmpe forsamling af hekse. Og ikke nok med det - han møder selveste Overheksen, den grummeste af dem alle. Hendes livsmission er at slå alle verdens børn ihjel, og hun skyer ingen midler. Hun forvandler jeg-fortælleren til en mus, og så starter et kapløb med tiden ellers, for heksene har stygge planer om at gøre det samme mod alle børn i England. Der er kun en ting at gøre for drengen og hans mormor: De må stoppe disse vanvittige kvinder. 

En rigtig fortælling

Roald Dahls heksefortælling er af virkelig høj kvalitet. Den er velskrevet og sjov og faktisk også ret uhyggelig nogle steder. Det er en behagelig og overskuelig læseoplevelse, da den er delt op i korte kapitler og skrevet i et meget medrivende sprog. Noget af det allerfineste ved The Witches er Dahls insisteren på, at der i fantasien findes en stor del realisme. På første side bliver det gjort klart, at dette er en rigtig fortælling om rigtige hekse, og den påstand gentages flere gange midt i musemageri go sort magi. Det er så overlegent at skrive til børn på den måde, så illusionen hverken holdes skjult eller bliver brudt. 

Den fineste pointe

The Witches er en bog om mod. Mod til at se farer i øjnene og kæmpe for alt, hvad man har kært. Men det er også en bog om at acceptere sine livsvilkår og få det bedste ud af dem. Drengen kan aldrig blive menneske igen, men det er okay, for han har alt, hvad han har brug for i sin mormors selskab. Nogle gange flasker livet sig ikke, som man havde forventet eller endog håbet. Men det er stadig magisk og stort og smukt, så længe man står sammen i fællesskab med dem, man holder af. Det er Roald Dahls fineste pointe. Det er derfor vi stadig læser hans værker i dag. Det er derfor, hans fabler eksisterer i os alle som en fælle mytologi. 

Alderstrin: Fra 10 år
The Witches
Forlag: Gyldendal
Vejl. pris: 129,95 kr. 

 

Fotos: Andrea Josefine Hansen