Børn i byen har været til premieren på Fredericia Teaters musicalopsætning af Disneys "Tarzan" i Falkoner Salen. En humoristisk og akrobatisk forestilling, der i den grad svinger - både musikalsk og helt bogstavligt.


En rejse dybt ind i den vestafrikanske jungle

Allerede inden forestillingens start, er stemningen sat i Falkoner Salen. Indhyllet i grønt junglelys fra scenen finder vi vores pladser, alt imens chikader, fugleskrig og andre insekter fuldender det tropiske lydbillede. Vi ER i den vestafrikanske regnskov - og mere end klar til at genopleve Disneys fortælling om menneskedrengen Tarzan i levende live, da vi dumper ned i vores sæder. 

Har man set Disneys tegnefilmsfortolkning af "Tarzan" fra 1999, kender man plottet: et skib forulykker udfra den vestafrikanske kyst og de overlevne, en mor, far og deres nyfødte søn (Tarzan), er tvunget til at slå sig ned i den vilde natur. Men faren lurer i junglen, og skæbnen vil, at forældrene slås ihjel af en leopard, og kun den lille Tarzan overlever. I mellemtiden har gorillaen Kala mistet sin unge til den selvsamme leopard, og tager derfor, uden betænkning, den lille Tarzan til sig, da hun finder ham hjælpeløs og alene. At bringe et menneskebarn ind i gorillaflokken falder selvsagt ikke i god jord hos fører- og hangorillaen Kerchak, men Kala er fastbesluttet på at beholde ham. I takt med Tarzan vokser op, kommer forskellen på abe og menneske dog mere og mere til udtryk, og Tarzan erfarer, at han er anderledes. Ønsket om at finde ligesindede opfyldes flere år efter, da en gruppe engelske opdagelsesrejsende går i land, og Tarzan forelsker sig i den skønne Jane. Tarzan drages instinktivt af den fremmede kvinde, der ligner ham, og splittelsen er uundgåelig: skal han vælge livet i gorillaflokken eller med menneskene?

Et humoristisk møde mellem den civiliserede verden og den vilde natur

Trods temaer som tab, død og splittelse er forestillingen yderst humoristisk, og langt lettere og mere fordøjelig end forgængerne "Prinsen af Egypten" og "Klokkeren fra Notre Dame". Tonen er munter, og særligt mødet mellem den civiliserede Jane og den primitive vildmand Tarzan er komisk. Skildringen af modsætningsforhold og kontraster er et ældgammelt greb til at fremprovokere latter hos tilskuerne, og det lever i bedste velgående. Clashet mellem de to verdner, de dyriske instinkter og det dannede borgerskab, udløser ihvertfald grin og klukken i salen op til flere gange. Det samme gør den tydelige intelligensforskel på Tarzan og hans bedste gorilla-ven Terk - der i øvrigt spilles forrygende både af børn og voksne. Generelt gør skuespillerne det godt, selvom man lige skal vænne sig til, at over halvdelen af karaktererne er gorillaer. I starten virker det en smule komisk, at skuespillerne kravler rundt på alle fire og siger abelyde, men de gør det så overbevisende, at man efter ganske få scener har købt præmissen. Til tider er man endda i tvivl om de naturtro abeskrig, virkelig kommer ud af skuespillernes mund.

Det svinger!

Overordnet må man sige, at musicalen "Tarzan" svinger - både musikalsk og i lianerne højt oppe under loftet! Sangerne er virkelig dygtige, og det er svært ikke at rokke med til Phil Collins mange hits, når stemmerne brager udover scenekanten. Engang imellem kunne man dog ønske sig, at der var skruet endnu mere op for lyden, så man for alvor blev blæst bagover. Det bliver man tilgengæld af den vilde scenografi og de stjernedygtige gorilla-akrobater, der pludselig svinger sig igennem luften over publikumsrækkerne. "Tarzan" nærmest springer scenerammerne og den fjerde væg - og publikum på de forreste rækker oplever flere gange, at befinde sig midt i gorillaflokken, der hænger over hovedet på dem. Oplevelsen af at blive opslugt af regnskovens magiske univers fuldendes af den vilde surroundsound og LED-skærmene på scenen. Alt i alt overlegent og sanseligt!


En forestilling for hele familien

Trods et par små skønhedsfejl, heriblandt et par toner, der ikke rammes rent og en lidt for skabet og karikeret Jane, er "Tarzan" en virkelig anbefalelesværdig musical for hele familien. Selvom jeg som voksen engang imellem kunne ønske mig musikken endnu højere, er det et helt perfekt leje til de mindste i salen. Lydniveauet springes kun et par gange, da der lyder skud fra de opdagelsesrejsendes geværer -  her hopper selv de voksne tilgengæld lidt i sæderne.

Synes I at "Prinsen af Egypten" og "Klokkeren fra Notre Dame" var for voldsomme eller dystre for de små, er den noget mere muntre "Tarzan" et bedre match. Forestillingen er yderst veludført, og formår at behandle temaer som tab, familiære bånd og søgen efter ophav på en virkelig fin og ikke alt for tung måde. Man forlader salen med både et smil på læben, rytme i kroppen og en vigtig reminder om, at familie ikke kun defineres af blod og gener, men i ligeså høj grad af kærlighed - uanset hvor forskellige man er.

 

Børn i byen giver Fredericia Teaters opsætning af Tarzan 5 ud af 6 stjerner

Anbefalet aldersgrænse: fra 6 år

Varighed: 2 time og 30 min. inklusiv pause.

Forestillingen spiller frem til den 12. januar 2020. 

 

Fotos: Fredericia Teater