Det er i år fjerde gang, at Peter Bo Bendixen og Dronning Margrethes udgave af Nøddeknækkeren opsættes i Tivolis Koncertsal. Og heldigvis er alt, som det plejer: stadig fortryllende magisk og julet!


Genkendelsens glæde

Har man før været inde og se Tivolis udgave af Nøddeknækkeren, vil der ikke være de store overraskelser. Både handlingen, musikken, kostumerne og scenografien ligner sig selv. Endnu engang tager forestillingen os tilbage til juleaften anno 1874. Der er inviteret til stor festmiddag i overklassehjemmet i København, og familiens datter og fortællingens hovedperson, Clara, er den heldige vinder af årets mandelgave: en nøddeknækker. Da Clara senere på aftenen falder i søvn med nøddeknækkeren i favnen, sker der pludselig mystiske ting! Nøddeknækkeren vækkes til live, og eventyret kan begynde. Clara skal igen overvinde musene, Muse-heksen og den onde Snedronning, flyve i luftballon med Harlekin, Columbine og Pjerrot, og se fine dansere brillere i et sommervarmt Tivoli. Trods alt er ved det gamle, bliver forestillingen ikke kedelig - tværtimod fyldes man af genkendelsens glæde, når musikken spiller op og danserne udfolder sig på scenen. Et sandt juleeventyr, der næsten føles som et barndomsminde eller en særlig tradition, der gudskelov ikke er blevet ændret på.

Tivoli Copenhagen Phil spiller op igen

I 2018-opsætningen har man heldigvis også valgt at holde fast i live-musik af Tivolis eget symforniorkester, Tivoli Copenhagen Phil. Symfoniorkestret, der består af 70 musikere, havde deres debut med Nøddeknækkeren i 2016, og fremfører endnu engang Tjakovskijs legendariske musik til UG. Den levende musik skaber altså bare et helt specielt nærvær og en her-og-nu følelse, som løfter hele opsætningen. Derudover spiller musikken også en afgørende rolle for dansen og fortællingen, i og med forestillingen er uden replikker og dialog.

Mest for de lidt større børn

Da lydkulissen udelukkende bæres af Tjakovskijs klassiske musik, er forståelsen af fortællingen universel, og ingen børn tabes i lange dialoger eller indviklede plots. Alligevel vil vi på Børn i byen anbefale forestillingen til de lidt større børn, primært på grund af forestillingens længde. Forestillingen varer ca. 2,5 time inkl. en halv times pause, hvilket kan være lang tid for de mindste. Hvis ikke koncentrationen ryger, er det sandsynligt at trætheden melder sig - det var ihvertfald tilfældet for de to små poder, der sad foran os under forestillingen. Den mindste på ca. 3-4 år måtte gabende op på skødet af mor, mens storebror særligt hang med hovedet i 2. akt. Dette kan også hænge sammen med, at første akt er den med mest skuespil, og nok også den sjoveste for børn. 2. akt er i højere grad ballet, og nogle af dansene kan føles lange for de små. Er de væbnet med tålmodighed, kan de dog nyde yderst imponerende, næsten poetisk, ballet med masser af spring, pirouetter og farlige løf, fremført i glitrende og farverige kostumer og med en fantastisk smuk scenografi.

Tivolis genopsætning af Nøddeknækkeren holder stadig - og uanset om det er første eller fjerde gang, man ser forestillingen, er oplevelsen fortryllende magisk

Børn i byen giver endnu engang Nøddeknækkeren 5 ud af 5 stjerner

 

INFO
- Børn i byen anbefaler forestillingen fra 7 år og op.
- Nøddeknækkeren spiller i Tivolis Koncertsal frem til den 23. december 2018.
- Læs mere om forestillingen her.

 

Tilmed dig Børn i byens nyhedsbrev og få de bedste oplevelser for børnefamilier serveret i din indbakke hver eneste uge. Følg også Børn i byen på Facebook og Instagram.

 

Fotos: Tivoli