Pølse, kære Pølse. Nu vil du heller ikke i bad eller i børnehave!? Læs anmeldelserne af de nyeste Pølse-bøger her.

Kender I bøgerne om Pølse? Den lille rund-brillede Pølse med pandehår og fregner? Hende, der vitterligt aldrig vil noget som helst, og som har en far der desperat prøver at få hende til at komme igennem hverdagen med hjælp fra leg, pjat og fantasi? Hvis ikke I kender Pølse, så er der god grund til at anskaffe jer de nyeste bøger i Pølse-serien. I de to nyeste bøger vil Pølse ikke i bad og i børnehave. Den situation tror jeg mange forældre kender... Men Pølse er virkelig skrap og stædig. Pølses far forsøger tålmodigt at få hende "leget" igennem situationerne, men Pølse synes at far er fjollet og dårlig til at lege legene på dén måde hun kan lide at lege dem. Han gør det hele forkert og er bare pinlig. Det hele ender dog godt i begge bøger, for jeg kan afsløre at Pølse både kommer i bad og i børnehave til slut. Hvordan hendes far får løst disse kringlede situationer, må I læse mere om i bøgerne.

Pølse-bøgerne er skrevet af Oliver Zahle, der er lidt af en multikunstner og som har styr på at få både børn og voksne til at grine. Bøgerne har de skønneste illustrationer, lavet af den dygtige Siri Melchior. Teksten er meget dialogbåret og enormt nemme at læse højt - særligt fordi man får hjælp af store bogstaver og rød tekst, når der virkelig er noget der skal markeres i oplæserens toneleje. Der er fire bøger i Pølse-serien indtil videre, og vi håber på at der kommer mange flere! 

Alderstrin: Fra 3 år
Pølse vil ikke i bad
Pølse vil ikke i børnehave
Forlag: Gads Børnebøger 

Vejl. Pris: 149,95 kr.

TIP: Tilmed dig Børn i byens nyhedsbrev og få de bedste oplevelser for børnefamilier serveret i din indbakke hver eneste uge.

Fotos: Caroline Erritzøe