Disneys "Nøddeknækkeren og de fire kongeringer" er storslået, eventyrlig og bevægende - og et godt bud på årets bedste julefilm for familier med større børn.

Nøddeknækkeren
Det er juleaften. Clara Stahlbaum og hendes familie skal for første gang fejre jul uden deres mor. Alle er mærkede af situationen, men håndterer det vidt forskelligt. Clara er en sandhedssøgende, tænksom enspænder, som ikke bekymrer sig meget om, hvad andre mennesker mener og forventer. Hendes far, derimod, er af den gamle skole, og derfor står Clara alene i smerten. Heldigvis har hun en allieret i sin gudfar,  Drosselmeyer (Morgan Freeman), som sender hende ud på en anderledes, spændende og lærerig rejse.


Disney og den nye mytologi

Disney har endnu engang skabt et spektakulært eventyr. Åbningsscenen, en panoramisk rejse over det viktorianske London, er betagende smuk og sætter standarden for resten af filmen og dens fantastiske universer.
Selskabet har gennem de sidste 12 år opbygget nye fortællinger omkring brandet. Man har bl.a. genoplivet Walt Disneys oprindelige kærlighed til videnskab og mekanik, og gjort meget ud af at yde moralsk opbakning til skæve karakterer og handlekraftige piger.

For every action, there is an equal and opposite reaction

Clara, Newtons tredje lov

Desuden er britisk accent blevet det greb, som tilfører fortællingerne tyngde og mytisk dimension, måske særligt for det amerikanske publikum. Indenfor disse mytologier, refereres der på kryds og tværs til andre Disney-produktioner: Alice i eventyrland, Tomorrowland, Skønheden og udyret, Narnia, Star Wars osv. Filmen sender selvfølgelig også et anerkendende nik til forfatteren af Nøddeknækkeren E.T.A Hoffmann, til Tjajkovskijs musik og Marius Petipas ballet - og lader den fantastiske balletdanser, Misty Copeland, slutte af. Julefreden er sikret!

Nogen vil nok mene, at filmen er en forsimplet gendigtning af Hoffmanns fortælling, genbrug af succesopskriften fra Alice i eventyrland, at man ikke tager chancer, og at der er for meget sukker på skeen. Men holder man af genren, genkendelsens glæde og en god juletur i biografen med store piger, så er “Nøddeknækkeren og de fire kongeringer” den perfekte film!

 

Børn i byen giver filmen 5 ud af 5 stjerner

“Nøddeknækkeren og de fire kongeringer”  kan opleves i landets biografer fra den 1. november 2018. Køb billetter her.

 

TIP: Tilmeld dig Børn i byens nyhedsbrev og få de bedste oplevelser for børnefamilier serveret i din indbakke hver eneste uge. Følg også Børn i byen på Facebook og Instagram.