Myrekryb og ormehuller er første bog i serien Antboy vender tilbage og syvende bog om drengen Pelle Nørhmann, også kendt som Antboy.

Antboy har fået en kæreste

På mange måder er bogen, hvad man ville kalde en dannelsesroman. Pelle er blevet ældre, han har fået en kæreste, og han overvejer, om det er på tide at droppe rollen som Antboy. For hvor længe kan han egentlig blive ved med at kalde sig en dreng? Han nyder sit liv uden at skulle bekæmpe superskurke, og det virker ikke som om, der er brug for Antboy længere. Så måske kan han bare være Pelle: elev i ottende klasse, nybegynder til karate og kæreste med Ida. Han er i gang med at finde ud af, hvad det vil sige bare at være Pelle, da han modtager et anonymt brev, der straks får Antboys reaktion. Det viser sig hurtigt, at det ikke er let at være normal, når man går rundt med en superheltedragt i tasken.

Hvis man ikke har læst den forrige serie om Antboy, skal man ikke være bekymret. Når man åbner bogen, vil man straks lægge mærke til, at der i omslaget er en kort beskrivelse af alle de vigtigste karakterer. Desuden indeholder bogen gode beskrivelser af tidligere begivenheder, samt referencer til hvor man kan læse om disse begivenheder. Gamle læsere kan også være med, for bogen er ikke gentagende, men fuld af ny spænding og nye uforudsigelige drejninger.

En ny serie om Pelle Nørhmann

Vi er tilbage ved begyndelsen i denne roman. Det er starten på en ny serie om Pelle Nørhmann aka Antboy, men Pelle er blevet lidt ældre og situationen forholder sig anderledes end den gjorde det i Tissemyrens bid (Antboy 1). Alt i alt er bogen både for gamle og nye læsere, der dog nok kan blive enige om, at man hurtigt får lyst til at finde de første seks bøger frem (igen).

Kenneth Bøgh Andersen er en mester i at lege med sproget og gøre gamle ord nye og levende igen. Sproget er let og elegant, og simpelt at følge med flotte beskrivelser. Der er masser af billedsprog, som giver læseren mulighed for at se handlingen for sig, som var det en film.

LÆS OGSÅ: Gode bøger til drenge

En superheltefortælling med både action og forelskelse

Desuden er der flotte illustrationer i bogen, som hjælper læseren med at forestille sig det hele. Illustrationerne er skabt af Erik Petri og bibeholder bogens lidt tegneserieagtige superheltetema. Når illustrationerne og det legende sprog sættes sammen, betyder det, at man næsten flyver gennem bogen og får et godt indblik af Pelles verden.

Myrekryb og ormehuller er en god blanding af spænding, action, venskab og forelskelse. Sproget er udforskende og opfordrer læseren til at undre sig. Kan man for eksempel være fanget, når man ikke er bag tremmer? Og hvornår bliver noget for meget af det gode? Romanen har noget til enhver og mere til. Man keder sig ikke, når man læser bogen, for ved hvert kapitel tager tingene en drejning, man ikke havde forventet. Spørgsmålet er snarere, om man overhovedet kan lægge bogen fra sig, når man først er gået i gang.

Titel: Myrekryb og ormehuller
Forfatter: Kenneth Bøgh Andersen
Forlag: Høst og Søn
Målgruppe: 11-14 år
Pris: 169 kr. - køb den her