Der er egentligt meget, der kører for Casper Grundtvig i hans 2 letlæselige romaner Mit mikro mega mareridt og Ketchupzombier. Scenarierne er tilpas gakkede og persongalleriet tilpas skævt og farverigt til at danne et godt udgangspunkt for et par sjove og medrivende historier. Men den er der alligevel ikke helt. 

Miniaturemareridt

I Mit mikro mega mareridt møder man Viktor, hvis far designer våben til en skydeglad og paranoid oberst, der ser fjender alle vegne, særligt svenskere. Viktors far udvikler våbnene på loftet, hvor Viktor strengt er forment adgang. Selvfølgelig sniger Viktor og vennen Oskar sig derop alligevel. Oskar kommer uforvarende til at aktivere Viktors fars nyligst udviklede våben, der skrumper både Viktor og Oskar til miniatureudgaver af sig selv. Den situation, der først virker som en oplagt mulighed for at drille Viktors dovne og tarvelige storebror Bo, bliver hurtigt særdeles farlig. Der viser sig at lure mange farer på de to minidrenge, heriblandt en dødsensfarlig dræberedderkop. 

Det er et godt trick at skrumpe sine hovedpersoner. Det har været en succes for blandt andre Luc Besson i bogserien Arthur og minimoyserne og Selma Lagerlöf i Niels Holgersens vidunderlige rejse. Også for Casper Grundtvig giver det anledning til en del gode scener, der dog mest handler om, at Viktor og Oskar må løbe for livet, både fra græsslåmaskiner og edderkopper. Setuppet bliver ikke udnyttet til fulde, og efterhånden mister dræberedderkoppen sin chokeffekt. På flere måder skriver historien sig op i et ensformigt hjørne. For eksempel er den våbenglade oberst en sjov karakter, men femte gang han lader sine soldater skyde vildt omkring sig og lave huller i vægge og husgeråd, er det ikke så sjovt mere. Ideen er god, men forløsningen af den halter. 

Sej pige i problemer

I Ketchupzombier har Isabella sit hyr med både en fodboldtosset far, der ikke interesserer sig for andet end sit yndlingsfodboldhold, en lillebror, der kun vil spise ketchup og et par dumme drengekammerater, der har det sjovt med at snakke om, hvor dårlige chancer en pige ville have for at overleve et møde med et monster. Nå ja, og så selvfølgelig også med en trio af forstyrrede piger, der vil dræbe hende og en hel hær af zombier, der vågner op på grund af et ganske særligt uvejr og nu raserer byen. Der er nok at holde styr på for Isabella og en masse præmisser for læseren at skulle acceptere. For eksempel at alle disse zombier har et særligt forhold til ketchup, fordi netop Isabellas lillebror og hans ketchup spillede en særlig rolle under deres opvågnen. Men heldigvis er Isabella udstyret med en tennisketsjer, som hun til fulde forstår at svinge. Og mon ikke hun får reddet dagen, for ikke at sige hele byen, og samtidig bevist, at piger så sandelig også kan klare monstre. 

Isabella er en sej karakter. Hun er dygtig til tennis, hun er sød mod sin lillebror og hun bærer over med sin fars overdrevne fodboldfanatisme. Men historien er lidt tynd. Der skal afvikles meget handling på få sider og situationerne bliver hurtigt kørt op til at være forpustede snarere end egentlig sjove. 

 

I både Mit mikro mega mareridt og Ketchupzombier er der fart over feltet, men magert kød på historierne. Plottene er idérige, men ikke for alvor overraskende. Det er et par udmærkede bøger til den første selvstændige læsning, for sproget flyder ubesværet. Men man skal ikke regne med, at disse bøger for alvor kan tænde læseglæden hos et barn, hvis den ikke var der i forvejen. 

Mit mikro mega mareridt og Ketchupzombier er lettilgængelige, veloplagte børnebøger - men ikke mere end det. 

Alderstrin: 9-11 år
Mit mikro mega mareridt
Ketchupzombier
Forlag: Dreamlitt
Vejl. pris: 149 kr. 

 

Fotos: Dreamlitt