Lysfestivalen LUMIERER beskriver sig selv som "Årets smukkeste familieoplevelse" - og dét er jo lige hvad vi alle sammen har brug for i en mørk og kedelig tid! Børn i byen har derfor sat kursen mod den fortryllede vinterskov i Ringsted, for at teste om det virkelig ér årets store juleoplevelse...

INVITERET

På besøg i den fortryllede vinterskov

Det er fredag aften, og mørket har lagt sig som en tyk dyne over byen, da vi drager afsted mod Ringsted Lystanlæg. Frem til lillejuleaften er den gamle park nemlig forvandlet til en såkaldt "enchanted winter forest" - en fortryllet vinterskov i form af lysfestivalen LUMIERER.

Allerede ved indgangen bliver vi mødt af funklende julelys i tusindevis, og forventningerne og spændingen vokser en tand mere. Der er heldigvis ingen kø, så efter at have vist vores billetter, passerer vi alle fire - to voksne, en baby i en barnevogn og en dreng på 8 år - let og elegant gennem lysportalen ind i parken. Her møder vi som det første duften af brændte mandler fra en lille, strategisk placeret salgsvogn, der selvfølgelig frister os til at købe et par poser, inden vi begiver os ud på ruten gennem den fortryllede vinterskov.

Elge lys lysfestival
Det er helt magisk!

Ruten igennem parken er 1,2 km lang, og allerede ved indgangen kan vi se, at omkring 20 forskellige lysoplevelser venter os forude, på et stort kort. Der er kun én vej, så det er bare med at følge pilene og de oplyste stier. Barnevognen triller fint derudad, og der er hverken trængsel, kø eller dårligt udsyn. Tværtimod passerer vi  den ene fantastiske lysoplevelse efter den anden, og føler næsten, at vi har dem for os selv. Vi oplever alt fra kæmpemæssige elge, egern og hjorte, der lyser op i mørket til vilde discokugler og røg blandt trækronerne. Hvert lysværk er akkompagneret af musik eller lydbilleder, der toner ud af højtalere gemt i skovbunden - det er ligeså magisk, som det lyder!

Både store og små er tryllebundet af de mange lysindtryk, men især lysprojektionerne på søen imponerer. Her svømmer gigantiske guldfisk ved første øjekast rundt i luften - en virkelig vild illusion, der skabes ved hjælp af vand og lys. Derudover er de interaktive lystrommer et hit hos den 8-årige, for her skal der selvsagt interageres, og det er altså fedt, når man er barn og bare gerne vil røre ved alting. Hver gang han slår på trommerne, farer der lys i forskellige farver henover græsplænen - visuelt minder det næsten om videospillet "Drums Hero".

Et lyssværd, et loungeområde og alt godt til ganen

Undervejs på ruten møder vi desuden et hyggeligt bålområde, hvor børn og voksne kan grille skumfiduser over åben ild. Der kan også købes lidt godt til ganen, f.eks. glögg, varm kakao og popcorn. Er man mere sulten, kan man forsætte ad ruten, indtil man møder tipiteltene. Her findes nemlig ikke bare et hyggeligt loungeområde, sidde- og ståpladser, men også forskellige madboder, og her er alt fra traditionelle flæskestegssandwichs og æbleskiver til veganske julewraps. Vores aftensmad og de brændte mandler ligger dog tungt i maven, så vi nøjes med et lille ammestop til den mindste. Igen er der masser af plads, så det er intet problem at amme uforstyrret på et af de hyggelige og overdækkede bænkesæt, hvor barnevognen kan parkeres ved siden af. Imens afprøver den 8-årige sit nyindkøbte lyssværd fra en af festivalens boder. Flere steder på ruten kan der nemlig købes forskellige lysdimser, tryllestave og sværd, som i den grad taler til børnene. Til den nette sum af 35 kr., er det til at overkomme, så nu stråler vores medbragte 8-årige med endnu flere julelys i øjnene - nu kan han nemlig få en bid af oplevelsen med hjem!

Lever op til forventningerne

Hvis vi ville, kunne vi have taget ruten igen, ja faktisk så mange gange vi havde lyst, men børnene er trætte, så vi vender snuden hjemad. Har man små børn med, vil vi klart anbefale, at man kommer omkring åbningstid kl. 16, går ruten og spiser en tidlig aftensmad i tipiområdet. Hvis humøret og de små ben så er til det, kan man tage ruten igen, for den tåler helt klart en gensyn! Faktisk er vi lidt ærgerlige over, at vi kun oplevede værkerne én gang, for de ér virkelig fortryllende. LUMIERER er en juleoplevelse udover det sædvanlige, og det bedste ved det hele er, at den er for hele familien - uanset om man en baby eller bedsteforælder. Det kan dog godt gå hen og blive en lidt pebret fornøjelse, hvis man er en hel børnefamilie, der skal have indgang, lyssværd, glögg, varm kakao og aftensmad. Men når det er sagt, må vi erklære os enige i, at LUMIERER ér årets smukkeste familieoplevelse. Festivalen og konceptet er unikt, og så vidt vi ved, ikke set før - så hvis man trænger til et skud julestemning, der ikke er den sædvanlige juletur til Tivoli, er LUMIERER et supergodt bud.

INFO

Åbningstider: 20. november - 23. december kl. 16-22
Priser: voksne 165 kr. / børn 3-12 år 75 kr. / børn 0-2 år gratis

Læs mere om LUMIERER her

 

EKSTRA TIP: Når I er i Ringsted, kan I med fordel besøge Danmarks eneste outletby, Ringsted Outlet, eller smutte forbi julebutikken Brink Nordic lidt udenfor byen.

 

Fotos: Caroline Gruth Hemmingsen