Kom dans med mig er den første bevægelsesforestilling på Det Lille Teater. Igennem forestillingen undersøges hvad vi kan og ikke kan med vores krop, og man tages gennem et legende univers med dans, sjov og ballade.

En skuespiller, en cirkusartist og en danser guider publikum gennem ca. 35 minutters sjov og fascination. En simpel kulisse og små musikalske bidder sørger for, at fokus er rettet på skuespillerne, og gør det let for publikum at blive fængslet af skuespillernes finurlige bevægelser. Der leges med sproget, og kroppen bruges som redskab til at frembringe de ønskede budskaber. 

Hyggeligt børneunivers
Det Lille Teater formår som altid at skabe en ramme, hvor børn er i fokus. Allerede da man træder indenfor, mødes man af smilende og venligt personale, som taler til både børn og voksne. Gratis garderobe og store kurve til tasker gør det muligt at komme af med alle de pakkenelliker, som man som børnefamilie ofte slæber rundt på. Desuden er lokalet hyggeligt indrettet med dansende silhuetter på væggene og børnebøger til fri afbenyttelse i ventetiden.

Inden dørene åbnes bydes alle velkommen, og der gøres opmærksom på, at alle børn skal kunne se, og at de derfor har først adgang til rummet og de unummererede pladser.  

Kunsten af fange sin målgruppe
Kom dans med mig er rettet mod de 2-5 årige, og lige præcis dagens publikum i den aldersgruppe er fanget fra første sekund. Der både klappes, danses og råbes spontant fra det yngste publikum, som simpelthen ikke kan styre deres begejstring undervejs. Det øger den intime stemning, og at skuespillerne nogle gange spiller med på børnenes tilråb, gør det hele endnu mere autentisk.

Det voksne publikum er dog i den grad også underholdt. Så selvom diverse tilråb kommer fra det yngste publikum, er alle i rummet optaget af de tre talentfulde personers fascinerende bevægelser og den fængende musik.  

Hvis succeskriteriet er at skabe en forestilling, som børn nyder, så må man sige, at det er lykkedes. Der grines helt nede fra maven, og som alle ved, så er det den bedste latter. Stemningen både inden, under og efter forestillingen er generelt utrolig hyggelig, og man går derfra i godt humør.

 

Forestillingen er et skøn, sjov og finurlig og modtager fire stjerner herfra

Kom dans med mig kan ses på Det Lille Teater frem til 14. april 2019. Læs mere her.

Foto: Natascha Thiara Rydvald