Julekortet er en virkelig fin og fængende musikalsk forestilling for hele familien. Børn elsker musik, nisser og at se dygtige børn optræde. Og det er Eventyrteatrets elever.

Allerede idet, vi træder ind ad porten til et snedækket, granduftende og fint julepyntet Tivoli, sniger julestemningen sig ind på os. Og det fortsætter på fineste vis i Glassalen, hvor Eventyrteateret, traditionen tro, opfører årets juleforestilling.

Julekortet

Nissepostvæsnet er i krise. De seneste år er julekortene ikke nået frem inden jul, og derfor er der ansat en ny direktør, Julius Mosbund (Emil Grundsten), som skal modernisere den forældede og ineffektive virksomhed. Men det er ingen let opgave. Heldigvis har han en stor søn, som hjælper derhjemme og en effektiv assistent i computernørden, Pip, som gerne vil vise sit værd. Men er der noget, han har overset i sin iver efter at få posten frem til tiden?

Stærke piger

Eventyreteatret formår på forunderlig vis at få børn og unge til at præstere på professionelt niveau. I dette års forestilling løber særligt pigerne med opmærksomheden. Desiree Pedersen, som spiller Pip, er en klar stjerne: tydelig, charmerende og bundsolid. Ellen Kring Henriksen, som spiller Mandel, er yngre, men sikker, sødmefuld og med en sangstemme, vi helt sikkert kommer til at høre meget mere til.



Eventyrteaterets styrke ligger i det musikalske, og skulle man komme med en lille anmærkning, så kunne man måske lade dansen fylde mindre i forestillingen og opdatere den klassiske opskrift en smule? Men det er detaljer, for konceptet fungerer tydeligvis - og særligt børnene er vildt begejstrede.

Perfekt format til børn

For julekortet er en familieforestilling i bedste forstand. Ofte får man taget børn med ind til forestillinger, som er for langvarige eller en smule over deres niveau. Det er ikke tilfældet i Eventyrerteatret. Dér sidder børnene ude på kanten af sædet i spænding samtlige 60 minutter, for de elsker dans, musik, kostumer, nisserier og, ikke mindst, optrædende børn. Og det får de i den grad. De bedste af slagsen.

 

Børn i byen giver forestillingen 4 ud af 5 stjerner

Forestillingen spilles lørdage og søndage fra d. 24. november til 16. december og er egnet til børn fra ca. 5 år.

Billetten giver adgang til Jul i Tivoli på spilledagen.

Køb billetter her