“Du har engang været en baby. Alle mennesker har engang været en baby. Men hvordan laver man en baby?”

Tidligere har jeg affejet lignende emner

En kold og grå januardag går jeg hjem med min 6-årige datter. Under armen har jeg en pakke, som indeholder en ny bog, som skal anmeldes. Vi taler om stort og småt, og jeg fortæller hende om bogen. Jeg foreslår, at vi læser den inden sengetid. Jeg er klar til at lære, hvordan man laver babyer - siger datteren. Det gibber lidt i mig. Er jeg klar til at fortælle om det? Tidligere har jeg hurtigt affejet lignende emner, da jeg synes det er svært ved at finde ud af, hvad der er for meget, og hvad der er for lidt. Om aftenen ligger vi i sengen på et let rodet børneværelse. Vi læser i bogen ‘Hvordan laver man en baby?’ af Anna Fiske. Nu var der ingen vej udenom. Allerede fra start sniger der sig røde kinder frem og små fnis ind hos os begge.

Forskellige former, personligheder, køn og farver

Lige så svært det har været for mig at tale med min datter om, hvordan man laver babyer, lige så svært synes jeg, også det er at skrive om bogen. Det er en bog, som indeholder så meget. Bogen behandler rigtig mange aspekter ved at lave en baby. Helt jordnært viser Fiske menneskers forskellighed. Gennem hele bogen har personerne forskellige former, personlighed, køn og farver. Den viser forskellige former for parforhold og forældreskab. Der beskrives hvordan, sæden bevæger sig mod ægget, hvor ægget kommer fra, og hvad der sker, når sædcelle og æg mødes. Bogens tegninger er finurlige og udtryksfulde, og de hjælper til at få en god forståelse for bevægelserne inde i kroppen, og til at give en sund kropsforståelse.  

Fra samleje til reagensglas

Forældre er ikke bare en far og en mor, men bogen viser også et udsnit af de mange forskellige familieformer, som findes i vores samfund. Samtidig viser bogen også, hvordan børn bliver skabt på forskellige måder: ved samleje mellem en mand og en kvinde, ved at få hjælp ved brug af sprøjter eller reagensglas, og ved adoption. Alle de forskellige måder bliver sidestillet, og det synes jeg var rigtig forfriskende. Samtidig giver bogen også et meget realistisk billede af, hvor lang tid det kan tage at lave en baby, og at alle babyer ikke bliver lavet ved første forsøg. Det er en rigtig vigtig vinkel, både for at barnet får en realistisk forventning, men jeg tænker også, at det må være rart som forældre at føle sig repræsenteret, hvis processen har taget tid. Noget, som jeg synes er rigtig godt, er at barnet skal udpege, hvornår et par har samleje ud fra en række tegninger. På den måde bliver der nemt gjort op med uvisheden om, hvad de voksne laver og hvornår. Og bogen hjælper med at formulere at voksne er sammen på mange forskellige måder, som ikke altid handler om, at de har sex.

Stadig lidt svært at forstå for en 6-årig

‘Hvordan laver man en baby’ er en bog, som gør alt for, at de fleste vil føle sig repræsenteret. Forældre kan nemt forklare, at barnet blev født ved kejsersnit, eller at man har fået hjælp, da begge forældre er kvinder og derfor har manglet sædceller til at befrugte et æg. Dog skal man holde tungen lige i munden, når man læser bogen. Efter vi var færdige, spurgte jeg min datter, om hun nu forstod, hvordan man laver en baby. Og det gjorde hun ikke helt. Selve den biologiske del af befrugtningen og graviditeten var druknet lidt i de mange informationer om kærlighed, ventetid, former på maver og fødsler. Så min anbefaling er at have god tid til at læse bogen, for den er værd at læse. Den er også værd at læse flere gange, eller vende tilbage til dele af den efter behov.

Men med den diversitet, som bogen indeholder, så kan alle være med: “En ny baby er noget af det mest fantastiske og dejligste, der findes”. Det kan man ikke være uenig i, og nu har jeg lidt nemmere ved at tale med min datter om, hvordan man laver en baby.


Titel: Hvordan laver man en baby?
Forfatter: Anna Fiske
Alder: Fra 4 år
Køb den her