Børn i byen har besøgt det nyåbnede bilmuseum Haaning Collection i Bagsværd - et besøg, der begejstrede både store og små.

Inviteret af Haaning Collection

Foto: Caroline Gruth Hemmingsen

Gennemført 50'er æstetik

Hvis navnet Haaning Collection ikke siger jer noget, skyldes det nok, at museet først slog dørene op i sommers. Museet er spritnyt, og heller ikke vi på Børn i byen vidste helt, hvad vi skulle forvente, da vi satte kurs mod de gamle produktionshaller i Bagsværd. Jeg kan dog allerede nu afsløre, at vi er lidt på måsen over, hvor gennemført og æstetisk et museum, Haaning Collection er.

Foto: Caroline Gruth Hemmingsen

Da vi ankommer, tages vi imod af venlige, ældre herrer iført matchende hvide skjorter, brunternede veste og sixpences - som taget ud af en historiebog og i tråd med museets interiør. Mahogni, læder og stål går igen overalt, og museets lille café, Shelby's, som er noget af det første, vi møder, emmer af 50’er stemning med sofistikerede dinermøbler i læder og svunget neonskilt på væggen. Cafeen såvel som resten af museets indretning er virkelig gennemført til fingerspidserne, og visuelt går alt op i en højere enhed.

Foto: Caroline Gruth Hemmingsen

Nøj, det' for børn

Selvom museets eksklusivitet og James Bond-vibes især tiltaler os voksne, tager stedet ligeså godt imod de små gæster. Med os har vi tre børn, et par tumlinge på et år og en bilglad dreng på fire. Noget af det første de møder på museet, er små børnebiler, der står til fri afbenyttelse, og dét skal selvfølgelig udnyttes. Ungerne kaster sig straks over bilerne og drøner rundt på gulvet. Hvis børnene har lyst, kan de faktisk opleve hele udstillingen på den måde, der er nemlig god gulvplads overalt, hvilket også er dejlig bekvemt for børnefamilier med barne-og klapvogne. Dertil skal det nævnes, at der både er gode ammevenlige sofaer i udstillingen samt højstole til småbørn i cafeen. Undervejs i udstillingen finder vi også en lille LEGO-station, hvor børnene kan sidde og bygge med DUPLO-klodser, hvis de trænger til et afbræk fra bilkiggeriet. Den største overraskelse er dog den udendørs (og indhegnede!) legeplads, der ligesom museet, er spritny. Her nyder børnene at rutsje, gynge og køre ræs på de små anlagte veje. Overalt er der blødt underlag og masser af seje detaljer, f.eks. en nedgravet Jeep. Wauw det er fedt for børn det her sted!

Foto: Caroline Gruth Hemmingsen

Biler, biler og atter biler

Anyway, tilbage til bilerne! Haanings bilsamling er virkelig imponerede, og tager os med på hele bilens historie; fra de allerførste biler og op til i dag. I takt med vi bevæger os gennem årtierne, passerer vi den ene smukke, seje og flotte bil efter den anden, og både børn og voksne begejstres igen og igen. Undervejs møder vi også 11.000 modelbiler sirligt arrangeret i en kæmpemæssig glasskillevæg. Den fireårige bliver næsten helt forpustet - aldrig har han eller vi andre set SÅ mange legetøjsbiler samlet ét sted. Sikke et syn!

Trods de mange biler, er udstillingen nem at oveskue, og vi føler på ingen måde, at vi kører trætte undervejs. Har man lyst, kan man læse masser om bilerne på de mange informationsskilte, eller gøre et stop og se en lille film i museets biograf. Der er altså lidt for enhver smag, uanset om man er bilnørd eller ej.

Foto: Caroline Gruth Hemmingsen

Haaning Collection er et virkelig godt eksempel på, at et museum både kan være eksklusivt, æstetisk og nørdet, og samtidig møde børn i øjenhøjde. Vi føler os set som børnefamilie og vores behov imødekommes - alt i alt en skøn oplevelse for både store og små!

Læs mere om Haaning Collection her.