Børn i byen har anmeldt Jesper Wung-Sungs nye bog "Guldfisken Glimmer". En fortælling om en forladt guldfisk, der giver plads til både skræk, humor og ømme følelser.

Hvem skulle have troet, at man kunne sidde med hjertet i halsen og heppe inderligt på en guldfisk? Det virker ikke umiddelbart som en nem helt at spejle sig i. Men i Jesper Wung-Sungs nye bog Guldfisken Glimmer bliver denne forestilling gjort til skamme. Hævn og kærlighed er de to store emner i denne fortælling, der formår at blande følsomme temaer med et spændende plot, hvor det farlige og gysende går fint i spænd med sjove situationer.

En rejse i to tider

Historien starter, da en gigantisk guldfisk, større end et menneske, klatrer op fra kloakken på Halloweens aften. Guldfisken kæmper sig skridt for skridt frem på sin udspændte halefinne, og selvom det er en smertefuld kamp, så bliver han ved med at stride sig frem. Han er nemlig på hævntogt. Fortællingen om guldfisken Glimmer udspiller sig i to tider. Læseren møder både nutidens udgave af Glimmer, der bevæger sig rundt i et villakvarter som forpint hævner og fortidens Glimmer, der går fra uskyldig guldfisk i en glasbowle til kloakkriger. Jesper Wung-Sung skifter mellem de to tider, så læseren langsomt stykker hele billedet af historien sammen. Glimmer bliver som lille guldfisk købt af pigen Maja. Hele Glimmers verden består i at lave flotte sving med halen og få Maja til at smile. Glimmer er Majas bedste ven, indtil teenageproblemerne melder sig. Maja får en kæreste, der ikke bryder sig om Glimmer, og i et fatalt øjeblik tillader hun, at kæresten skyller Glimmer ud i toilettet. Nu begynder en kamp i kloakkens brakvand, der både er en konkret kamp om liv og død, og en slags symbolsk kamp for at overkomme traumet over at være blevet forladt og i sidste ende komme til at elske igen.

Kloakmonstre og kærlighed

Kloakken er et barskt sted, men Jesper Wung Sung er god til at være barsk i børnehøjde. Han lægger ikke skjul på, at Glimmer er havnet et dødsens farligt sted. Men alle situationerne skrives frem med humor og glimt i øjet. Kloakken er både en uhyggelig dystopisk ødemark og et spændende syret sted, hvor fysikkens og biologiens regler ophæves. Skraldet kan tale, og et kor på 12 tudser synger hver aften om alle dem, der er blevet ædt i løbet af dagen. Glimmer må kæmpe mod både den tohovedet skildpadde Højre Venstre Flænser og gigantalligatoren Termigator. For at overvinde Termigator bliver Glimmer nødt til at træne hårdt. Han styrker sin finnemuskler og spiser meget mere, end han har lyst til, alt imens han vokser sig større og større. Jeg kan vist godt afsløre, at Glimmer vinder over Termigator til sidst ved hjælp af mod og venskab. Nu er han klar til at gå efter sit næste mål: Hævnen over Maja. Men mon ikke det i sidste ende viser sig, at kærligheden overvinder hævntørsten?

En filosofisk parentes

At vælge en guldfisk som hovedkarakter giver mulighed for at dvæle lidt ved et filosofisk emne som erindring. Glimmer finder en ven i kloakken, en kamæleon ved navn Baron Maximus Colør von Lang Pokeri Voll, der er udstyret med en dåserustning og en kanylelanse. Baronen lærer Glimmer mange ting, blandt andet kunsten at huske. For at noget kan betyde noget for én, bliver man nødt til at erindre kernen i det, man har oplevet. Man skal huske hjertet i kroppen. Det er en fin refleksion, Jesper Wung-Sung her smider ind midt i en setting af stinkende brakvand og kloakmonstre.

Alt i alt er Guldfisken Glimmer en spændende fortælling fuld af skarpt skrevne og sjove situationer. Jesper Wung-Sung er en mesterlig fortæller, der giver plads til både skræk, humor og ømme følelser. Sproget er medrivende og Jesper Wung-Sung krydrer billederne med lydord, der gør bogen til en god oplæsningsbog, men også til et godt bud på selvstændig læsning. Beskrivelsen af Majas store kærlighed til Glimmer er visse steder i fare for at blive for meget, men man tilgiver bogen denne skønhedsfejl, når man sidder midt i den medrivende historie.

 

Guldfisken Glimmer får 4 ud af 5 stjerner
Målgruppe: 9+