Hvordan ville barndommens helte håndtere at leve i dag? Ville Askepot være en Storkøbenhavnsk au pair? Kan en kylling blive til en populær svane gennem computerspil? Og hvilken pris har forfængelighed i tider med sociale medier og følgere? 

Nutiden i eventyr

Kim Fupz Aakeson har nyfortolket 7 gamle eventyr. Som ethvert klassisk eventyr har bogen noget med magiske tal. Den vil 3 ting: 7 nye eventyr med 7 nye illustrationer efterfulgt af de 7 oprindelige eventyr. 

Rødhætte er sosu-assistent og Tornerose vågner op efter 100 års koma og kan ikke tilpasse sig samfundet. Alting foregår i nutiden, og arbejder med samtidens problemstillinger i de gamle eventyrs rammer. Grethe har for eksempel stor forståelse for, at Hans føler sig som Hanne. 

Den tunge arv

"Åh, det er sådan en Rune T. Kidde-agtig bog" var min første tanke, da jeg løst bladrede i bogen. Det er et strengt førstehåndsindtryk, for T. Kidde er jo landskendt for sine skæve, kritiske og sjove genfortolkninger af gamle eventyr. Så jeg forsøgte at lægge mine fordomme væk, mens jeg læste, selvom det ikke var lige til. 

Jeg kan godt se idéen med at give muligheden for at få forståelse for den intertekstualitet, som Kim Fupz Aakeson bedriver. Det er en vigtig ting at kende de klassiske tekster, som meget af vores populærkultur står på skuldrene af. Men at det oprindelige eventyr følger, giver en form for dobbeltkonfekt. Jeg har i mit liv mødt meget få børn, som sætter stor pris på at krydslæse. Det er særligt ærgerligt, da det er eventyr, som de fleste kender utrolig godt.

Kim Fupz Aakeson er en kendt børnebogsforfatter, og har et kæmpe bagkatalog af vidunderlige bøger. Men denne gang kommer det desværre til at minde mere om danske stil end nye klassikere. Men Kim Fupz Aakeson har skrevet 7 historier, som vil noget. Det er historier, hvor man bliver nødt til at tænke. Det er 7 historier med gode moraler, som giver vores samfund et lille, bestemt klask over fingrene. Og sådan et klask er både sundt at opleve for børn og voksne.

Bogen er generelt rigtig lækker med godt layout, flotte illustrationer og gode farver. 

Alderstrin: Fra 12 år
Der er engang - 7 eventyr til tiden
Forlag: Gyldendal
Vejl. pris: 259,95 kr.

 

Foto: Ester Beha Baunsgaard