Børn i byen har anmeldt Den Store Bandebog - et sjovt opslagsværk over alle de mest uartige og giftige ord i det danske sprog! Læs vores anmeldelse her.

Anbefalet alder: Fra 12 år

Man kan godt have mange forventninger til Nanna Kalinka Bjerke og Lars Thorstensens nye bog Den Store Bandebog. Bogen, der fungerer som en slags opslagsværk over alle de mest uartige og giftige ord i det danske sprog, er visuelt imponerende med sit coffee table book- format og de overskudsagtige illustrationer, der præger siderne fra start til slut. Men den er faktisk også indholdsmæssigt imponerende.

I værkets introduktion byder forfatterne deres læser velkommen med et ønske om at lære hende at ”tale flydende grimt og boltre dig frådende i saftige udtryk, så vildt, at du, selvom du måske bliver en fattigrøv en dag, i det mindste er rig på ord”. Det giver god mening, at de vælger at tale direkte til læseren, for det er vitterligt en bog, der er skrevet i øjenhøjde med det teenagepublikum, den håber at ramme. Forlaget peger selv på en målgruppe ”over 12 og under 100”, men det er nok særligt den yngste del af dette segment, der vil føle sig mødt af Den Store Bandebog. Det er ikke noget nyt, at det kan være en frustrerende omgang at være teenager, og det kaster indimellem nogle forbandelser af sig. Det er også den periode i ens liv, hvor man har den måske største trang til at gøre oprør, og her er bandeordene et vigtigt hjælpemiddel. Den store bandebog kan i bedste fald tilbyde et lille frirum, hvor bare det at se ordene på tryk, kan give afløb for noget vrede. Eller også kan man få inspiration til næste gang, man skal give sin lillesøster en verbal overhaling.

Hvad Bjerke og Thorstensen i deres bog glorværdigt forsøger – og lykkedes med – er at gøre læseren bevidst om den effekt, bandeord har på omverdenen. Tonen bliver heldigvis aldrig belærende, og det er særligt vigtigt, når det er en bog, der henvender sig til et ungt publikum. Det føles ikke som to voksne, der ønsker at belære unge mennesker om god etikette, men derimod som to begejstrede sprognørder, der bare gerne vil sprede budskabet om bandeordenes effekt – på godt og ondt.

Et rent projekt

I gennemlæsningen af bogen, der byder på både historisk og etymologisk baggrund for diverse ukvemsord, bliver det tydeligt, at forfatternes ambition er reel nok: De ønsker at oplyse deres læsere og gøre dem klogere på de ting, der bliver sagt, uden nogensinde at løfte pegefingeren. Til gengæld gør bogen også blidt opmærksom på, hvordan sproget kan virke ødelæggende. Det sker blandt andet i kapitlet om skældsord, hvor det understreges, hvor nytteløst og farligt det kan være at generalisere på baggrund af race, køn og seksualitet. Det er i dagens Danmark et både ansvarligt og nødvendigt greb, og det fungerer særligt godt, når man har teenagerlæseren for øje. Bogen henvender sig til fremtidens voksne, og den gør et
sympatisk stykke arbejde for at holde deres horisont åben.

Da jeg satte mig til at læse Den Store Bandebog, forventede jeg at blive godt underholdt, en del klogere og måske også lidt rød i kinderne. De forventninger blev alle mødt, men hvad jeg ikke havde troet om en bog ”fuld af lort” var, at jeg skulle blive rørt. Det blev jeg ikke desto mindre, for de to forfatteres projekt udspringer af så meget ømhed for og kærlighed til sproget, at man må lade sig rive med og overgive sig fuldstændigt. Det er sateme godt gået.



Bogen får 4 ud af 5 stjerner.

Den Store Bandebog af Nanna Kalinka Bjerke og Lars Thorstensen er udkommet på Gads Forlag den 24. oktober. Den kan læses fra 12 år.