Arternes Oprindelse er en dejlig og relevant fortælling fyldt med humor, historie og læring. Baseret på en sand fortælling om en 12-årig piges fossilfund, har Linda Fallentin og Stephan Vernier skabt et forunderligt eventyr med masker og forhistoriske væsner.   

Ligestilling, religion og videnskab fortalt i børnehøjde

I vinterferien kan I opleve Teaterhuset Filurens familieforestilling ”Arternes Oprindelse”, som er produceret i fællesskab med Teateret Thalias Tjenere. Jeg var selv afsted på premiereaftenen, og det var svært ikke at lade sig rive med, når den 12-årige Mary formår at gøre oprør mod både religion og videnskab i samme hug.

Fortællingen er inspireret af den sande historie fra 1811 om Mary Anning, der gjorde et bemærkelsesværdigt fund – nemlig skelettet fra en fiskeøgle. Som kvinde blev hun ikke anerkendt af Englands videnskabelige og geologiske samfund, selvom hendes fund i dag betragtes som et af Storbritanniens største videnskabelige bedrifter.

Forestillingen starter med et klassisk anslag, hvor vi lærer Mary og hendes forældre at kende. Vi ser Mary med sin far på jagt efter fossiler, men efter kort tid dør han af faldet fra et stenskred. Mary fortsætter sin eftersøgning, selvom både hendes mor og den lokale præst er mod hende, dog af forskellige grunde. Inden længe gør Mary sit største fund – kraniet fra fiskeøglen. Problemet er bare, at ingen videnskabsmænd vil lytte til hende, og de afviser alle hendes teori om de forhistoriske væsener, vi i dag kalder dinosaurer. Til slut bliver fortællingen knyttet til Darwin og evolutionsteorien, hvor Marys teorier endelig anerkendes og bekræftes.

Er det levende dukker på scenen?

”Simpelt er bedst” – sådan er det også her. Faktisk er det direkte imponerende, at man med bare 4 skuespillere, et par masker og en enkelt scenografisk opsætning kan skabe så fortryllende en fortælling. Kostumerne er fine og meget sigende om personerne, men højdepunktet må næsten være de store masker, der giver personerne en dukkelignende fornemmelse. Det er utroligt, at maskerne uden mulighed for mimik alligevel kan udtrykke så mange følelser og formå at give den passende respons i alle sammenhænge og situationer.

På scenen står der en klippeformation, og der bliver den egentlig stående under hele forestillingen. Alligevel bliver det ikke en kedelig opsætning, fordi den rummer alverdens hulrum, små låger og kreative rekvisitter, der tvinger fantasien frem hos publikum. De medvirkende har ingen replikker, og fortællingen ledes i stedet af en voice-over med et barn, der fortæller. Resten af tiden er det klaverspil i baggrunden og vidunderligt skuespil med store fagter, der driver fortællingen. Hverken børn eller voksne bliver på noget tidspunkt i tvivl om, hvad der foregår, og de manglende replikker giver egentlig bare endnu mere grobund for fantasi og fortolkning.  

Efter forestillingen inviteres børnene op på scenen, hvor de kan udforske den spændende opsætning. Bag ved scenen er der også lavet en stor sandkasse, hvor de selv kan lede efter fossiler og knogler, hvorefter de kan samles på væggen som puslespilsbrikker.

Fantasi for alle pengene

I teaterforestillingen formår de at fortælle historien om Marys kamp mod en mandsdominerede videnskab på et niveau, hvor de yngste også kan være med. Ligeledes formår de at få striden mellem religion og videnskab ind i historien på en måde, så den både bidrager med humor, men også giver noget historisk læring og forståelse til børnene. Dette fortælles gennem overbevisende præstationer fra de medvirkende og geniale masker, der tildeler stykket en eventyrlig dimension. Alt i alt er det en vidunderlig historie fortalt på overbevisende manér.

Børn i byen giver forestillingen 4,5 ud af 5 stjerner

 

"Arternes Oprindelse" kan opleves på Teater Filuren frem til den 22. februar 2019

Læs mere og bestil billetter HER