Den nye Aladdin-film er en actionspækket og farverig live-version af den elskede tegnefilm fra 1992. Et overdådigt, musikalsk eventyr, der vil tryllebinde de fleste små biografgæster.


Nostalgiske Disney-øjeblikke

Den nye live-version af Aladdin starter godt - rigtig godt faktisk. Som publikum tages vi ud på en fantastisk, one take, flyvetur gennem det dunkle, arabiske ørkenrige Agrabah, alt imens titelmelodien "Arabian Nights" kører for fuld skrue. En elegant og overlegen intro, som vækker barndomsminder og nostalgi - i hvert fald, hvis man som jeg, er vokset op med Disneys tegnefilmsklassiker fra 1992. Netop de nostalgiske øjeblikke er der mange af, måske fordi størstedelen af scenerne er levendegjorte kopier af tegnefilmen. Filmen har dog tilføjet et lille twist i form af en fin rammefortælling, som jeg ikke vil afsløre for meget af...

Selvom live-versionen læner sig meget op af tegnefilmen, kan man sagtes se den, uden at kende eller have set originalversionen. Børn vil uden tvivl tryllebindes af eventyret om gadedrengen Aladdin, der får fingrene i den magiske lampe - også selvom de ikke oplever den samme genkendelsens glæde, som deres forældre.

  Spektakulære scener, men til tider for poleret

Filmens største force er klart dens spektakulære og overdådige scener, hvor musik, koreografi og setting går op i en højere enhed. Dette er eksempelvis tilfældet med Aladdins entré ind i Agrabah som Prins Ali: et overflødighedshorn af farver, blomster, vilde kostumer, dansere og skønsang - yderst veludført. Generelt fungerer de musikalske indslag super godt, måske fordi sangene er så ikoniske. Hvem kan ikke synge med på "A whole new world" og "Prince Ali"?
Skal man rejse et kritikpunkt til filmens visuelle side, må det være, at det til tider bliver for poleret. Det er ganske vist et Disney-eventyr, men som seer kan man ikke lade være med at undre sig over, hvordan gadedrengen Aladdin kan være så velsoigneret, nybarberet og på ingen måde beskidt. Karakterne er så usandsynligt perfekte og rene, at det på den ene side synes urealistisk, men samtidig gør det helt igennem fortryllende og eventyrligt.

En fejl-castet Jafar

Aladdin og Jasmin både ligner og lever op tegnefilmens karakterer - men Jafar derimod, skuffer. Skuespilleren Marwan Kenzari prøver ihærdigt at agere skurk, men hans smukke, barnelige træk er svære at forene med Jafar, der i tegnefilmen er spids, udmagret og ondskabsfuld at se på. Vagten Hakim, spillet af Numan Acar, ville have være et meget bedre match som Jafar, og kunne have båret rollen som den ondskabsfulde skurk.
Selvom skuespillet til tider bliver en smule karikeret og teatralsk, bærer man som seer over med det - måske fordi man tager det for, hvad det er: et eventyr for børn.
Ungerne vil helt sikkert elske alle karaktererne, især den kække lampeånd Genie, spillet af Will Smith. Genie er ikke kun filmens humoristiske pust, det er også ham, der sætter fut i tingene - til stor fornøjelse for publikum. Dette ses f.eks., da han ved hjælp af sine magiske kræfter, får Aladdin til at slå sig løs på dansegulvet til sultanens bal - en scene, der i øvrigt ikke optræder i tegnefilmen.

Familiefilm med fine budskaber

Overordnet er Aladdin en rigtig god familiefilm og et oplagt valg, hvis hele familien skal i biografen. Med sine 2 timer og 8 minutters varighed kan filmen dog føles lidt lang - så jeg vil anbefale at børn skal være minimum 8-9 år, for at se den (bemærk at den officielle censur er 11 år!). Dermed er der også chance for, at børnene fanger nogle af filmens dybere meninger og budskaber. Faktisk lægger filmen op til mange gode snakke med børnene, og kan være en god måde at italesætte emner såsom grådighed, frihed og kvinders rettigheder på. Emner, der fylder meget i filmen.

 

Børn i byen giver Aladdin 4 ud af 6 stjerner ⭐️⭐️⭐️⭐️

 

Filmen får premiere i landets biografer den 23. maj
Kan ses med dansk tale
Læs mere her