Der er ikke ret meget, der er som det plejer her i 2020 - heller ikke julen. Derfor har vi fundet en række særlige, sjove og unikke oplevelser frem til jer. I år vrimler det nemlig med alternative idéer til, hvordan vi kan få tiden til at gå med hyggelige aktiviteter i løbet af december. Se med her! 


❤️ 
Mød Julemanden i Lapland
Der er ikke så mange steder at hilse på julemanden i år, som der plejer at være. Og de steder, hvor han rent faktisk dukker op, er det med et hurtigt vink, og så videre i teksten for at undgå smittefare. Men Airbnb har fået den geniale idé at hooke julemanden op med en internetforbindelse, så han helt virtuelt kan byde på en masse sjove juleaktiviteter for de mindste. 


❤️ 
Julehøjtlæsning med Katrine Bille
Det er altid et hit hos ungerne, når Katrine Bille læser højt! Katrine er kendt fra Ramasjang, og særligt under lockdown var hendes daglige højtlæsninger live på Facebook meget populære. Nu er hun klar med julehøjtlæsning hver søndag i advent kl. 11:00. Så det er bare om at sidde klar på Facebook, hvis I vil lytte med og være med i tegne-konkurrencen om fine adventsgaver fra Gyldendal. 


❤️ 
Juleponytræk
Hestefolden på Kanalvej i Kastrup inviterer til juleponytræk søndag den 13. december kl. 11:00-15:00. Der vil være skruet helt op for julehyggen, både blandt mennesker og ponyer, så tag din ride-glade familie under armen og kom afsted! Vær opmærksom på, at deltagelse kræver tilmelding via hjemmesiden, da der er begrænset plads. 


❤️
Lav æbleskiver over bål
Bål er oplagt her om vinteren, selvom det måske oftest forbindes med sommeraftener med ristede skumfiduser. Men der findes ikke nogen mere hyggelig måde at få varmen på under de kolde skovture. Tag æbleskiver med hjemmefra, og varm dem over bål, eller giv jer i kast med dej og medbring en æbleskivepande. Begge dele er virkelig hyggelige, så det er bare om at finde en bålplads i en skov i nærheden, hvis ikke I lige har jeres egen i baghaven. 


❤️ 
Julemarked på Christiania
En tur på Christiania er på mange måder en alternativ oplevelse i sig selv. Og deres julemarked er selvfølgelig ingen undtagelse - slet ikke i år, hvor det store i Den Grå Hal er aflyst. Kig forbi den farverige fristad til en tur ind i værkstederne og nogle af de private hjem, og kom i julestemning med godter fra de hyggelige boder. 


❤️ 
Jul på Camp Adventure
Der bliver julehygget på Camp Adventure i alle adventsweekender op til jul. På den pyntede gårdsplads kan I købe god mad, glögg, æbleskiver, honningkager og andre lækkerier i boderne. Derudover kan I helt gratis fælde jeres eget juletræ, hvis I besøger Skovtårnet - det er da ægte julestemning som i de gode gamle dage, ikke? 


❤️ 
Roskilde Drive in bio Christmas Edition
Fyld bilen op med dem, du holder af, og tag familien med på en eventyrlig rejse gennem en magisk juleverden! Roskilde Drive in bio er nemlig blevet forvandlet til et interaktivt drive in juleland med vaskeægte julestemning, der garanterer en times ren underholdning, spækket med hygge, julestemning og gode oplevelser i julens tegn. 


❤️
"Clara og de galaktiske sten"
Prøv julekalender-oplevelsen i et helt nyt format. På Podimo kan I hver dag frem til jul følge med i podcast-julekalenderen "Clara og de galaktiske sten". Lyt med derhjemme over en gang æbleskiver ved kalenderlyset, i sengen inden sengetid eller på vej hjem fra skole eller børnehave. Afsnittene varer bare 10 minutter, og kan altså nemt passes ind i en travl julehverdag. 


❤️
Red Badge Guides
Skal julemåneden bruges på at lege turister i egen by, kan I tage med på en af Red Bagde Guides' guidede ture rundt i byen. Fra den 28. november - 30. januar kan I for eksempel opleve Middelalderkøbenhavn, der i hele december måned spices op med historier om alle vores juletraditioner. Hvor kommer julemanden egentligt fra? Og hvorfor har vi et juletræ? Mange sjove spørgsmål bliver besvaret, og børn op til 6 år går gratis med, mens børn op til 12 år får halv pris. 


❤️ 
Juleeventyr med Natureventyr
Hvis ikke I allerede har hentet app'en Natureventyr, så er det på høje tid! Med app'en kan I gå et eventyr i byen - I vælger bare et eventyr, og følger så ruten, mens I lytter med. Og nu kan I også gå et juleeventyr! Dog ikke her i København, men i Helsingør er den gnavne nisse Olaf taget på en rejse gennem byens gader - hjælp ham med at finde frem til julens hemmelighed!


❤️
"De Gyldne Hvalpe &"
I Teater Hunds adventspodcastserie "Den Gyldne Hvalpe &" bliver I taget med rundt i universet - både i drømme og i virkeligheden. Podcasten vil få både børn og voksne til at grine, tænke og måske fælde en tåre. Følg med, når første afsnit ligger klar den 29. november, og glæd jer til et hyggeligt lyt hver søndag frem til jul - podcasten henvender sig til børn fra 8 år og deres voksne. 


❤️
Nelsons Verden
Skab ro og fordybelse hos dit barn ved at lade det lytte til Nelsons Jul. En julekalender i podcast-format, der med rolig stemme sørger for en hyggelig stund, der bringer enhver ned i gear. Oplagt til køreturen eller som godnathistorie inden sengetid. 

 

 

Er I til mere traditionelle juleoplevelser med julemarkeder, jule-sjov, juleteater og så videre, så hop en tur forbi vores store juleguide 2020, og bliv blæst bagover af en solid omgang julestemning!

 

Fotos: 1) Airbnb, Foto: Adam Planas 2) Katrine Bille 3) Hestefolden Kanalvej 4) Unsplash 5) Julemarked på Christiania 6) Camp Adventure 7) Roskilde Drive in bio 8) "Clara og de galaktiske sten", Podimo 9) Tivoli, Foto: Stephanie Mielnicki 10) "Nissen Olaf og julens hemmelighed", Natureventyr 11) Teater Hund 12) Nelsons Verden