Trænger I til et lille afbræk fra byens stress og jag? Så skal I måske på glamping midt i Lollands skove - læs om vores mini-getaway til den danske vildmark lige her.

Glamping MønBørn i byen var inviteret af Owayy

Vildmarks-feeling og luksus

Overskriften er måske en anelse pompøs, når min mand, og jeg i virkeligheden bare er kørt 1 1/2 time fra København og en sviptur til Korsgaarden på Lolland, hvor vi skal overnatte i et luksusshelter. Ikke desto mindre er det den feeling, vi får, da vi finder frem til vores lille sted derude midt i skoven.

Vi bliver næsten overstadige, da vi ser vores shelter med navnet Fiskeørnen – det emmer af lækker livstil og god smag. Det er opført i rå bjælker med højt til loftet, vindue i gavlen og en dør, der fylder 2/3 dele af hyttens facade. Døren kan åbnes op på vid gab, så shelteret i bogstaveligeste forstand lukker naturen helt indenfor. Og hvilken natur. Vi har sjældent hørt så mange smukke fuglestemmer på én gang. Det er som en symfoni omkring os. Shelteret har sin egen æstetiske bålplads, der ligger helt ned til en smuk sø, der meget passende kaldes Ørredsøen. Her vrimler det med fisk, og har man lyst er der mulighed for at fange sine egne friske fisk, som man kan smide på grillristen, der hører med til bålpladsen.

Jeg sætter mig i solen på den bredde træterrasse med et køligt glas Chardonnay, mens min mand kløver brænde og tænder op i bålet. Vi har en rigtig fin arbejdsfordeling, synes jeg. Efter lidt tid knitrer bålet, og vi sidder sammen helt stille og lytter på fuglene og det knitrende eftermiddagsbål, mens solen slår smut i vandet. Sådan sidder vi og indfanger naturen med alle sanser.

Glamping hytte på Møn

Og sanseligt er lige, hvad her er. Shelteret har en lækker dobbeltseng samt to køjesenge, hvis man skulle finde på at tage børn med. Det har vi den grad valgt ikke at gøre. Vi trænger til for engangs skyld bare at være os selv og dyrke voksentid. 

Her er tænkt på det hele. Sengen er udstyret med lækre, store dyner samt canadiske militærttæpper, hvis natten skulle blive kølig. Herudover er der en skøn brændeovn i støbejern med glaslåge, så man kan ligge fra sengen og kigge ind i ilden. Der er smukke stole med rensdyrskind man kan slænge sig i og læse en god bog. På udvalgte steder hænger der lyskæder, der kører på enten batteri eller solenergi, så man kan skabe den smukkeste aftenstemning. Vi glæder os allerede til, at mørket falder på, så vi kan gemme os for hele verden herinde i vores lille hule.

Mad over bålMad over bål og fuglefløjt i måneskin

Først skal vi dog lave maden. Vi griller kalvekoteletter, grønne asparges, røde peberfrugter samt auberginer. Min mand har hjemmefra lavet en lækker marinade, som vi lader de rygende varme grøntsager trække smag i. Det er vidunderligt, at sidde der i aftensolen og spise så simpelt og så delikat, mens fuglene synger solen ned.

Vi føler, at vi er de eneste mennesker langt ude i vildmarken selvom der ikke mere end 10 minutters gang op til vores vært på Korsgaarden. Her kan man hente forsyninger af brænde, stearinlys eller en proptrækker som vi naturligvis har glemt i København. Korsgaarden har forstået at give deres gæster en unik oplevelse af at føle sig frie midt i naturen men med alle bekvemmeligheder inden for rækkevidde. Deres service er i smukt porcelæn og keramik, vi drikker vin af rigtige vinglas, og de har naturligvis pyntet hytten med blomster så oplevelsen er en skøn blanding af det maskuline rå og det feminine sarte.

Min mand smider endnu et par brændeknuder på ilden, som tusmørket kommer krybende. Han tænder også op i brændeovnen inde i shelteret, og jeg får gang i stearinlys og lyskæder. Så sidder vi der i aftenmørket med bål ude og brændeovn inde. Vi sidder i døråbningen, der som sagt er stor som en ladeport og nærmest fjerner den ene væg, når den står åben. Vi er så heldige, at månen lyser kraftigt denne nat og glimter magisk i søspejlet, men vi nyder et glas godt rødvin. Vi lytter til et hav af fugle, der synger, selv om solen er gået ned. Den eneste vi kender er nattergalen med sin karakteriske trillen. Det i sig selv er en stor oplevelse, men herudover er der så mange fuglelyde, der fortsætter deres fløjten natten igennem, så vi har en oplevelse af at bo midt i junglen. 

Vi nyder, at vi kan lukke den store dør, da vi endelig ved to-tiden beslutter os at krybe ned i den magelige dobbeltseng, mens brændeovnen kaster et gyldent flakkende lys ud i rummet. Ligeså glade vi er for at lukke naturen ind, ligeså rart er det at man kan låse sin dør der midt ude i den jungleagtige vildmark, hvor man får fornemmelsen af der både kan være bjørne og pumaer, der lusker rundt derude i mørket.

Udsigt hytte Møn skovEn autentisk oplevelse, du ikke må undvære

Fuglene synger os til ro, og det er også dem, der vækker os med deres glade optimistiske pippen, som solen står op over skov og sø.

Jeg får tøjet på og henter morgenbrød på Korsgaarden. Her er nybagte boller, frisklavet kaffe, ost, smør, marmelade, juice, yoghurt med granola og masser af frisk frugt. Sådan sidder vi der i morgensolen, der endnu ikke har fået helt magt, men vi har fået gang i bålet og nyder varmen fra bålet og den trygge duft af brænderøg.

På vej tilbage til København er vi så afslappede. Vi forstår ikke helt, at vi frivilligt kører tilbage, for vi har faktisk bare lyst til at blive. Ved søen. I skoven. I hytten. I vores lille helle

Alting har desværre som bekendt en ende. Men også en begyndelse. Så har I ikke prøvet, hvordan det føles at overnatte i et shelter med den ypperste luksus, så er det bare om at komme igang. Det er en autentisk og nærværende oplevelse, som du absolut ikke må undvære.

INFO

I finder Korsgaarden på Tåstrupvej 5, 4880 Nysted.
I kan booke shelteret Fiskeørnen her.

HUSK: Medlemmer af Børn i byen sparer 10% på bookinger på Owayy.com.