Prøv Albanien næste gang, sommerferien skal planlægges - her venter smuk natur, store kontraster og særlige eventyr for hele familien. 

Børn i byen er blevet inviteret til Albanien af Apollo Rejser. Vi er blevet nysgerrige på landet, som endnu er et ret så ukendt rejsemål for danske  turister, men igennem venner har vi hørt, at landet er spændende, og at man kommer langt for pengene. 

Vi ved ikke helt, hvad vi skal forvente, da vi ankommer en sen lørdag eftermiddag i Tirana lufthavn. Det er tydeligt, at Albanien er fattigt og vejene ikke er de bedste da vi kører den kun 40 minutter lange bustur mod hotellet. Vores 4 børn er meget fascineret af omgivelserne, som de kan se er meget anderledes, end hvad de er vant til. Vi kører igennem smalle bumpede gader før vi pludselig ankommer til vores hotel. Og hold nu op en overraskelse.

En skøn oase

Hotel Fafa Grand Blue Resort er et af Apollos helt nye desitinationer. Det er fuldstændig nybygget og rejser sig hvidt og majestætisk foran os. Her er så eksklusivt og æstetisk indrettet, at vi bliver blæst bagover. Ungerne udbryder “iih og åhh og hvor er her bare fedt!!”. Og det er der virkelig. Værelserne er store og med indbydende kæmpe senge, og vi har ovenikøbet havudsigt fra altanen. 

Vi smider hurtigt vores bagage fra os og vil straks ud at se på faciliteterne. Her er den lækreste pool og hotellet ligger faktisk direkte ned til stranden! Vores børn er så kåde, at de blæser på, at de endnu ikke har fået badetøj på og løber hvinende ud i bølgerne med det samme. Vandet er varmt og det indbyder til timelange bade. Mens ungerne pjasker og leger oplever vi den smukkeste solnedgang, der er på niveau med et Krøyer maleri og næsten i sig selv en grund til at tage hertil.

Min kæreste og jeg kan med det samme mærke, at det virkelig bliver svært at tage sig sammen til at tage på de eventyr vi plejer på en ferie for her er ganske enkelt for rart til, at man har lyst til at tage væk.

Paradis-ferie 

De næste dage er en ferie i paradis. Personalet er super tjekkede og kan hjælpe med alt og snakker fint engelsk. Maden er smagfuld og sund. Det albanske køkken er under indflydelse af både det italienske, græske og tyrkiske, så vi får de sprødeste friske salater, grillede fisk, kød på spid og grillledede grøntsager.  Vi rejser på all inclusive, så der er både læskedrikke til børnene og overraskende god lokal vin til de voksne. Til morgenmad kan vi vælge mellem æg, pølser, pandekager, yoghurt med akaciehonning, og igen masser af friske grøntsager og salater. Herudover er der albanske specialiter som Sultijash, der er en sødet grød kogt på risengryn og mælk, som vores unger elsker og minder dem om juleaften midt i sommerlandet.

Vi har næppe badet så meget på en ferie som denne. Vandet er rent og indbydende med en dejlig temperatur på 26 grader og stranden er meget børnevenlig. Herudover har stranden hvidt finkornet sand og bliver holdt helt ren hver eneste dag. Stilen er holdt pæn med hvide sejldugs parasoller  som giver et roligt og harmonisk indtryk for øjet. Vi har hørt at æstetikken kan være skidt i Albanien, men det er absolut ikke tilfældet på Hotel Fafa Grand Blue Resort.

Vi bygger sandslotte med ungerne, kaster os i bølgerne og oplever det bedste nærvær i familien, hvor vi kommer ned i tempo  og bare er tætte med hinanden. Her er så rart, at vi må tvinge os selv til at tage os sammen for at komme ud at se på landet og ikke bare blive her i vores lille lykkeboble ...

Kontrasternes land

Og til sidst får vi givet os selv et skub ud i virkeligheden ved at at leje en stor bil. Det er her værd at understrege, at man skal være meget forsigtig. Vejene er ekstremt hullede og trafikken er vild og uden regler. Min mand har kørt over store dele af verden på både motorcykel og i bil, men han siger, at Albanien er det hårdeste sted, han endnu har kørt. Det er derfor med fuld koncentration, at vi tager ud i det blå.

På hotellet har de givet os et fint tip, hvor vi på vores mobiler kan downloade et gps program, der fungerer selv om man er offline. Det kan absolut anbefales, da internettet er svagt i Albanien og det er dyrt at være online, da vi er uden for EU, og de lande som de store teleselskaber normalt har samarbejde med. Det er forøvrigt også hotellet, der hjælper os med at leje bilen og sørger for, at den bliver afleveret ved døren med alle nødvendige forsikringer og papirer.

Vi kører ikke mere end 15-20 minutter, før vi møder det ægte Albanien. Vi beslutter os nemlig at køre op i nogle små bjerge og lade os føre af tilfældet. Vi kommer igennem bittesmå landsbyer og er med ét sat 100 år tilbage i tiden. Landbruget drives med gamle traktorer og æsler med kærer. Vi møder børn helt ned til i 10- 12 års alderen, der arbejder i den bagende hede ved at meje korn med gammeldags le og stakke det med høtyve.

Vores børn får en markant øjenåbner for, hvordan livet også kan leves ,og det sætter en god diskusssion igang om vores eget velfærdssamfund. En af de ting vi elsker ved at rejse med vores børn er, at det er med til at sætte vores eget liv og hverdag i relief, og at det samtidig skaber et engagement og en holdning til verden.

Vi slutter eventyret på byens lille støvede bar. Det er så lokalt som det kan blive. Ungerne får 4 store colaer, og vi får en espresso (faktisk den bedste vi fik hele ugen) til en samlet pris af bare 28 kroner…

Albanien er et land, hvor man kommer langt for pengene, og hvor det er til at overkomme at være en stor familie på seks personer.

Kalder på flere eventyr

Apollo arrangerer også en række spændende ture til både kultur og naturseværdigheder, men vi var denne gang mest fristet til at tage på vores egne små eventyr, selvom vi  må indrømme at det ikke blev til så mange, som vi først havde forestillet os. Og grunden er, som sagt, at vi havde det alt for godt og mageligt på hotellet. Det siger vi med en lille smule rødmen, for vi ser normalt os selv som eventyrer, men hotellet og stranden var så ekstremt indbydende at det  var for svært at forlade. 

Efter vi kom hjem har ungerne flere gange plaget om vi ikke kan komme tilbage næste år. Hvis vi gør det, har vi lovet hinanden, at så skal vi virkelig tage os sammen og komme ud på flere ture og opleve mere af landet. Altså i hvertfald efter vi lige har svømmet i det skønneste hav, badet i den smukkeste pool og fået de bedste drinks i den smukkeste solnedgang - jo, jo det skal nok lykkes!

Valuta og priser 

Der kan stort set ikke betales med visa kort nogen steder i Albanien, så husk at hæve penge i lufthavnen. 1 dansk kroner svarer til 17 albanske LEK. Som tommelfinger regel er priserne 25% af hvad det vil koste i Danmark. Priseksempel: Vi fik 4 store colaer og 2 kaffe for 28 kroner. 

Booking

Hotel Fafa Grand Blue Resort kan bookes hos Apollo Rejser. Flyvetiden er ca. 2 timer og 30 minutter. Ligesom Apollos øvrige Apollo Mondo Family Resorts, er her børneklub "Club Polly & Mino" med  aktiviteter for børn i alderen 4-11 år. Vil man være aktiv på ferien er der god mulighed for det med svømmeklub og træning for hele familien. 

Rejsetip!

Hvis I vil leje bil, så bestil via via hotellet - det kan være svært at ordne på egen hånd fordi så få taler engelsk, og hotellets personale er meget serviceminded og kan stå for dele. Hent vejvisnings-app’en “maps.me” inden I kører afsted fra hotellet. Den fungerer offline, så I kan finde rundt på de albanske veje. 

Børn i byen var inviteret af Apollo